Sundhed og motion følger uddannelsesniveau: Eksperter forklarer hvorfor

Danskerne bevæger sig mere end nogensinde, men ikke alle lige meget.

Tal fra rapporten Danskernes motions- og sportsvaner 2024, viser en markant forskel: Blandt personer med grundskole som højeste uddannelse dyrker 48 procent regelmæssigt motion. For dem med en lang uddannelse er tallet 77 procent.

Hvorfor er der forskel?

Forskellen har været stabil siden 2007 og årsagerne er komplekse.

Ifølge analytiker, Frederik Petersen fra Idrættens Analyseinstitut handler det om flere faktorer:

Socialt netværk – uddannelse giver adgang til studieidræt og sociale relationer. Det motiverer til motion. 

Økonomi – længere uddannelse betyder oftest højere indkomst, og dermed bedre adgang til kommercielle tilbud, fritidsaktiviteter og udstyr.

Viden og struktur – uddannelse styrker evnen til at planlægge og se motion som en investering i sundhed.

“Man lærer at planlægge og strukturere på en uddannelse. Det kan også overføres til motionsvaner,” siger han.

Motion er kun én brik i sundhedsbilledet

Det handler også om de ressourcer, man får med hjemmefra. Det er ikke kun uddannelsen, men også opbakning og vaner fra barndommen.

Seniorforsker Jes Sørensen fra DEFACTUM peger på, at uligheden i motion er en del af en bredere social ulighed i sundhed:

“Det handler ikke kun om motion. Der er generel ulighed i sundhed. Lavt uddannelsesniveau hænger sammen med dårligere sundhed, højere stress og færre ressourcer. Det gør det sværere at prioritere fysisk aktivitet.”

Han understreger, at motion kræver både økonomiske og mentale ressourcer:

“Fritidspas hjælper, men det kræver stadig ressourcer at hente, bringe og købe udstyr.”

Et fritidspas er tilskud fra kommunen til familier med lav indkomst, så børn kan deltage i foreningsaktiviteter.

Omfang og konsekvenser

“Motion hænger sammen med trivsel, velvære og helbred. Ulighed i motion bidrager til ulighed i sundhed”, siger Frederik Petersen.

Jes Sørensen kalder idéen om lige muligheder i Danmark en myte:

“Vi har lige adgang til uddannelse og sundhedsvæsen, men ikke lige adgang til effekten af det.”

Jes Sørensen fortæller, at så længe vi går med idéen om at der er lige muligheder, så sker der ikke noget.

”Mentale ressourcer, som hjælp til lektier og støtte til fritidsaktiviteter, skaber forskelle, der følger med ind i voksenlivet”, understreger seniorforskeren.

Løsningerne starter ved barndommen

Der findes ingen hurtige løsninger, men forskerne peger på flere veje. Frederik Petersen fortæller, at foreningsidræt kan være svær at starte som voksen, hvis man ikke har erfaring fra barndommen. Derfor er tidlig indsats vigtig:

“Det er lettere at skabe vaner i barndommen. Erfaring fra en tidlig alder gør en forskel.”

Jes Sørensen mener, at problemet ikke kan løses med fritidsaktiviteter alene. 

Samfundet skal indrettes til mere bevægelse i hverdagen med cykelstier, aktive byrum og fysisk aktivitet i skoler og på arbejdspladser. Økonomiske incitamenter som lavere moms på frugt og grønt eller kørselsfradrag for cyklister kan også gøre en forskel.

“Vi har viden og værktøjer til at reducere uligheden, men politisk vilje mangler,” siger han.

"Social ulighed er ikke en naturlov"

Tidlig indsats, strukturelle ændringer i hverdagen og politiske beslutninger er nøglen til at mindske uligheden. Sundhed og motion hænger uløseligt sammen og det kan forbedres.

”Social ulighed er ikke en naturlov, men det kræver politisk handling”, understreger Jes Sørensen.