Ting tager den tid, ting tager

Elliot er snart 2 år. Sidste sommer begyndte han at sige sine første ord. “Gravko”,“far” og “farfar”. Så fulgte “mor” og “farmor”. Det var, som om hele familien faldt på plads i hans lille ordforråd, én efter én. Hver gang jeg så ham, omtalte jeg mig selv i tredje person. “Skal FASTER skifte din ble?” “Vil du sidde hos FASTER?”. Det gør man jo gerne overfor den størrelse, men jeg må indrømme at jeg også havde min egen agenda. Jeg ventede utålmodigt på det magiske ord: “faster”.

Men tiden gik, og Elliot lærte alt muligt andet. Han sagde sågar “sæbebobler” og “gulerod”. Alle morede sig, når han endnu en gang sprang mig over, og jeg gjorde mit bedste for at smile med, men indeni sitrede en lille, ja, komisk irritation. Hvor svært kunne det egentlig være?

Der er noget afslørende ved den slags utålmodighed. Den er sjældent rationel. Den handler ikke om ordet i sig selv, men om forventningen om, at verden, eller i dette tilfælde et barn, skal følge ens tempo. Jeg har aldrig haft meget tålmodighed. Jeg bladrer frem i en bog, fordi jeg vil se, hvor langt der er igen. Jeg ser serier i halve døgn, fordi jeg ikke kan holde spændingen ud. Jeg bander over folk på vejene, der ikke kører hurtigt nok. Jeg ved godt, at tålmodighed er en dyd, men jeg har aldrig rigtig kunnet mestre den.

Jeg gik igennem hele følelsesspektret. Først frustrationen, når hans lille ansigt bare frøs, mens alle spurgte, om han kunne sige “faster”. Så utålmodigheden, når jeg indså, hvor lang tid det tog, og jeg begyndte at tvivle på, om han nogensinde ville lære det. Måske var det bare ikke et ord, han ville have i sit ordforråd? Det var jo ikke fordi, han ikke vidste, hvem jeg var. Hvis nogen spurgte “Elliot, hvor er faster?", pegede han på mig. Det gav mig et lille håb.

På skiferien var jeg sikker på, at det ville ske. En hel uge sammen, hvor jeg kunne lege med ham konstant. Jeg var overbevist om, at han ville sige det, inden ugen var omme. Men da hans mor pegede på alle i stuen og spurgte "hvem er det?”, og han uden tøven sagde “John” om en mand, han havde kendt i fem dage, kunne jeg mærke noget i mig falde sammen. Selv John klappede mig på skulderen – halvt undskyldende, halvt triumferende.

I Disneys film Inderst inde er hovedpersonen Riley styret af hendes følelser. Glæde, Frygt, Vrede, Afsky og Triste lever i hovedkontoret, det sted der styrer Rileys sind. Hen ad vejen opdager Glæde, at hun ikke kan skubbe Triste væk eller bestemme tempoet for sine følelser. Først da hun slipper kontrollen, begynder tingene at give mening. Jeg genkendte noget i det. Jeg forsøgte også at styre processen, som om læring kunne fremkaldes på kommando. Men børn, og mennesker i det hele taget, bevæger sig i deres eget tempo. Ikke i mit. Filmen rammer også noget andet essentielt: den er en påmindelse om, at man må blive stående dér, hvor man helst vil skynde sig videre – hvilket aldrig har været min stærke side.

En helt almindelig aften hos mine forældre, skete det. Elliot skulle hjem i seng. Han gav mig et kram, trak sig tilbage, vinkede på den der måde hvor hele hånden åbner og lukker sig, og så sagde han: “Hejhej shasha.” Det var ikke “faster”. Det var ikke engang tæt på, men det var hans version. Hans tempo. Hans lille sejr. Men for at være helt ærlig, måske mest min.

Og måske er det netop derfor, Elliot endte med at blive min lille læremester. Ikke fordi han sagde ordet “faster”, men fordi han ikke gjorde det. Fordi han tvang mig til at stå stille længe nok til at opdage, at tålmodighed ikke handler om at vente på det rigtige øjeblik, men om at give plads til, at øjeblikket selv finder vej. Man siger, at tålmodighedens frugt er sød – men ingen fortæller, hvor længe man skal stå og glo på træet, før det bærer. Det fandt jeg først ud af sammen med Elliot.