Tunøfærgen sejler - så længe nogen vil med

En duft af diesel ligger mod havnekanten. Metallisk kliren cirkulerer. Den nederste salon er knap en meter over havoverfladen. Gennem 12 koøjne, ser passagererne til både syd og nord, mens Tunøfærgen sejler fra Hou mod øst. Bagved sættes et spor af diesel. Som en havedderkop trodses vinden, den lille færge glider gennem vandet. Øverst i en gammel silvankurv, der kunne sælges dyrt på loppemarked, ligger et Ude og Hjemme-blad fra 2022. Til trods for at skibet bevæger sig fremad, står tiden ombord stille. Dannebrog blafrer i vinden. Gæsterne har fået færden af kaffeautomaten på første sal. Der står en Royal Export på et mennesketomt bord, ved siden af, ligger et par arbejdshandsker. De tilhører Bo Olesen, der er med færgen for anden gang alene i dag. Han kom først til øen for 52 år siden, da han var halvandet. Siden har en være med taget tusindvis af ture med Tunøfærgen. Bos far var indfødt, det tør Bo ikke kalde sig, men det er hans børn blevet. ”Min far overtog sin fars gård, og nu har jeg overtaget gården”, der bor familien på fem. Dog overnatter de jævnligt i deres lejlighed i Odder. Bo arbejder på fastlandet, og har lige fået fri. Postmanden er syg, så han skal til øen for at levere posten, inden han skal med færgen tilbage til fastlandet, for tredje gang den dag. I 1985 forlod Bo øen i en årrække, for at uddanne sig, men vendte tilbage i 2002 med sin familie. Dengang boede der 97 mennesker på Tunø, nu bor der 75. Størstedelen af tunboerne er pensionister, ”gennemsnitsalderen er nok 70”, forklarer Bo, der har planer om at nyde friheden, kun et øsamfund kan give ham, til sin dages ende. Bo er en kendt mand på Tunø, han ligger højt i hierarkiet, for han har boet på øen længe. Sådan opbygger man anciennitet i det lille øsamfund.

I tosomhed, sidder et ældre par blikstille. Vindueskarmene er pyntet med blomster af velour i dannebrogs farver, båden blev taget i brug året efter fodboldherrerne, vandt EM. Lokalet dufter af varme radiatorer og kliniske rengøringsmidler. ”Vi skulle over og have repareret min telefon”, forklarer Ole Wulff med næsen i avisen. Hans hustru Birte sidder på den anden side af et fastmonteret institutionsbord og strikker uden at se ned. Ole har sejlet hele livet, og siden deres første tur til Tunø da deres datter var lille, kom de tilbage år efter år, før de til sidst blev. De sidste 20 år af deres ægteskab har de tilbragt i det hus Ole byggede til Birte, da de gik på pension på Tunø. Ole fortæller deler deres adresse helt uopfordret, efterfulgt af ”på Tunø kan man gå i seng uden at låse døren. Alle stoler på alle og alle hjælper alle”.

Færgen sejler kun hvis nogen skal med. Ole og Birte forlader nødigt øen, men allerede om et par uger skal de til Jylland igen for at fejre diamantbryllup sammen med deres børn.

”Der kommer kun en halv snes stykker” konstaterer styrmanden Carsten Strandby, inden færgen forlader Hou Havn. Det viser sig at inkludere besætningen på tre. Der er plads til 200 passagerer. Motorens rumlen kilder i halsen. Passagererne hoster på skift i skibets to saloner. Carsten bevæger sig mod skibets styrrum, kongekronen. Der er panoramaudsigt. På en plastikbakke fra Royal ligger enden af en kanelstang. Skibsføreren tager et stykke, inden han tager plads på en ergonomisk højstol af slidt sort læder. Grønne og røde lamper blinker. Brandalarmernes indikatorer for at de virker blinker ikke. Trods otte års sejlads med Tunøfærgen har han intet særligt forhold til Tunø. Han pendler fra Hjørring. Han trækker vejret ind gennem næsen, mens han skuer over Bælthavet. Besætningen ”kender tunboerne ved navn og de kender os. Så snakker vi om hvad der sker og hvordan det går”, fortæller Carsten på nordjysk. Selvom foråret er på vej, transporterer færgen stadig primært øboere og sommerhusejere, eller ”weekendøboer”, som Carsten kalder dem. Livet går sin gang, og besætningen lærer særligt de ældre at kende, i takt med at de gør hyppigere brug af sundhedssystemet. En læge besøger øen ugentligt. ”Som færge er vi alle øboernes livsnerve”, både beboere og varer transporteres til havs. Der er hverken vuggestue, børnehave eller skole på Tunø længere. Hver morgen sejler en pædagog fra Hou, for at hente øens eneste børnehavebarn, så hun kan komme i institution på fastlandet. Det tager en lille time hver vej.

Udenfor sæsonen, der strækker sig fra juni til september, arbejder Carsten 14 timer ad gangen. Plakater for Tunøfestivalen lyser væggene op. De hænger skævt. I 2020 lukkede festivalen efter 33 år. Under festivalen sejlede færgen seks runder i døgnet, ikke de sædvanlige fire. ”Det var faktisk et helvede. På en måde er vi glade for, at de ikke har den længere”. Tunøfestivalen havde ry for primært at være til glæde for Aarhusianerne. I stedet fejres ”Tunødage”, der modsat festivalen er planlagt af tunboerne, for tunboerne. ”Lokalsamfundet fejler ikke noget”. Skibsføreren Olav, slår motoren fra. Bremsen tikker som et tandhjul, der langsomt går i stå. For hver runde lyder et slag på highhatten. Vi er i havn. Der lyder ingen besked over højtalerne, passagererne fornemmer at de tilbage på tryg jord.