Torskehoveder og taknemmelighed

Det højre ben lader slæbe for sig, og ryggen tilter en smule til siden for hvert skridt, han tager. I et par marineblå skoléistar-hjemmesko bevæger Niels Oddmar Poulsen sig rundt i hjemmet, trækker bukserne over skjorten, krøller lommetørklædet. De 83 år er ikke kun en alder, det en samlet bevægelse. Det er måden han griber ud efter kaffekoppen på, roligt og rystende på samme tid.

Hans stille gemyt er kontrasten til det levede liv, der hænger i beviser på væggene rundt om i huset i Risskov. Billeder af børnebørn, grindehvalsknive, malerier med motiver af dybblåt hav og færøske bygder. I skufferne under skrivebordet findes printede fotografier i plastiklommer, pjecer fra Venstres ungdomsorganisation, gamle regneark fra tiden som revisor. Artefakter over de mange steder og mennesker, en person kan slå rødder. Hvor Oddmar har slået sine.

Men rødder gror ikke kun ned i dybet, de bliver også revet op og rykket rundt, som livet går sin gang. For »det bliver siddende i én, sådan nogle slag,« som Oddmar siger. 

Mellem bygder, bølger og bratte farveller

En novemberdag i 1951 prentede sig særligt ind i ham. Det var første gang, Oddmar oplevede, at noget han havde slået sine rødder i, kunne forsvinde. Ti år gammel. Mellem bugterne i Våg, en lille by på den sydligste af Færøernes 18 øer, stævnede faderen ud som kaptajn på byens trawler.

“Så tog de ud fire mand. Ingen kom tilbage igen. Og ingen vidste, hvad der var sket.”

Ved de samme færøske kyster, som Oddmar og kammeraterne fangede krabber og legede soldater i, forsvandt faderen. Dér, blandt flaskegrønne bakker, fuglejagt og fiskefangst, ændredes kursen for det lille drengeliv.

“Der gik livets alvor op for mig. Ingen sagde, at det var synd for mig. Nu var familien mit ansvar, og jeg skulle tage over, så meget som jeg kunne.” 

Oddmar taler med en stærk færøsk dialekt, alderen toner frem som en røst i stemmen.

Men pointen fremstår klar og tydelig. Tilhørsforholdet til faderen forsvandt ikke den dag. I stedet blev rødderne forandret til remser og lærestykker, som Oddmar kunne læne sig op ad.

På den måde anlagde faderens død også banen for den måde, hvorpå Oddmar siden har håndteret livets slag. Med accept. Og en taknemmelighed for det, man har fået, og kan tage med sig.

Barndommen på Færøerne

De næste seksten år var Oddmar hovedforsøger. Omsorg måtte vige for praktiske bekymringer, og leg blev erstattet med arbejdsopgaver. Fiskekutteren fra Aberdeen kom med frisk fangst hver dag, og Oddmar skraldede torskehoveder, lærte dens anatomi at kende, sorterede og fileterede hovedet i adskillige dele. Der var jo »godt med kød på«, genkalder han.

Det var ikke kun de overskydende fiskehoveder, der var til hjælp for familien. På Færøerne kendte han sin familie langt ud i grenene. Fætterens fætter var et velkendt ansigt, og slægtninge trådte til, når moderen skiftede arbejde, huset skulle flyttes, eller der manglede mad på bordet: 

“Dengang i 1950’erne, på Færøerne, der støttede man sådan. Hvis én ville ud at fiske og fangede mange, så fik man nogle fisk fra ham, og havde de været ude at fange fugle, så fik man nogle fugle… så skulle jeg ikke ned og købe fra pungen.” 

Den støtte glemte Oddmar ikke. Da han i de senere teenageår fik sin egen båd, ville han drive rundt i fjordens stille vand i sin båd, fange fisk eller fugle, kigge efter fugleæg i den færøske natur. Specielt om sommeren var han glad for at gå en tur gennem naturen, når solen kun lige var på vej op ad vandet, og herefter tænde sin båd og sejle ud. Hvad han fangede, blev delt mellem familiemedlemmerne. Det var både hans måde at give tilbage for den hjælp han havde modtaget, og samtidig tage det ansvar byen havde tildelt ham, efter hans far omkom.

Turen til Danmark

I bryggerset i Risskov hænger et gammelt skolekort over Færøerne. Oddmar gestikulerer og gør ved, peger på bygder og skibsruter, ubeboede øer og gamle minder. I seksogtyve år var dette hjem. Men som den sidste i søskendeflokken rev Oddmar endnu en rod op, forlod barndommens bygder og rejste mod Danmark.

Og var der svært? Njoh.

“Det gik temmelig nemt. Det sagde jeg til mig selv, at det skulle.” 

Oddmar lod de færøske rødder forandre sig, fusionerede dem med den nye tilværelse i Danmark. Lod luppur, skoléistar og torskehoveder eksistere i ham side om side med Venstres ungdomsorganisation, danske kollegiekammerater og et liv som revisorelev.

Oddmar dvæler ikke ved livets sørgmodigheder. En mand af hans gemyt taler ikke om udfordringer eller tilværelsens knubs.

