Venskabet er blevet en håbefuld utopi i en tid med realkreditlån: “Måske er det ikke så dumt, at vi er gledet lidt fra hinanden”

“Selvfølgelig kan man gå ud og møde nogle nye mennesker at hooke op med, men det er jo mine venner, jeg elsker, det er jer, jeg savner. Det er jer, jeg har sparet femten års følelser op for. Det var jer, jeg troede, jeg skulle bygge et liv op sammen med. Jeg kan ikke klare mere af den fantasiløshed, at vi må alt, men alle gør det samme. Bliver gift, får børn og et lån.” (citat fra “Kun til navlen”) 

Sådan lyder karakteren Sylvias svada til vennerne i forfatter og kulturjournalist Linea Maja Ernsts roman “Kun til navlen” (2024). Romanen handler om en vennegruppe, der skal navigere i, hvordan deres liv og venskaber har ændret sig efter at voksenlivet for alvor har sat tænderne i nogle, mens andre stadig lever mere udsvævende ungdomsliv.

Ernst blev inspireret af en følelse, hun selv og mange andre oplever i mødet med voksenlivet:

“Jeg tror, vi er mange, der fik et chok, da vi kom ind i voksenlivet, for man havde jo forestillet sig, at det bekymringsfrie liv i tyverne bare ville fortsætte for evigt. Jeg vidste godt, at der ville komme en tid med små børn, fuldtidsjob, kernefamilieliv, men jeg havde helt naivt tænkt, at de ændringer umærkeligt ville indfinde sig parallelt med den Friends-sitcom-livstil, man havde kørende, og ikke fuldstændig erstatte den. Pludselig står man der og skal til at blive ædru og finde ud af, hvilket lån, man har fået.” 

Kirstine Nielsen Degn forsker i venskaber i litteraturen på Københavns Universitet, og har et bud på, hvorfor forfattere føler sig draget til venskab og fællesskab som et alternativ til kernefamilie og realkreditlån:

“Litteraturen kan fortælle os om de følelser og tendenser, der præger samtiden. For øjeblikket er der en bølge af forfattere, der bruger litteraturen politisk og gør op med det, som majoritetssamfundet har udpeget som “det gode liv.” Venskabet bliver fremstillet som et oprør mod det etablerede. ”

Oprør mod “det gode liv”

De seneste år er der væltet såkaldte “kollektivromaner” frem. Romanerne beskriver en længsel efter en alternativ virkelighed, hvor individet træder i baggrunden til fordel for fællesskabet. De præsenterer fællesskabet som modvægt til parforholdet, kernefamilien, og alle de institutioner, der binder os til hinanden. 

“Der har også tidligere i litteraturhistorien været fokus på venskaber, hvor venskabet repræsenterer en særlig etik, der både er gavnlig for individet, men også for samfundet, “ fortæller Degn med reference til Det moderne gennembrud, hvor venskabet havde en særlig status som en mere nobel relation sammenlignet med ægteskabet, der ofte blev fremstillet som baseret på økonomisk nødvendighed og skæve magtforhold.

Men hvad er der sket, siden det fokus på venskaber er vendt tilbage? Degn mener, at venskaber repræsenterer et ideal for forfatterne, men også et stort savn og en skuffelse over, at ungdomslivet slutter så brat:

“Man kan sige, at fordi venskaber er blevet en mangelvare for mange, så interesserer vi os mere for dem. Det bliver eksklusivt og viser et overskud, at vi har tid til at dyrke vores venskaber.”

En forlænget ungdomsfase

“De venner, hun engang var så tæt med, er rykket mange skridt frem i deres liv. De er blevet til nogle andre, eller er de blevet mere sig selv, de er stadig unge, men de begynder at få knaster, man er ikke så opsat på at behage, at passe ind eller udmærke sig på den rigtige måde, som de var i starten af tyverne.”(“Kun til navlen”)

I Ernsts roman går det pludselig op for karakteren Gry, at hendes venner har ændret sig i tiden, der er gået. Hun har ikke selv opdaget, at hun måske også er blevet voksen i mellemtiden. Hvor blev tiden af, og har hun overhovedet set vennerne i årene, der er gået? Forfatteren selv synes også, at venskabet er blevet en luksus, ikke alle har råd til. Hun mener, at vores liv i 30’erne bliver så proppet, at der ikke er tid til det dybe venskab:

“Der er sket noget med milepælene i vores liv. Mine egne forældre købte hus og fik børn i tyverne og havde masser af tid til at få det der voksenliv med karriere og familieliv op at køre. Nu føles det som om, vi har en forlænget ungdomsfase, hvor man karter rundt og tager sig selv alt for alvorligt og måske bruger lidt for lang tid på at tænke over, hvem man mon er. Og så skal ens voksenliv bare lige pludselig afvikles, inden ens æg bliver alt for gamle.”

Den virkelighed, kollektivromanerne fremstiller, kan derfor være svær at opnå. Det er måske heller ikke meningen, at vi alle skal bo i et sommerhus med vores venner til evig tid. Degn beskriver venskaberne i litteraturen som en “håbefuld utopi.” I venskabet er der ingen forventninger om produktivitet eller økonomisk vækst, men det er der desværre i virkeligheden: 

“I nyere litteratur fremstår venskaber som noget, der er virkelig vigtigt for os – især for den unge generation, hvor nye idealer for det gode liv spirer frem. Dog påpeger litteraturen også, at det kan være svært at leve på venskabets præmisser, fordi der er nogle samfundsnormer og forventninger til, hvad det vil sige at være voksen, som står i vejen for fællesskabet.”

Håbet lever, hvis du slipper støvsugeren

“Måske er det ikke så dumt at vi er gledet lidt fra hinanden, ræsonnerer hun, så vi kan nærme os hinanden igen?” (“Kun til navlen”)

Selvom “Kun til navlen” er opstået på grundlag af frustration over den sørgelige tilstand, som voksenlivets venskaber befinder sig i, er Ernst og Degn enige om, at håbet lever i litteraturen. Og måske i virkeligheden?

Degn anbefaler at man dykker ned i både moderne, men også ældre litteratur for at finde trøst:

“Det kan give en følelse af, at man står mindre alene med det hele, når man kan se, at der faktisk er nogle af de her spørgsmål, som har været presserende for mennesker i 150, hvis ikke 200 år.” 

Ernst forklarer, at for hende har det hjulpet at fokusere mindre på, hvordan hun selv kan få det fedest mulige liv og i stedet tænke over, hvor man kan hjælpe hinanden og sammen opnå det fælles bedste: 

“Når man begynder at tale med sine venner, finder man ud af, at det er universelt. Det er ikke kun dig, der føler dig ensom, mens alle andre hænger ud uden dig. Det er strukturelt.

Ja, lige nu er der lidt mange børn og lidt meget praktik, og det går forhåbentlig over!”

Til slut anbefaler Ernst at være lidt mere afslappet med at få støvsuget, inden vennerne kommer over: “De bliver kun lettede over, at der også er rodet hjemme hos dig.” klukler hun.