Suppe og Samvær skaber samhørighed
Suppe og Samvær er et frivilligt initiativ af Ingrid Nielsen. Her bliver der skabt et samlingspunkt for ældre i Lisbjerg, hvor de mødes, spiser suppe, hører oplæg og synger fællessang.
På en onsdag formiddag er letbanen på Nørreport i Århus, mod Lisbjergskole, propfyldt med mennesker. Jo længere væk man kommer fra Århus, desto flere mennesker stiger af. Efter stoppet ved Skejby hospital er der kun en folkeskoleklasse, som skal besøge Lisbjerg Skole.
Når man træder ud af letbanen ved stoppet ved Lisbjergskole, er himlen grå og lægger op til skybrud. Der er ikke nogen at se, og ingen cykler forbi. Følger man derimod skiltet, der peger mod Lisbjerg sognegård, bliver man mødt af noget liv. Her står Ingrid, Kjeld, Betty og Rie. De står trofast klar med et fast håndtryk og siger pænt goddag.
Mund til mund-metode
De har gjort klar til Suppe og Samvær. Det er et frivilligt initiativ med fokus på fællesskab for seniorer i Lisbjerg. Suppe og Samvær blev startet i 2013. Dengang prøvede Ingrid Nielsen, som er 84 år gammel og pensioneret, at sprede budskabet ved at lægge brochurer i postkasser i Lisbjerg og hænge sedler op rundt i byen. I dag er Suppe og Samvær en stor gruppe, som gør brug af ”mund-til-mund-metoden” for at lokke flere med. Der er omkring 30 seniorer, som er med den første onsdag i måneden for at spise suppe, lære noget nyt og mødes med andre fra lokalsamfundet.
Fast sted og fast tidspunkt
Et fast sted og tidspunkt fungerer godt for seniorerne i Lisbjerg. Derfor har Ingrid tæt kontakt med seniorerne.
”Det er blevet til en tradition at mødes over suppe. De føler sig forpligtet til at komme, og hvis de ikke kommer, så ved de, at der er nogen, der kommer til at savne dem.”
Mange deltager hver gang, og det er der god grund til. De frivillige arbejder hårdt, for at variere hvert Suppe og Samvær-arrangement.
Gul suppe og gule påskeliljer byder foråret velkommen
I anledning af forårets indtræden, serveres der gul suppe. Rummet, hvor der spises suppe, fyldes med en duft af karry, kokosmælk og grøntsager. Duften blandes med nybagt brød, som de frivillige selv har bagt og den syrlige duft af rød-, hvid- og rosevin, som alle tager for sig.
Snakken fylder lokalet, og efter suppen serveres der æblekage. Alle snakker med nogen. Man kan enten tage fat i sidemanden eller kigge op over påskeliljerne på bordet, og fange opmærksomheden fra den, der sidder overfor.
Snakken overdøver alle andre lyde, og Ingrid er nødt til at slå på flere gange på vinglasset med sin ske, for at meddele at oplægget nu går i gang.
Et nyt oplæg hver gang
I dag fortæller Thomas Munk om at være pilot. Hans forældre er vokset op i Lisbjerg. Derfor kigger alle stolte over på Thomas’ far, som sidder og lytter med, da Thomas viser et billede af sin far, der er med på flyet.
Der er et nyt oplæg hver gang. Derfor er der altid noget at tale om, inden fællessang, som er på programmet efter oplægget.
Fællessang skaber fællesskab
Til trods for, at Suppe og Samvær bliver afholdt på Lisbjerg sognegård, så bliver der sunget fra Højskolesangbogen. Da der er fokus på fællesskabet, vil de frivillige ikke blande den kristne tro ind i gruppen, da alle skal føle sig velkommen, uanset religion.
I anledning af Thomas Munks oplæg om at være pilot, spiller pianisten ”Lev dit liv mens du har det”. Da han ikke kunne finde nogen sang om piloter i Højskolesangbogen, bliver der i stedet sunget om fugle, som lever stilhed og storm.
Derudover spiller han ”Lyse nætter” og ”Den blå anemone” for at markere forårets indtræden. Alle synger med, både de frivillige og deltagerne.
Vi står sammen om det her
De frivillige består af 5 personer, som selv erpensionerede. Betty laver suppe, Keld dækker bord, Else vasker op, Rie laver blomsterarrangementer og Ingrid planlægger oplæg til begivenheden.
Derudover har Ingrid kontakt til deltagerne, når de melder sig til begivenheden. Det giver også anledning til snak udenfor Suppe og Samvær.
”Hvis man ingen har, så har man ingen livsværdi. Det at man mødes med andre giver en livsværdi.”
Under den første Corona nedlukning, måtte de frivillige tænke ud af boksen. Derfor kørte de ud med forårsblomster og hjemmebagt kage, til deltagerne i Suppe og Samvær. Det var nemlig vigtigt, at ingen følte sig glemt.
Suppe og Samvær har kørt i over 10 år.
”Fællesskab er noget usynligt noget,” konkluderer Ingrid.
Når man træder ud af sognegården igen, er der stadig intet liv i Lisbjerg, men man går derfra med en følelse af fællesskab.
