Teenagedrenge er særligt udsatte: Sådan går de fra frikvarter til ROFUS

“Hold da kæft, det er noget lort det her,” tænkte Patrick Holm, da 20.000 kr. blev til 0 kr. i løbet af et par timer på en tilfældig fredag aften. Kort efter registrerede han sig hos ROFUS. 

I dag er Patrick Holm 22 år gammel, han læser en finansbachelor, og han bor på fjerde etage i en ny betonbygning, tæt ved jernbanen i Aalborg. 

Han peger selv på, at hans usunde spillevaner startede helt tilbage fra frikvartererne i folkeskolen. 

Nye tal fra Spillemyndigheden viser, at Patrick Holm ikke er alene om at udvikle usunde spillevaner i så ung en alder. Næsten hver tiende registrerede hos ROFUS i 2025 er en teenagedreng på 18-19 år. 

Biologi, psykologi og gamblificering 

Thomas Marcussen er psykolog og klinikleder ved Forskningsklinikken for Ludomani. Han peger på flere årsager til, at teenagedrenge er i stor risiko for at udvikle problematiske spillevaner. 

“Det handler både om biologi, psykologi, og så er der også et kulturelement i det,” siger han. 

Kliniklederen ser to årsager som helt centrale: Teenagedrengenes hjerner og det, han kalder en “gamblificering” af kulturen. 

“Gamblificering er et udtryk for, at pengespil sniger sig ind i andre sammenhænge end hos klassiske spiludbydere, hvor vi er opmærksomme på dem,” forklarer Thomas Marcussen. 

Eksempler kan være lykkehjul på shoppingsider, chancebaserede elementer i computerspil og frikvarterer på uddannelsesinstitutionerne. Særligt sidstnævnte er relevant for teenagedrengene. 

Sociale spil 

“Det var et fællesskab blandt drengene i klassen at sidde i pauserne og spille om penge. Vi kunne sidde op mod ti drenge, og hvis man så nogen vinde, så ville man jo gerne selv være med,” fortæller Patrick Holm.

Dette er et eksempel på, hvordan fællesskabet på skolerne er med til at skubbe teenagedrenge mod pengespil.

“Det handler blandt andet om det sociale fællesskab. At spille kan være en måde at blive en del af en klike på. Det kan godt være, at det ikke fører til noget økonomisk, men man bliver anerkendt i fællesskabet,” fortæller Thomas Marcussen. 

Han er endda stødt på teenagedrenge, der registrerede sig hos ROFUS som et værn mod det sociale pres, der opstår i fællesskaberne.

En kognitiv fejlslutning 

Rollen i et fællesskab er også et af de elementer, som Jakob Linnet, psykolog og forsker i ludomani og dopamin, fremhæver som en kerneårsag. 

“Man kan have en ide om at kunne opnå en højere social status i fællesskabet, hvis man har succes i tilfældighedernes spil. Det er en kognitiv fejlslutning at have en forestilling om, at man er sej, når man vinder i pengespil, fordi det i virkeligheden ikke viser noget om ens evner,” forklarer forskeren. 

Patrick Holm genkender at have forbundet succes i pengespil med prestige, da han gik i folkeskole. 

“Jeg kan da huske, at hvis jeg lige havde vundet stort i frikvarteret, så skulle jeg da lige hen for at blære mig overfor pigerne,” siger han og smiler.

Dopaminspil 

Spillebranchen lever af dopamin. Pengespil er nemlig årsag til en dopaminfrigivelse i hjernen - præcis ligesom sex, alkohol, hash og chokolade.

“Hjernen har hverken alkoholreceptorer eller spillereceptorer. Hjernen har dopaminreceptorer,” forklarer Jakob Linnet. 

Dopamin er et belønningsstof, der bliver frigivet i hjernen, når vi gør noget behageligt eller spændende. For eksempel når vi drikker alkohol, dyrker sex, spiser chokolade eller spiller om penge.

Med andre ord, er man ikke afhængig af spil - man er afhængig af den dopamin, der frigives, når man spiller. 

“Dopaminen frigives, når man forventer at få en gevinst, frem for når man faktisk får den. Det forklarer også, hvorfor man bliver ved med at spille, selv hvis man taber,” uddyber Jakob Linnet. 

“Teenagedrenge er bare mere tilbøjelige til at gøre noget dumt” 

Teenagedrenges hang til dopaminfrigivende pengespil kan blandt andet forklares med en øget risikovillighed, der gør dem mere tilbøjelige til at spille om penge. 

“Drenges modning af hjernen går langsommere, hvilket generelt gør dem mere risikovillige som unge. Teenagedrenge er bare mere tilbøjelige til at gøre noget dumt,” forklarer Thomas Marcussen. 

En større risikovillighed vil alt andet lige betyde, at man i højere grad er tilbøjelig til at spille om penge, da det er chancebaseret. Hvis man satser på rød ved en roulette, har man eksempelvis 48,5 procent sandsynlighed for at vinde og dermed fordoble sin indsats. Risikovilligheden hos teenagedrengene øger derfor deres parathed til at løbe denne type risiko.

Tiden er en anden 

Jakob Linnet peger på, at der, ligesom i resten af samfundet, har været en enorm teknologisk udvikling gennem de sidste 25 år på spillemarkedet. 

“Hvis man skulle spille i gamle dage, så skulle man gå ned i en kiosk og udfylde en fysisk kupon. I dag kan man bare trække telefonen op af lommen,” siger han. 

Han pointerer også, at den teknologiske udvikling har øget mindreåriges mulighed for at deltage i pengespil. 

“Eksempelvis ser vi mindreårige bruge MobilePay til at sende penge til deres venner over 18 år, for så at kunne benytte deres online spilleprofiler,” forklarer psykologen. 

Denne tendens underbygges også af tal fra Spillemyndigheden, der viser, at halvdelen af henvendelser til deres hjælpelinje kommer fra spillere, der fik debut, før de blev myndige. 

Vi ser et andet eksempel på dette hos Patrick Holm, der fik sin spilledebut gennem computerspillet Counter-Strike. Det gav ham mulighed for at spille uregulerede pengespil med virtuelle samleobjekter, der repræsenterede en værdi i den virkelige verden.

Det stammede fra forfesterne 

“Vi var til de her forfester; det var altid de samme mennesker, og så gik vi altid ind og spillede på de her online-slotsmaskiner. Det blev desværre det helt store hit,” siger Patrick Holm. 

Han tilføjer, at han dengang spillede for at vinde, og når han tabte, så spillede han for endnu mere for at genvinde sine tab.

Når Patrick Holm tænker over, hvor hans usunde spillevaner stammede fra, så peger han selv på de samme årsager, som vi ser hos teenagedrengene i dag.