Tennas solsikkesnor skriver solstrålehistorier

Hun står midt i køen omgivet af mennesker, der snakker højt og skubber let fremad. Den grønne snor føles uvant om halsen. Hun hentede den blot for et par timer siden på apoteket, og nu hænger den der – som et lille signal til verden om noget de ikke kan se.

Pludselig prikker en dame til hende og fortæller, at en medarbejder prøver at vinke hende op til indgangen. ”Har du brug for hjælp?” spørger hun.

Tenna er 59 år gammel og bor i Glostrup. Hun er uddannet pædagog, men er desværre aldrig efter endt uddannelse kommet ud på arbejdsmarkedet, og er derfor i dag førtidspensionist. Allerede som etårig blev hun diagnosticeret med epilepsi. Sidenhen har hun også udviklet angst. Disse er begge usynlige lidelser, som for det blotte øje er svære at se. Men på trods af deres usynlighed mærkes de tæt ind på livet.

Solsikkesnorens frø

Det var egentlig helt tilfældigt at Tenna første gang hørte om solsikkesnoren. Hun sad nede på hendes værested i Glostrup, et samlested for andre med udfordringer af forskellige art. Hun spottede, at en af de andre borgere bar en solsikkesnor. Hun spurgte ind til, hvad den betød og besluttede sig for selv at skaffe sig en.

”Jeg er opvokset på Bornholm, hvor min far arbejdede som skovfoged. Vi boede meget isoleret, og jeg var derfor meget afhængig af mine forældre.”

Grundet epilepsien måtte Tenna aldrig færdes alene. Senere har hun også fået diagnosticeret angst, og blev derfor endnu mere afhængig af sine forældre, og mere utryg ved at færdes blandt fremmede. 

Sommer, sol og solsikker

Hun drager afsted med en veninde for, at de begge to kan hente en solsikkesnor på apoteket. Solens varme stråler er som omfavnende arme, og de nyder det danske sommervejr på deres tur derhen. Snorene er gratis, og de går begge ud derfra med snorene, som var det halstørklæder tiltænkt sommervejret.

Solsikkesnoren er tiltænkt som en hjælp til alle med et usynligt handicap. Selvom handicappet ikke kan ses, kan det stadig påvirke opførsel og ageren i offentligheden. Den er altså lavet for, at de med usynligt handicap bliver set og derfor mødes med lidt mere forståelse, uden at de selv behøver at forklare sig på forhånd.

Selvom solsikkesnoren ikke kurerer Tenna for angst, så hjælper den hende med at føle sig set og forstået.

”Jeg bliver aldrig gode venner med min epilepsi, og jeg har tidligere ihærdigt forsøgt at lægge skjul på mine diagnoser, fordi jeg synes, at det var pinligt.”

I dag bærer hun dog solsikkesnoren med stolthed, og imødekommer altid folks nysgerrighed, hvis de spørger ind til den.

 Forståelse fremfor forskel 

Mens det førhen for Tenna var vanskeligt at gennemføre almindelige gøremål og hverdagsopgaver, er det i dag muligt – netop fordi solsikkesnoren gør verden mere rummelig.

”Det handler ikke om, at jeg skal modtage særbehandling, og det forventer jeg heller ikke. For mig er det bare vigtigt, at folk nu har en forståelse for, hvem jeg er, og hvorfor jeg gør, som jeg nogle gange gør.”

Fra supermarkedet til forlystelsesparken

Solen skinner endnu og Tenna bevæger sig længere ind mod byen. Noget er anderledes, men på en rigtig god måde. Verden omkring hende er den samme, og det er Tenna egentlig også, men hun er tryg, også inde i midtbyen. Det er en uvant følelse, og hun nyder den til det fuldeste.

Tenna bevæger sig rundt i København, og som en brav kaptajn der bevæger sig ind i orkanens øje, drager hun mod Tivoli, som den dag var spækket med mennesker. Hun stiller sig i en kø, som hun har prøvet mange gange før, dog ikke i Tivoli, oftest bare i supermarkedet.

Pludselig sker der et afbrud i lydmønsteret, som hidtil har været domineret af snak og storbysstøj. I det en af de ansatte kommer hen til hende og fører hende med op foran til billetkontrollen, hvor hun får lov at købe sin billet og endelig når ind i forlystelsesparken.

Hjemme godt, ude bedst

I sommeren 1984 startede Tenna på Egå Ungdomshøjskole. Hendes forældre ønskede egentlig, at hun skulle på husholdningsskole i Sorø, da de mente, at det var den bedste måde for hende at forberede sig på voksenlivet på, men Tenna var fast besluttet.

”Det var en kamp mellem mig og mine forældre, og jeg blev altid så skidesur og vred, hver gang vi diskuterede det. Men det virkede.” 

