Torsdagsbadminton: Når venskab og konkurrence mødes på gulvet

Torsdags-badminton starter i barndomslignende omgivelser. I omklædningsrummet. Det er som at være tilbage i folkeskolen, hvor første modul er idræt. Slidte træbænke, murstensvægge, brusere, der løber ud 10 sekunder efter første tryk og en snært af gammel madpakke.

”Godt at se dig igen, ven,” siger Anders.

Fremmødte er 23-årige Anders Jelsbak, der skal spille en omgang single-badminton mod sin barndomskammerat Johannes Tejg. De er begge to studerende i Aarhus, og i takt med niveauet på universitet stiger, bliver det sværere og sværere at sætte tid af til og se hinanden. Men det lykkes dog sommetider.

Anders og Johannes har kendt hinanden siden efterskolen. De har indtil tilflytningen til Aarhus boet lidt over én time fra hinanden. Man skulle tro, at bosættelsen i Aarhus ville give mere tid til at ses, men det er ikke altid lige nemt, da studiet fylder en hel del i hverdagen. Derfor går de til badminton hver torsdag fra 20:00 til 21:00. For at se hinanden.

I den gamle hybridgymnastiksal på Katrinebjergskolen er der sat badmintonnet op så langt ned, som hallen er. Stemningen er intens, og lyden af svirpet fra ketcheren ekkoer i hele salen. Loftet er lavt. Ikke for lavt, men lavt nok til, at man en gang i mellem sender en bold op, som rammer spærene i loftet med et klonk og falder ned, som om det hele protesterer mod spillet.

Lysstofrørene over banen flimrer periodisk. Et par af dem har en irriterende summen, der blander sig med lyden af fjerbolde, der snitter nettet.

”5-2 til mig,” tilføjer Anders.

Kampen er i gang. Niveauet er højt. Og selvom det er to kammerater, der spiller, bliver der ikke lagt skjul på, at de er kommet for at vinde håneretten indtil næste torsdag. I takt med kampens fremgang bliver lyden af de slidte Adidas Spezial-sko, der glider hen over den multifarvet badmintonbane højere og højere. Det piver i ørene. Lyden af plastik mod strenge og sko med gummisål, der skrider i skarpe vinkler på det slidte gulv, bliver til et sprog i sig selv.

De er ikke professionelle badmintonspillere, men når fjerbolden sendes tur-retur over nettet, og koncentrationen er i top, er det svært at skelne mellem, om det er Viktor Axelsen og Lin Dan, der spiller, eller om det er Anders og Johannes.

De næste minutter er der næsten ikke et ord imellem dem. Kun tunge åndedrag og en svævende fjerbold, der skiftevis bliver smashet, lobbet og presset ned i hjørnerne.

”Hvad siger du lige til den baghånd?” spørger Anders og sender Johannes et blik, der balancerer mellem venskabeligt drilleri og rendyrket konkurrence.

Venskabelige stikpiller er der nok af, men humøret bevares højt. Selv da fjerbolden ryger i nettet for tredje gang i træk, smiler Johannes bredt og griber den med foden, som om det var en fodbold.

”Du er blevet bedre,” siger Anders anerkendende.

”Nej, du er bare blevet dårligere,” svarer Johannes med et grin.

Lugten af sved spreder sig langsomt i salen, og trøjerne klistrer sig tættere og tættere på kroppen. Kulden udenfor gymnastiksalen er det stik modsatte af, hvad temperaturen er inde i salen.

Kampen er slut. Ritualet er gennemført. De har begge to givet alt, men det ender med en sejr til Anders. Og nu er de igen bare to venner, stående midt i en gymnastiksal, på en gammel skole, en sen torsdag aften, hvor venskabet er blevet pudset af ligesom trægulvet.

Hvor salen dirrede af bevægelse og konkurrence, er der i omklædningsrummet en mærkelig form for ro. Ikke tavshed, for snakken kører stadig, men samtalen er blødere nu. For Johannes og Anders er torsdagsbadminton blevet en fast rutine i en hverdag, hvor studiet fylder meget.

”Det er en nem måde at få set hinanden på,” tilføjer Johannes.

For Anders er det først og fremmest en pause fra bøgerne.

”Det er rart at få pulsen op og tænke på noget andet end pensum,” siger han.

Når kampen er spillet færdig, og resultatet hurtigt glemmes, bliver ritualet stående: En time torsdag aften, hvor to venner får holdt venskabet ved lige. De pakker ketcherne væk, griner af de sjuskede slag og lover at være klar igen næste torsdag. For de venskabelige drillerier og konkurrence er bare kulissen for det egentlige spil. De holder fast i et venskab, der, ligesom hallens gamle gulv, kun bliver stærkere af at blive brugt uge efter uge til torsdagsbadminton.