21/22

Fra vi er små, lærer vi, hvordan kvinder bør være: Rolige. Pæne. Tålmodige. Smilende. Ikke for højlydte, ikke for vrede og slet ikke for meget.Vi lærer at trække maven ind, stemmen ned og forventningerne op. Som om der findes en usynlig manual, og vi får den stukket i hånden, før vi overhovedet ved, at vi kan sige nej. Vi vokser op med tanken om, at kroppen skal være pæn, ren og kontrolleret. Men ingen fortæller os, at den også skælver og protesterer. At den nogle dage føles som vores, og andre dage som et fremmed sted, vi bare bor i midlertidigt.

Kroppen bliver som et projekt. Noget, der skal fikses, plukkes, barberes og formes Strækmærker, bumser, rynker og ujævnheder alt det virkelige bliver slettet, censureret og filtreret væk.Ikke fordi det er grimt, men fordi vi har lært, at det ikke må være der. Kvindekroppen er blevet en trend. Den skal formes efter sæson. Runde hofter det ene år, synlige ribben det næste. Vi bliver målt til perfektion, men vi eksisterer i nuancer. Vi bliver kaldt modige, når vi viser os selv uden filter. 

Kroppen bløder, dufter og vokser. Den får hår, den får ar, den forandrer sig og det er alt sammen normalt. Vi lærer, at normalitet skal skjules. At menstruation er pinligt. At skjule bindet i ærmet når vi går på toilettet. At tage hovedpinepiller i stedet for pauser.

Frygten lærer vi tidligt at kende, den sætter sig i kroppen og følger os hele livet. Vi ser os over skulderen, når mørket falder på. Vi lader nøglerne glide mellem fingrene, for hvad nu hvis. Den sætter sig som en refleks, et instinkt, vi ikke længere stiller spørgsmål ved. Noget vi gør uden at tænke, fordi vi ved, at verden ikke altid er sikker for os. Og vi lærer vores unge piger det samme: at passe på sig selv, at være på vagt, i en verden der aldrig har været indrettet til os. 

Vi accepterer at prævention og bivirkninger er noget, man bare “må tage med”. At sige “jeg har det fint”, selv når kroppen siger fra. Perfektheden har fået sit eget sprog, og vi taler det efterhånden flydende. Vi glatter ud, filtrerer og tilpasser os.Vi sluger hormoner for at tage ansvar, og når bivirkningerne rammer, får vi at vide, at det bare er sådan, det er at være kvinde. Vi står midt i kravene, midt i forventningerne, midt i spejlene, der aldrig holder helt op med at dømme.

Men måske handler frihed ikke om at vinde over kroppen, men om at holde op med at undskylde for den.