Teamwork og fællesskab trodser tømmermænd og træthed i Aarhus

De utrættelige foreningsmennesker 

Jeg svinger en efterladt stol op til manden i lastbilen, da min siddemakker spørger sin veninde ”Skal du med til festen i aften? Har hørt at det går fucking ned” Jeg selv begriber ikke hvor disse mennesker finder deres energi til altid at være der, hvor det hele går ned.

Men det er guleroden for de hårdtarbejdende foreningsmennesker, der trodser tømmermænd og træthed, og rydder op efter de ca. 30.000 mennesker, der dagen forinden har prydet universitetsparken, hvor det årlige Kapsejlads afholdes. Jeg fik personligt fest nok for en tid i går, og siger til mig selv, at min gulerod er det takeaway jeg har tilladt mig selv at hente på hjemvejen.

En myretyre af hjælpere

Jeg er selv medlem af festforeningen på mit studie, men har ikke haft foreningshatten på i forbindelse med forberedelserne til Kapsejladsen. Så jeg besluttede, at i dag var dagen, hvor jeg skulle vise fanen. En beslutning, der gav lidt genklang fra morgenen af.

Da jeg nærmede mig parken i dag, kunne jeg ikke høre den på lang afstand. Til forskel fra i går. Nu er der pludselig fuglefløjt og summen fra mennesker, der spadserer i den sprøde forårssol. Men når man kommer helt ind i parken, er der alligevel gang i den. Ud af højtalerne brager foreningssange ud. ”Den siiidste ceres i kassen”, lyder det blandt andet på den velkendte ”De første kærester på månen” melodi.

Hvis man så det oppefra, ville det nok minde om en hårdtarbejdende myreture. Foreningerne har fået tildelt områder i parken, som de skal sørge for spiller. Og det er ikke en lille opgave. Først skal stole fjernes og sorteres. Dem, der kan bruges igen, skal i en lastbil og til opbevaring indtil næste år. Her sælges de til de studerende, der har bæredygtigheden in mente. Eller måske bare ikke gider bære deres stol fra hjemmet og hen til festen.

”Vi skal have det sidste med”

”Hej alle sammen, fedt at I er kommet. Jeg er blevet leder for dette hold, så vi skal rydde op sammen i dag. Husk, at jeg er en erstatning for en fra umbi (licus (medicinernes festforening). Så hvis I er sure eller utilfredse med noget, må I henvende jer til dem” Råber Oliver Sylvester over plænen med et skævt smil. Han selv læser på BSS og skal nu dirigere os andre ud i dagens affaldsjagt. Havde jeg ikke før gået en tur i universitetsparken, og vidste, at den til daglig ser ret så nydelig ud. Ja så havde jeg nok forvekslet det med en losseplads. Lige i dag er det svært at se, at vi er ungdommen, der forsøger at mindske overforbrug og angiveligt tænker mere bæredygtigt end tidligere generationer. For så meget skrald har jeg sjældent set. Men jeg må trække i den gule vest og montere mine arbejdshandsker. Dem vil man ikke undvære.

”Er der mere coke?” lyder det fra en af de gule veste med et lille grin. Små gennemsigtige poser med hvidt indhold dukker med jævne mellemrum op mellem kapsler og cigaretskodder. De bliver gransket, grinet ad – og ender så i sækkene, med alt det andet affald.

Imens vi nærmer os en afslutning på den første del af arbejdet, spørger en dreng sin makker, hvad klokken siger. Hvortil der bliver svaret ”Mit ur siger den er kvart i hakkebajer”. En, der tilsyneladende ikke har fået nok af hakkebajerne, som i al sin enkelhed går ud på at snurre en ølflaske så den kan drikkes på meget få sekunder. Det som foreningerne har øvet sig på i flere måneder op til sejladsen.

Det føles generelt som om, jeg er den eneste, der har fået nok af øl og festligheder. De fleste bruger oprydningen som en slags forfest, og da en pige fortæller en ven om sin tvivl angående festen forude, får hun at vide ”Vi skal altså lige have det sidste med. Der går et helt år før det sker igen”. Man får næsten lyst til selv at hoppe med på bølgen.

En kæde af fællesskab

Når pladsen er lige ved at se ren ud, skal hele holdet danne en kæde. Nærmest arm i arm går vi svedende og trætte, og finkæmmer græsset en kapsel ad gangen, et skridt ad gangen. Sådan går vi frem og tilbage på arealet en del gange. En øvelse, der tilsyneladende er svær at udføre i længden. Her kommer anføreren, Oliver Sylvester, på arbejde. ”Hallo, kig nu på jeres række. Alle skal være med”.

Men koncentrationen er ved at ophøre blandt de mere og mere opstemte hjælpere, som nærmer sig skraldefesten mere og mere – både mentalt og fysisk. Festen er kun for hjælpere. Men dem er der også over 300 af, så det kan godt gå hen at blive et større arrangement. Det kan de så rydde op efter i morgen, søndag. Men så stopper festen vist også der, når studierne kalder igen mandag morgen.

Guleroden nærmer sig

Kl 17.00 begynder parken at ligne sig selv igen. Mens maskiner og lastbiler kører de sidste ting væk, begynder folk så småt at samle sig i klynger af svedige mennesker. Nogle sætter sig i de stole, der er tilbage, og andre flader ud på græsset og lader solen brænde de sidste tømmermænd væk.

Lige der føles det lidt som en sejr. En påmindelse om, at fællesskabet ikke kun findes, når der festes, men også når der skal ryddes op. Og mens universitetsparken igen langsomt vender tilbage til sin grønne, fredelige hverdag, er det tydeligt: Her er ingen tømmermænd store nok til at slukke hverken humøret eller sammenholdet. Nu skal guleroden bare indkasseres. Jeg lister afsted ud af parken og vender snuden mod min gulerod – takeaway på sofaen.