De har dog alle tre grint meget af det siden dengang. Og Tenna er lykkelig over, at hun kom afsted. 

”Det var rigtig godt for mig at komme væk og finde ud af, hvad jeg kunne. Men det blev så vendt på hovedet, da jeg kom hjem igen, og vendte tilbage i en slags isolation.”

Ungdomsnostalgi i Tivoli

De lange køer til forlystelserne intimiderede hende ikke længere på samme måde, men det gjorde forlystelserne, og Tenna var kun taget i Tivoli for at gå en dejlig tur i det solrige sommervejr.

Da hun på spadsereturen ender nede ved den store plæne, ser hun der hænger et kæmpe banner. Til hendes store overraskelse spiller Dodo And The Dodos den aften. Det har været hendes yndlingsband siden hun var helt ung, så det ville være en drøm der gik i opfyldelse at se dem live. Tenna har på grund af hendes angst aldrig været til koncert før, så selvom ideen slår hende, er hun tøvende, men modtagelsen af solsikkesnoren har givet hende mod.

Der er tre timer til koncerten går i gang. Tenna overvejer om hun skal gå mere rundt inden koncerten går i gang. Nej – nu har hun endelig taget sig mod til at se den, så hun bliver stående. Allerforrest. På den måde får hun set mest, men føler sig også mest set, da der både er vagter og et gitter at gribe fat i, hvis nu uheldet er ude.

Knuste drømme

Efter ungdomshøjskolen kom Tenna et halvt år i huset som barnepige. Dette var et skridt i retningen om at følge hendes helt store drøm.

”Min drøm har altid været, at jeg ville være pædagog, og det blev jeg. Jeg har aldrig haft en afvigende drøm om et andet arbejde” 

Hun kom på trods af sin uddannelse som pædagog aldrig i arbejde, da hendes angst blev for omfattende, og hun endte med at indlægges flere gange i psykiatrien. I dag er hun derfor førtidspensionist.

Mod og musik

Efter tre timer går Dodo and the Dodos endelig på. Tenna havde aldrig troet hun nogensinde ville turde tage til koncert, og slet ikke at hun ville danse og synge med, men det banede solsikkesnoren vejen for.

Nu står hun der, og synger med på hendes yndlingssange.

”Jeg elsker alle deres sange og deres energi på scenen. De har skrevet virkelig mange gode numre, men min yndlingssang er ’Bambi på glatis’. Det var en af de mest fantastiske oplevelser i mit liv.”

”Min mirakelsnor”

Tenna har tidligere haft selskab af en kontakt-støtteperson, hvor de sammen havde ambitioner om at få Tenna mere udenfor. Ud af Glostrup og ud til Albertslund eller Rødovre, men da støttepersonen stoppede, kom Tenna aldrig længere væk end ned til Glostrup centeret.

Først da hun fik anskaffet sig solsikkesnoren begyndte Tenna atter at drage ud, ofte på egen hånd. Hun er nu endelig begyndt at drage ud af Glostrup, ikke blot til Albertslund eller Rødovre, men rundt i hele landet.

Siden den sommeraften i Tivoli, hvor Tenna for første gang bar solsikkesnoren og fik en af sit livs bedste aftener har hun næsten turneret rundt i landet som fast inventar til massevis af Dodo and the Dodo’s koncerter.

Hun drager alene afsted til koncerterne, og er nu ganske komfortabel i at stå på egne ben. Det er især takket være solsikkesnoren, eller som Tenna ofte kalder den ”min mirakelsnor”.

Helt alene er hun nu heller ikke, for efter så mange år med talrige koncerter, hvor Tenna altid står forrest, har hun også gjort sig bemærket hos bandet.

Det er nemlig hændt at bandets forsanger, Dodo, efter koncerterne, er kommet ned til Tenna og hyggesnakker.

Synlig og stolt

Tenna har lige så længe, hun kan huske været vred, flov og irriteret over sine diagnoser. Hun har altid gemt dem væk og sjældent haft lyst til at tale højt om dem. 

I dag er hun modsat. Nu bærer hun dem synligt uden på sit tøj udtrykt ved hendes solsikkesnor. Solsikkesnoren har givet hende et nyt liv og en større accept af hvem hun er, både for hende selv, men også for dem hun møder på vejen.

Hun ærgrer sig dog over, at den ikke var opfundet noget tidligere.

”Jeg tror virkelig det ville have hjulpet meget på min angst, og jeg føler, at jeg har spildt meget tid og liv på at leve så isoleret, som jeg har.”

Tenna forsøger dog i dag at vinde den tabte tid tilbage, og fyrer den efterhånden endnu mere af, end hun gjorde i sine unge dage. Nu er det dog ikke kun i Tivoli, men landet over, at hun er til at finde, når Dodo and The Dodos spiller.