Unge i Aarhus puster nyt liv i gamle trin, til Rheinlænder-polka i Studenterhuset

En let svedlugt sætter lige så stille ind. Vinduerne er vredet op og står nu på vid gab. Ansigtsudtrykkene hopper rundt mellem let akavede smil, stirren på egne fødder, som var de fremmedlegemer vokset frem i dette sekund, og ren og skær hygge. 

Den middelalderklingende musik spiller, højre, venstre, højre, venstre, en enkelt fejl, og et harmonikasammenstød udfolder sig. Et par snørebånd er blevet trådt op under en baglæns seance og repræsenterer nu muligheden for styrt. 

Musikerne giver Jens Frederiksens polka, alt hvad den kan trække. Dansene er oldtudsegamle, men knæene er heldigvis unge. 80 personer er klemt ind i et lille lokale i Studenterhus Aarhus. 

Så stopper musikken, ingen uheld, der klappes. 

Traditioner er til for at leve

Bjarke Reimann er en af underviserne, han er passioneret omkring traditionen: “Hvis vi ikke gør det, hvem gør det så? Danmark har en ekstremt stærk og dyb dansetradition, Danmark har over 1000 nedskrevne folkedanse. Vi vil gerne have, at det bliver en levende tradition, som der bliver bygget videre på,”

Silas Rasmussen hørte om holdet fra en anden. Han har danset, siden han var lille. Han blev introduceret til folkedans gennem sine forældre. I dagens anledning er han iført traditionelle dansesko med store sølvfarvede spænder. Det er tredje gang, han er til eventet. Yndlingsdansen er Den Toppede Høne fra Vendsyssel: 

“Den er meget simpel, så der er rigtig meget sjov, som man kan lave udover, samtidig med at man danser den, som den skal danses”.

Antik speeddating

En ny dans skal læres, der skal parres op. Instruktøren, som står i midten med et rødt bånd på trøjen, siger:

“Ind i midten, hvis du ikke har en partner, og op med labben” Hun gestikulerer mod midten og siger på engelsk: “Det her er dating midten”

Niveauet varierer fra garvede folkedansere, som er med i klubber, til dem der kun har taget et par chassé i livet, mere specifikt i folkeskolen til lancier. Hvis man er i tvivl, om man er blevet parret med en fra den ene eller den anden gruppe, kan man bare tjekke skoene. Dansesko afslører alt. 

Spøgende lyder det fra Bjarke Reimann: “Man skal bare lade være med at danse af helvedes til”, mens han forklarer en ny dans. 

Programmet står på oplæring i et hav af folkedanse, og så er der bal, antik speeddating, hvor meget gamle “moves” skal slippes fri og vises frem. Inden da står den på Galop Kontra. Bandet bestående af to violinister, en pianist, en kontrabassist og en fløjtespiller starter igen. De er unge musikere fra nærområdet. 

Lokalet er pyntet op med tre lidt slidte flagranker sat op minutter inden danserne ankom, stole og to whiteboards er skubbet til side, to kasser colaer og øl står i hjørnet, til dem der måtte være trængende. 

Skokradsere

Målet med projektet er at give unge en mulighed for at opleve alt det, som folkedans kan, forklarer Bjarke Reimann: 

“Mit projekt er at gøre det virkelig folkeligt igen, så det ikke bare er noget, man går til i foreninger, og har kostumer på, al respekt for det, men jeg vil gerne have, at dansen bliver noget, man bare gør for sjov”. 

Eventet er sat i scene af Nordisk Dans, det startede som et projekt i København og siden har det spredt sig. Til tider har det været så populært, at overvejelserne er gået på, om der er behov for et større lokale, men det skal have trægulv, og det skal kunne fås gratis. Så mulighederne er ikke mange. 

Instruktørerne bliver også inviteret ud til events, hvor de laver workshops. De har undervist på alt fra uddannelsesinstitutioner og festugen til fødselsdage og andre større private fester. Før de entusiastiske dansere ankom, snakkede instruktørerne programmet igennem, hvem tager hvad i dag, samtidig med at de brugte en skokradser til at holde skoene glatte og rene. 

Den hårde kerne

Rotationerne i den næste dans sætter sine spor, og det lyder fra en af instruktørerne på engelsk: “Hvis i bliver rundtossede kan i bare gå ud i udkanten af cirklen.

Udskilningen er så småt begyndt, men alle medlemmerne af, hvad der tidligere blev omtalt som den “hårde kerne”, står tilbage. Hamborg sekstur venter stadig, så rotationerne stopper ikke her. Dansen ligner til tider et forsøg på en menneskelig genskabelse af tekopperne i Tivoli. Mængden af dansere betyder, at risikoen for at blive trådt over tæerne bestemt er til stede; det samme er muligheden for at snurre pladask ind i en anden snurretop. 

Slutter af sammen

Der afsluttes med en stor fællesdans. En kreds, der spænder hele lokalet ud, bliver formet, og rundt, og rundt går det. Dansen er heldigvis simpel så selv de, som efterhånden er lidt møre, kan være med. Musikken stopper, der bliver snakket lidt, glade og en anelse svedige dansere tager det varme tøj på, og bevæger sig ud i det kolde februarvejr. 

Bjarke Reimann er godt tilfreds: “Det er skidesjovt, jeg elsker at danse”. Han har ikke danset hele livet, men da han først blev bidt af det, fik det virkelig fat, og han nørder om det hele. Nye danse og detaljer skal læres, og ligesom de andre instruktører fokuserer han mest på danske folkedanse. Bjarke slutter aftenen med at gå ned i baren og få en øl eller to.