Venskaber i skudlinjen

Et brag skærer sig gennem stilheden. Maskingeværet brager derudaf og affyrer skud efter skud. Mellem en gammel grafittimalet godstogsvogn og en slidt betonmur, står en sortklædt mand med ryggen til. Han er bevæbnet. Mitya lister sig frem. Stille som en kat, hurtig som et lyn.

Han kaster en håndgranat. Den flyver gennem luften og rammer jorden med et diskret dunk, før den eksploderer. Den sortklædte mand falder livløs om. Mitya samler mandens ammunition op og forsvinder lige så hurtigt, som han kom. Ekkoet fra granaten hænger stadig i luften i det nedlagte industriområde.

Man kunne tro, at vi befandt os midt i en krigszone. Men i virkeligheden sidder vi blot i et rækkehus i Midtjylland i den aarhusianske forstad Hasselager.

Her sidder den 37-årige Dimitri Karpan, også kaldet Mitya, i sit lille hjemmekontor og spiller Counter-Strike. Det har han gjort i mange år, og gør det gerne flere gange om ugen. ’’Helt op til fem gange om ugen af og til’’ som han selv siger det.

Et fællesskab bag bomber og skud

I et kort øjeblik ligner han umiddelbart bare en mand i slut 30’erne, der sidder i sit rækkehus og spiller computer.

På hovedet har han et headset med mikrofon. En genstand der mest af alt ligner noget, der kunne tilhøre en pilot i et mellemstort passagerfly. 

Men inde i headsettet, bag lydende af bomber og skud, gemmer der sig et helt særligt fællesskab. I det kan han nemlig høre sit hold. Det gode gamle hold.

 I dag er det Mitya, Kattrup88, Sovs, Vudofrost og Turbokylling der er logget på. En fast vennegruppe. Måske bare ikke helt på den måde, man normalt forestiller sig en vennegruppe. 

Ikke et klassisk venskab

De her gutter er ikke den klassiske vennegruppe, der mødes over en kold fadøl og deler ud af deres oplevelser, tanker og følelser. Nogle af spillerne har godt nok kendt hinanden siden gymnasiet. Men andre har ingen nogensinde mødt i virkeligheden.

De fleste ved ikke rigtigt noget om hinanden. De ved måske godt, hvem der er gift, hvem der er skilt, hvem der har børn og hvem der er single. Men ingen aner hvad hinandens koner hedder, eller hvordan det går med børnene i skolen. Eller hvordan man ellers går og har det.

Det er ikke det essentielle i det her venskab.

’’Vi snakker ikke rigtig om noget,’’ siger Dimitri. ’’Mest bare ting, vi lige kommer i tanke om. Noget der måske er sket på arbejdet den dag… Vi snakker for eksempel tit om at Sovs har skåret sig i fingeren igen på sit job, og ellers snakker vi jo meget om det, der sker i spillet’’.

Et socialt behov der skal opfyldes

Når man spørger Dimitri, hvad han overhovedet får ud af at bruge så meget tid med en gruppe mennesker, som han ikke er fortrolig med, er svaret tydeligt. Det handler om at få opfyldt et socialt behov, og så er det faktisk ikke så vigtigt hvordan. Det er på en måde med til at sikre, at man ikke føler sig ensom.

’’Jeg har virkelig brug for at være sammen med nogen. Hvis jeg ikke ser, eller snakker med nogen i en eller to dage, bliver jeg fuldstændig sindssyg,’’ siger han med overbevisning i stemmen.

Men alting behøver i virkeligheden ikke være så seriøst. Det vigtigste er at have nogen at være sammen med.

’’Jeg kan egentlig godt lide bare at hænge ud og slappe af med nogle mennesker. Så er det andet ikke så vigtigt,’’ tilføjer han.

 Fjenden skal ’’nakkes’’

Der lyder et højt skud fra headsettet, og Mitya er lynhurtigt tilbage i det nedlagte industrikvarter. Holdet samles foran en gammel dobbeltport, der fører ned i industrikvarterets mørke undergrund. De maskerede mænd står stille i et øjeblik, mens de lægger en strategi.

’’Hvordan skal vi nakke dem?’’ er der en, der spørger. En anden foreslår, at de splitter op. Mændene bevæger sig i hver sin retning.

Mitya smutter ind af dobbeltporten og ned i undergrunden. Han har valgt en kniv som sit våben. Han lister frem, men fjenden har allerede set ham. Kattrup88 har i mellemtiden bevæget sig med ham. En rigtig holdspiller. Han advarer Mitya ’’Pas på! Han har smidt en røgbombe. Lad være med at gå derind, Mitya! Han står i røgen!’’

En tredje fra holdet er kommet dem til undsætning. Han trækker sit gevær og affyrer et skud mod manden i røgen. Han falder forover. Det lykkes at ’’nakke’’ fjenden.

’’Kæft et kill mand!’’ er der en der råber fra headsettet, og de andre griner i kor og erklærer sig enige.

 Det er ikke det samme, som da man var ung

Når man spørger Dimitri, hvorfor de ikke bare mødes i den fysiske verden i stedet, fortæller han, at voksenlivet har ændret spillereglerne for, hvad der kan lade sig gøre. Børn, ægteskaber, putning og flytninger til diverse parcelhuse rundt i Midtjylland, har gjort det for besværligt at mødes fysisk.

’’Nu har folk børn og er gift, så tingene har forandret sig meget siden dengang, man var helt ung, hvor man jo bare ville gribe fastnettelefonen og spørge om vi skulle i byen eller ud og spille fodbold. Den tid har vi ikke længere. Dengang var man ung og fri, og nu har vi alle sammen forpligtelser og bor langt fra hinanden.’’

Det er derfor, at Counter-Strike er det perfekte mødested for at få opfyldt sin sociale sult med vennerne. Den fysiske verden er blevet for krævende for et venskab som deres i 30’erne, fordi livet har taget så forskellige drejninger for dem hver især.

’’Det kræver for meget, hvis man nu for eksempel skal mødes på en café. Så har du minimum en times transporttid hver vej bare for at drikke to kopper kaffe. Her kan man bare logge på, og så spiller man måske lige halvanden time den aften. For så kan man også nå alt det andet, hvis man nu har en aftale med konen, eller nogen skal have puttet deres børn,’’ understreger han.

Den sidste runde

Kampen er ved at tage sin ende. Den sidste mand i live er Mitya. De andre følger intenst med i hans færden og kommenterer hans spil i headsettet.

Men fjenden har lavet et bagholdsangreb. Ingen havde set det komme. Mitya griber i panik en flaske petroleum og sætter ild til vægen, der stikker ud fra flaskehalsen. Han kaster den mod fjenden, som har omringet ham. Men inden han har set sig om, har et højt skud allerede givet genklang i det forfaldne industriområde.

 Mitya er blevet ramt direkte i hjertet. Han falder bagover, og skærmen bliver blodrød.

 Holdet må erkende, at kampen er tabt.

’’Mitya! Du kunne have holdt ham tilbage med den ild der. Du kastede den sgu da lidt sent,’’ er der nogen der siger, og Mitya svarer ærgerligt, at det har de sgu ret i.

De afslutter aftenen med at ønske hinanden en god jul i overmorgen. Aftenens underholdning er forbi.

Kort efter er de alle logget af og vendt tilbage til voksentilværelsen i hver deres hjørne af Midtjylland.