SU-middag skal afhjælpe ensomhed.

De ikoniske tramp og klap fra ”We Will Rock You” kan høres ude fra køkkenet. Det er de frivillige, der lige har færdiggjort og anrettet maden i spisesalen. Spisesalen, der egentligt er et fælleslokale i kirken, kunne med en tilføjelse af et udstoppet antilopehoved én til én forveksles med en spejderhytte. Lige sådan kunne de frivillige narre en til at være spejdere, hvis bare de havde en rød sløjfe om halsen.

Grunden til, at de frivillige knokler rundt og har det sjovt er, at der er et arrangement i Møllevangskirken. Tirsdag aften står den nemlig på SU-middag i guds hus. En begivenhed for alle mellem 18 og 35, hvor man betaler 20 kroner for at få et måltid og mulighed for at socialisere med de andre, der nu engang skulle dukke op.

Gertrud Payal Pilegaard Lyngsø er ansat Kirke- og kulturmedarbejder og står i spidsen for at arrangere aftener som disse. Og hun har en klar ambition med dem.

”Formålet er at øge det sociale blandt deltagerne. Det er primært fællesskabet, som er i højsædet og ikke så meget prisen, selvom 20 kroner er billigt for et måltid.”

Hun er håbefuld forud for aftenens traktement.

”Jeg tror der kommer omkring de 50-60 mennesker”

Aftenen forinden var der omkring 100 mennesker til et andet arrangement, så det er altså noget, der rykker folk ud af stuerne.

Og man kan lige så stille begynde at dufte blandingen af forsamlingshus og mexicansk mad indtage rummet.

Og noget andet, der også indtager rummet, det er aftenens første gæst. Sino hedder han. Sino er ikke debutant i foretagendet. Han var med for nylig i en af de andre sognekirker, der også faciliterer sådanne arrangementer.

Sino erklærer, at han har et ganske udmærket forhold til det mexicanske køkken. Han påstår dog også, at han kan se, at de brugte råvarer er fra Rema 1000, da det er der, han arbejder. Påstanden blev desværre aldrig testet. Løbende træder der flere unge ind i lokalet. Mange ser ud til at kende hinanden og komme i små grupper. Der bliver fnist rundt omkring, og folk finder et sted at sætte sig.

Sino siger, at han sidste gang var der med nogle fra sin digterforening. Denne gang ville han dog prøve at tage afsted alene og møde nogle nye mennesker.

Nu slår Gertrud på et glas for at byde alle velkommen. Mødet mellem kniven og glasset slukker summen af stemmer, der ellers fylder rummet. Gertrud gennemgår den føromtalte menu og deklarerer for det senere klimaarrangement, man frit kan deltage i efter middagen. Hun afslutter med værsgo.

Salen bliver skiftevis sendt op i hold for at tage mad. Det er den klassiske mexicanske servering. Agurker, tomater, peberfrugt. Alt skåret i tern. Medium spice salsa. Kødet er dog skiftet ud med bønner. Men det må tænkes, at alle var klar over det, inden de dukkede op, taget prisen i betragtning.

En gruppe af tre piger er dog mødt op med en anden primær agenda end Sino. De kunne ikke dy sig for den flade tyver, som prisen var for et måltid. De sidder alle tre med deres madpandekage på tallerkenen, mens de fryder sig over at være indehavere af en el-cykel, nu når de bor i det bakkede Aarhus. Også over, at de ikke selv behøvede at lave mad oven på en lang skoledag.

Gertrud klinger igen på glasset. Nu er der altså bare 15 minutter tilbage af middagen, ville hun lige påpege. Men hun håbede for guds skyld heller ikke, at hun ødelagde den gode stemning ved at gøre det. Blot ville hun bare blive superglad for, hvis alle ville gå op og sætte deres tallerken i bakken, når vi var færdige. Hun nævner også igen arrangementet, man helt frit kan deltage i efterfølgende, hvis lysten er til det. Og Gertruds dessiner blev udført til ug. Det var som at se et højskolehold blot halvanden uge inde i deres ophold.

Størstedelen af de deltagende er nu færdige med at spise. Stolene bliver skubbet ud fra bordet i samme rytme som popcorn, der bliver poppet. Smil er til at spejde i de fleste hjørner af lokalet. Et vellykket arrangement ud fra Gertruds kriterier, virker det til.