Taknemmeligheden er en fast følgesvend, en bevidsthed om hans livs privilegier. Det hænger i luften, i minderne omkring ham. Den svæver i mellemrummet mellem fortællingerne om den ‘eventyrlige’ barndom, hjælpen fra familiemedlemmerne ved faderens død eller den varme velkomst i Danmark.

Skulle han have en højere uddannelse, skulle han til en af de danske storbyer. 

I Aarhus startede han på handelsskolen, fik et ‘fint’ job i et revisorfirma, og mødte sin kone, Karen. Han kastede sig ind i den nye tilværelse, for “der var jo ikke andet for”. Der må plantes nye rødder, og vejen gik gennem fællesskaber, må man forstå. Oddmar arrangerede kampagner for Venstres ungdom, blev en del af den danske baptistkirke, lavede mad i fælleskøkkenerne på det nye kollegie.

Men det handlede ikke kun om at skabe nye tilhørsforhold. Det handlede også om taknemmelighed: 

“Jeg ønskede at give tilbage. Jeg fik et flot velkomstbrev fra Aarhus. To sider med alle de muligheder, der var. Jeg var ikke værnepligtig som færing. Det var min måde at bidrage på.” 

Han tegner brevet i luften, overdriver størrelsen med armene. Hænderne dirrer, men betydningen af brevet fremstår knivskarpt.

Karen

Livets tilhørsforhold holder aldrig op med at ophøre, forandre, transformere sig. Således måtte Oddmar igen se sine rødder revet op, da hustruen Karen gik bort for fem år siden.

Oddmar og Karen blev gift i sommeren 1970. De fik sig et parcelhus i kanten af Risskov, og Oddmar havde igen slået rødderne ned. I løbet af årene fik de to sønner, og en masse minder. Specielt de mange rejser sammen ligger forrest i mindetanken.

Med Karen gik turene til de vestindiske øer, mod gamle arkitektoniske bygninger og pyramiderne i Egypten, en opremsningsværdig mængde af lande i Asien, og sågar til bavianfodring i junglen. Oddmar fik endda muligheden for at tage Karen med på mange af sine forretningsrejser, under sit arbejde som revisor og økonomichef.

For en færing der ikke havde set meget andet end små bygder de første 26 år af sit liv, var det et gevaldigt sceneskift – og han havde muligheden for at se de nye scenarier med Karen. De fulgte hinanden stødt gennem tilværelsen i Danmark. Et parcelhus i kanten af Risskov og to sønner fulgte med de mange år sammen.

Det sidste billede han har af hende, ligger nu printet og i plastiklomme i skrivebordsskuffen. 

“Man er nødt til at leve med det. Vi havde 50 år sammen. Karen døde lige før vores guldbryllup. Og vi havde et langt og godt liv. Vi blev pensionister samtidig, og havde helbredet med os. Jeg har altid haft nogle gode jobs, og vores økonomi var helt i orden. Og vi har rejst rigtig meget.” 

Det, at give tilbage

Rødderne er blevet revet op mange gange for Oddmar. Han er dog stadig ikke bange for at plante nye, og de seneste har han stukket i jorden hos Kirkens Korshærs Genbrug.

Den tillader ham ligeledes to af de dybeste rødder, han har holdt fast i over livet – den baptistiske tro fra sin færøske barndom, og den plads han har fået stablet på benene i Danmark.

Fra at give fisk og fugleæg til søskende på Færøerne, til nu at give tilbage til et samfund, der har givet ham muligheden for at opleve sit liv som han har oplevet det, gennem sit frivillige arbejde i genbrugsbutikken. Der er en tydelig tråd af taknemmelighed, men også en lyst og følelse af ansvar for at give. Taknemmeligheden og tilhørsforholdene hører sammen, er i symbiose.

“Genbrugen bygger jo på et fundament af næstekærlighed. Man føler den forpligtelse. At tage sig af nogle af dem, som falder uden for systemerne. Det vil jeg støtte. Jeg synes, at jeg har levet i et godt samfund, og jeg kan godt give lidt igen med min fritid,” fortæller Oddmar. 

Omringet af færøske mindeværker på vægge og borde, er det tydeligt at han har lige så stort et tilhørsforhold til det danske samfund. 

Forandrede rødder 

På bordet står rester af drømmekage, napoleonshatte og små cremetærter skåret i halve. Som små, spiselige beviser på Oddmars insisterede gavmildhed. Han deler, fordi sådan gør man. Fordi han selv har fået.

På færøsk kaffestel bliver et langt livs vendepunkter serveret sammen med kaffen:

“Når man lægger sig ned om aftenen, så skal man være taknemmelig. Sige tak, selv når man har fået noget imod sig.”

Modgang er ikke en byrde, må man forstå. Snarere et vilkår, man tager imod og former noget nyt af. Oddmar har oplevet, hvordan rødder kan rives op, men han har også erfaret, at de kan slå ned igen – i nye mennesker, på nye steder. Den ukuelige insisteren på at høre til, hvor end man er, har båret ham gennem tab og skiftende landskaber.

Rødder der flytter sig, men aldrig forsvinder. Taknemmelighed. Næstekærlighed. Det er det, Oddmar giver videre.