Til familiefest hos Gud

Jeg står lidt med følelsen af at være kommet for sent til en fest hos min nye svigerfamilie. 

Fra jeg træder ind ad døren i Citykirken i Aarhus, dufter der af nykværnede kaffebønner. Rundt om de lange morgenborde flyder samtalerne, mens dybe grin fra store mandemaver kort bryder den lavmælte summen. 

Klokken er fem minutter i gudstjenesten 2. søndag i advent, og jeg har for første gang sat mine ben i en frikirke for at finde ud af, hvad der gemmer sig bag de religiøse mursten. 

En undersøgelse fra Bibelselskabet i England peger på, at unge, der går i kirke, trives bedre mentalt end dem, der ikke gør. Jeg har desuden talt med flere frikirker i Danmark, som beretter om lignende erfaringer med deres unge medlemmer, der i stigende grad strømmer til kirkerne. Men hvilket fællesskab finder man her – og er det for alle?

Kirkegængerne griner, krammer og taler, som om de har al tid i verdenen. De virker glade og trygge, en beskrivelse, man sjældent forbinder med unge i min generation

Vi har efterhånden vænnet os til at få at vide, at generation Z er mentalt doomed. Mellem klimaprotester, studiestress og konstant selvoptimering famler mange unge rundt i et hav af valg - og et internet, der sørger for, at vi altid er opdaterede på verdens elendighed.

Man taler om Jesus som livets lys, men kan det virkelig passe, at Jesus, Gud og Helligånden er den trekløver, vi skal lede efter for at finde meningen med det hele? 

En fremmed til festen

Det er svært at snige sig ind på en familiefest. Alle har en funktion og relation – jeg har ingen. Jeg søger derfor dækning ved et lille bord i hjørnet af foyeren i håbet om at blende ind.

Jeg lægger mærke til en ung kvinde med rødt, bølgende hår, der sidder alene på trappen. Blandt kram og snak sidder hun som mig – helt alene. Hendes hænder er foldet, benene vipper hurtigt, og blikket er rettet stift frem for sig, men synes alligevel vendt indad. Hendes mund bevæger sig stille. Taler hun med sig selv, med nogen eller med Jesus? Jeg kan ikke lade være med at undre mig, men min opmærksomhed bliver afbrudt, da en smilende kvinde med lyst pagehår får øje på mig og rækker hånden frem.

“Hej, har du været her før?” spørger hun, og det er som om, hun prikker hul på den film, der indtil nu har ligget mellem mig og kirken.

Hannah hedder hun, og kort efter viser hun mig vej til de unges rækker bagerst i kirken.

Hellig pop

Jeg er forvirret. Hvor er præstekjolen, salmebogen, orgelet? Midt i stolerækkerne står mænd med store kameraer og sender… live? Nærmest som om vi deltager i en koncert.

“Vil I synge med mig?” spørger en mand i jeans og sort skjorte, der agerer gudstjenestevært. Han smiler bredt og kigger rundt i salen, som om han spørger os, om vi vil være med til at lege. Orgelet er erstattet af et keyboard. På skærmen står “Et barn er født i Betlehem”. Fedt, tænker jeg - den kender jeg. Men pludselig spilles der popakkorder, og melodien lyder nærmest som et Rasmus Seebach-remix af den velkendte julesang.

Pludselig tager jeg mig selv i at stå op, svinge fra side til side, klappe på 2 og 4 og synge den alt-stemme, jeg er blevet tildelt ud fra værtens anvisninger. Det lyder godt, alle synger med, og folk rammer nogenlunde samme toneart.

Var Jesus feminist?

Præsten Jürgen erstatter popsange om Jesus med en prædiken om Jesus’ skandaler. Om hvordan selv Guds søn ikke ligefrem var et glansbillede på perfektion: Single hele sit liv, undfanget uden for ægteskab, flygtning fra fødslen og en konstant kilde til forargelse.

Ved siden af mig sidder en ung kvinde og nikker taktfast, mens hun afslutter næsten hver af præstens sætninger med et lavmælt, anerkendende "mmh".

Pludselig spørger Jürgen: Var Jesus feminist? Et øjebliks stilhed bliver afbrudt af et hujende “Wuuuw” bagerst i kirken. Det er fra Hannah. Alle vender hovedet fra præsten og ned mod hende. Præsten griner og nikker anerkendende.

Han forklarer salen, at netop dét spørgsmål har de to diskuteret mange gange. Ifølge Jürgen opgraderede Jesus kvindernes status. Han spiste med dem, talte med dem og tillagde dem en værdi, som var uhørt i datidens Nazaret. Alligevel stopper Jürgen lige inden, han får givet Jesus feminist-stemplet:

“Ordet feminist er lidt negativt ladet i mine ører, så jeg ved ikke helt, om jeg tør kalde ham det.”

Én krop. Ét køn. Én identitet.

Mellem hujet fra Hannah og præstens feministiske påpasselighed opstår der et rum med plads til fortolkning - også på tværs af generationer. Et øjeblik føles det som om uenighed, ikke bare er tilladt, men velkommen.

Men prædikenen bevæger sig videre. Fra åbne spørgsmål til mere faste svar. Gud valgte at blive menneske og dermed også begrænsningen, prædiker Jürgen. Begrænset til én krop. Ét køn. Én identitet.

Han kigger ud over os og siger: 

“Gud har givet dig din krop. Du skal sige ja til den. Du skal ikke flygte fra den.”

Men hvad er det for et “ja”, vi skal give? Jeg kan ikke helt lade være med at fundere over, hvad Jürgens udsagn reelt betyder: Siger han, at vi skal elske os selv, eller at vi skal acceptere det køn, vi er født med? Eller gør han i virkeligheden lidt begge dele? 

Jürgen taler videre, men sætningen giver ekko. 

Når festen er forbi

Gudstjenesten slutter, stolene samles og jakkerne kommer på. Folk skal hjem, men det er som om rummets varme, grin og kram ikke vil lade dem gå.

Citykirken i Aarhus føles som et sted, hvor unge får det, de måske savner allermest: tryghed, nærvær og fællesskab. 

Alligevel forlader jeg festen med en fornemmelse af et fællesskab, der også rummer forventninger. For hvis Jesus virkelig er livets lys, hvad sker der så med dem, der ikke kan se sig selv i det skær?

Har du lyst til at blive klogere på, hvorfor fem unge vælger at komme i Citykirken, og hvordan de bruger troen i deres hverdag? Så hop videre til portrætserien “Mirakler, brusebade og en Gud, der er større end ALT,” som også er en del af serien "Generation Jesus?".