Tillid og bedrag i cirklen: En aften i Folkehuset

”Er der nogen, som føler sig som Vortox føde,” lyder det fra en spiller i cirklen.

Spekulationer og mistanke om den mindste ændring af modspillernes adfærd, danner rammen for den intense stemning, som fylder lokalet.

Hvem er til at stole på? Intense blikke mødes i et forsøg på en fælles forståelse af, hvem der taler sandt, og hvem der lyver.

Nomineringsrunden er gået i gang. Sidder man med en mavefornemmelse eller unikke oplysninger, er det nu, de skal ud. Der skal stemmes om, hvem der skal på blokken og dø. Hvem tror flertallet mindst på.

Storyteller Pip står i midten af 13-mands-cirklen. Som sekundviseren på et analogt ur bevæger han sig rundt i cirklen. Underarmen er vinklet 90 grader ud fra brystet, han panorerer skiftevis sin arm fra spiller til spiller. Én mulighed for at afgive en stemme, og sætte et personligt præg på spillets videre forløb. Nogen skal dø.

”Dagen er slut, Magnus er på blokken, bliver henrettet og dør,” lyder det i et jævnt tonefald, uden plads til forhandling fra storytelleren Pip. Endnu en spiller er død. Dæmonen er ét skridt tættere på at vinde spillet.

Spoler man en time tilbage i tiden, var stemningen en helt anden. I foyeren skiftes de først ankomne deltagere til at åbne de to låste skydedøre, så alle kan komme ind i varmen i Folkehuset på Carl Blochs Gade. I aften skal der spilles Blood on the Clocktower, som det eneste spil til den ugentlige onsdags-brætspilsaften i det centrale Aarhus. Fremmødet er fordoblet i størrelse til aftenens arrangement, og deltagerne deler sig derfor op efter niveau. I foyeren forklarer den udvalgte storyteller reglerne fra den multifarvede, indbyggede sofa, mens jazzmusikken fra øvelokalet længere nede ad gangen blander sig med latter og småsnak.

Om få minutter begynder alle fremmødte at spille. Hos de mere erfarne spillere er 13 ens stabelstole, dem med sorte sæder og aluminiums ben, placeret sirligt i en cirkel i midten af et hvidt lokale med skarpe spots hængende fra loftet. Hver spiller finder sig til rette på en stol i cirklen. Der er ikke længere plads til tilfældigheder eller naive smil, kun mistanke, alliancer og løgne.

Den lille lilla bomuldspose med snorluk sendes rundt i cirklen. Én efter én stikker spillerne hånden ned i mørket og trækker en brik op, uden at afsløre den for de andre. Brikken bliver knuget i hånden, som en hemmelighed, man ikke må fortælle videre.

”I hearby declare the bag empty,” lyder det med en højtidelig stemme fra Magnus, der sidder med sorte høretelefoner rundt om halsen. Et kort grin bryder ud, men forsvinder lige så hurtigt igen. En medspiller ringer med den lille messinglignende klokke og informerer om den ringe lydisolation i lokalet. Rummet falder til ro. 

Øjne bliver lukket, mens spillernes ene arm strækkes mod cirklens midte. Storyteller Pip begynder sin runde, bøjer sig ned til spillerne én efter én og tager hver af spillernes brik for at placere dem i spillets grimoire.

En blanding af fnis og efterårsbrise fra den åbne terrassedør siver gennem cirklen, indtil Pip lader klokken bryde lydbølgerne i rummet. Spillere er blevet vækket, opgaver er blevet uddelegeret. En sitrende uro breder sig i lokalet, stolenes knirken og små interne vittigheder dækker kun delvist over den tavshed, der vokser mellem spillerne. Ingen ved præcis, hvad der er sket eller hvem dæmonen er.

Alt er nu sat i bevægelse. ”Jeg vil gerne erklære noget, Andreas er min evil twin,” lyder det som det første fra en af spillets 13 deltagere, efter cirklen kollektivt åbner øjnene. Alle kigger rundt. Byen er vågnet, dæmonen er blandt deltagerne, og spillerne har nu hver især en rolle at forsvare eller skjule. Hvem der lyver, og hvem der taler sandt, er endnu uvist.

For de erfarne deltagere er spillets mekanik velkendt, men for de nye er det en prøvelse i både hukommelse, logik og evnen til at aflæse modspillere. Nogle smiler skævt, andre bider sig i læben, og enkelte forsøger febrilsk at finde en makker, de kan stole på. Men hver især skal de finde deres egen taktik, et valg der kan blive forskellen på liv eller død i spillet.

Blood on the Clocktower er ikke bare et brætspil. Det er et socialt eksperiment i tillid, bedrag og overlevelse, pakket ind i et fællesskab, hvor latter og mistro går hånd i hånd. Det logiske puslespil kombineret med det sociale og evnen til at overbevise andre om at stole på én. ”Det handler om at skabe relationer mellem mennesker, og her kan spillet noget unikt,” fortæller Tobias Bendixen, som har været med til at starte Blood on the Clocktower-aftenerne op i Folkehuset.

Når spillet slutter, afsløres rollerne én for én af storyteller Pip. Latter og en udbredende ”ahh” overdøver for en stund de grublende miner, der fyldte rummet få minutter før. En lettelse over at have fundet dæmonen og reddet byen fylder rummet.

Blood on the Clocktower er bygget på løgne, bedrag og mistanke, men i Folkehuset på Carl Blochs Gade bliver det samtidig et samlingspunkt for fællesskabet. Bag spillets roller ligger et fundament for relationsdannelse, hvor man hver onsdag mødes for at spille på tværs af alder og erfaring. En brætspilsaften, hvor fællesskaber opstår både i kampen om at vinde og i glæden ved at spille sammen.