Tiltalt for vold: "Det var mig selv, der blev slået"

Hun kigger ned i bordet og forsøger at trække vejret roligt. Dernæst synker hun og kigger mod anklageren med tårer i øjnene, som en reaktion på det minde, hun konfronterer sig selv med. 

Der hersker en stemning af ubehag hos kvinden. A kaldes hun her, som afgiver forklaring om, hvad der skete den nat, som forårsager, at hun nu sidder ved vidnebordet i Aarhus Byret med anklagers og egen forsvarers blik rettet mod sig. Den anden tiltalte, B, er også til stede i lokalet med hans respektive forsvarer. 

”Jeg kan ikke huske så meget af det, jeg tror, at jeg blev drugged”, siger tiltalte A, som er meget berørt, og fortsætter:

"Jeg kan bare huske, at jeg blev slået."

Hjælp i nød

Det er tid til, at den anden tiltalte skal i vidnestolen for at afgive forklaring. Ligesom kvinden er han velklædt i jakkesæt og håret er sat. Med sig i vidnestolen har han sin tolk, da han har fransk baggrund. Han er mørk i huden, går med rank ryg og virker, modsat A, meget overskudsagtig. Tiltalte B sætter sig på pladsen, der er opvarmet af A.

Anklager ønsker B dømt efter Straffelovens § 244, der omhandler vold. Tiltalte nægter sig skyldig. B forklarer, hvordan han den nat havde skubbet en mand i brystet, som havde slået hans kæreste, A. 

Manden kaldes C, som efterfølgende melder B til politiet for at have slået ham i ansigtet med knytnæven, og så melder han A for at have kradset ham og revet hans halskæde itu. C nægter selv at have slået A ned, så anklager kræver A dømt for §244 også, samt Straffelovens § 291, om hærværk.

”Jeg skubber til ham fordi, han har slået A”, siger B og kigger frem mod A. Hun gengælder hans blik, smiler skævt, men trækker så en grimasse, der ligner starten på gråd igen og kigger ned i bordet.

En anden opfattelse

B kan sætte sig på plads igen og ind kaldes C. Han skænker ikke de to tiltalte et blik, men begynder blot på sin historie. A kradsede ham, rev hans halskæde itu, hvilket fik C til at trække sig. Herefter kommer B til, kalder ham ”Bøsserøv” og slår ham derefter i hovedet.

De to tiltalte ryster begge på hovedet under forklaringen og i afhøringsrapporten havde B sagt, at han skubbede C, men ikke pga. hans seksualitet. C nægter at have slået tiltalte A og A nægter at have kradset og ødelagt en halskæde.

 Er jura nok? 

Med tre forskellige forklaringer og ingen reelle beviser står retten nu overfor en svær opgave: At afgøre, hvem der taler sandt. 

Der er ingen videooptagelse af episoden, kun parternes ord mod ord, som dommeren skal tage stilling til. 

Her bliver dette ikke kun til et spørgsmål om jura, men også om troværdighed, hukommelse og følelser, hvor en afgørelse af disse kriterier kan have fatale konsekvenser for de indblandede parters fremtidsudsigter. 

Retten løber tør for tid. Tolkens oversættelser og de følelsesladede forklaringer har sat sit aftryk på tidsforbruget. Dato for domsafsigelse er endnu ikke fastlagt.

De tilstedeværende rejser sig op og forlader retssalen, men det samme store spørgsmål forbliver i luften: Hvad skete der egentlig den nat i Aarhus?