EN NY BEGYNDELSE
“Ingen troede, jeg kunne ændre mig. Men jeg tog det som en udfordring, og så ville jeg vise dem, at de tog fejl.”
J sidder bøjet over tastaturet i skolestuen på gården få kilometer fra havnen. Solen skinner ind ad vinduerne, men hans blik er fast rettet mod skærmen. Ordene på skærmen er ikke bare et essay – de er hans historie, hans måde at vise, at det faktisk er muligt at ændre sit liv.
Han bor på skonnerten Jylland, et socialpædagogisk skibsprojekt, sammen med to andre unge. De fleste har boet på andre opholdssteder før, men er blevet flyttet til Thisted Havn, hvor skonnerten har base, for at prøve noget nyt. På den tremastede skonnert får de unge et frirum fra alt det, de kommer fra – et sted, hvor de kan se tilbage på det, der var, uden at være midt i det. Her ligger horisonten og mulighederne åbne foran dem, og nu er det op til dem hver især at gribe dem.
Der bliver grinet, råbt og givet plads. Pædagogerne deler hele tiden deres erfaringer og håber, at der bare bliver lyttet lidt. Samtalerne over morgenmaden eller køreturen hjem til forældrene i weekenden er en naturlig del af de unges hverdag, selvom det ikke altid er nemt, når der ofte er forskellige voksne på arbejde. De planlægger dagene sammen, fordeler opgaver og sørger for, at det hele hænger sammen. De laver mad, gør rent, og selv de mindste opgaver har betydning. Når noget bliver gjort helt til ende, vokser en stille tro frem – en fornemmelse af, at man godt kan, og at det nytter at blive ved.
De fleste morgener starter med banken på døre. Bølgerne kan gå højt i den nederste etage, hvor de unge har hver deres kahyt. Dynen bliver ved med at trække, og selvom hele båden dufter af bacon, er det ikke nemt at stå op. Én vil ikke op overhovedet. De andre kommer ud på gangen, da råben og skrigen kan høres. Det går lige i J – han bliver trigget, når nogen råber, og hans hænder begynder at ryste. De øver sig i ikke at blande sig i hinandens konflikter. Pædagogen Tommy minder ham om at man selv vælger, hvilket humør man har lyst til at være i, han nikker lidt modvilligt.
I skolen står dagen på dansk. C har bestemt, at hun ikke vil lave noget. Hun lægger sig på sofaen med den ene arm over hovedet og nægter at åbne computeren. Hun har boet her i tre uger og er stadigvæk ved at finde ind i rytmen på båden. I går var det fint at bo på her, i dag er det forfærdeligt.
J arbejder på sit essay. Det handler om, hvordan man kan forebygge kriminalitet blandt unge – noget, han kender alt for godt. Han ved, hvor svært det er at slippe væk, men også hvor meget det kan betyde, hvis man griber den chance, der bliver givet.
Han fortæller, at han selv stak af i sin første tid på skibet. Han var ikke klar. Men nu vil han blive her så længe, han kan. Det føles som en reel mulighed for et nyt liv, og han er stolt over, at han blev hængende.
Overskriften på hans essay er: “Du har altid et valg?” Han skriver til andre unge for at motivere dem til at tage imod den hjælp, der bliver tilbudt – for at vise, at der findes en anden vej end kriminalitet. Det fortsætter ca. sådan her:
“Dengang jeg var på gaden, var der meget kriminalitet. Vi stjal og solgte videre, og vi blev ved, til vi blev taget. Efter noget tid blev jeg flyttet til et bosted på en mark og senere til båden. Mine venner grinte ad mig og troede ikke på mig. De troede ikke, jeg kunne blive anderledes end min familie. Men jeg begyndte at gå i skole og sejle, og nu har jeg fået et arbejde og viser mine venner, som sidder i fængsel for tiden, at man godt kan, hvis man vil og får den rette hjælp”.
Pædagogen Tommy har tårer i øjnene, da han læser det. Han er stolt, men kæmper for at holde det tilbage. Han har fulgt de to drengene i et halvt år og set den store udvikling, de har gennemgået.
Han fortæller, at skældud næsten aldrig hjælper. De unge har oplevet så meget i deres korte liv, at det bare preller af. Det, der virkelig betyder noget, er tilliden – og skuffelsen. De har brug for voksne, de kan se op til, som de ikke vil skuffe, og de stiller også krav til hinanden. En aften laver J aftensmad, og han bliver skuffet, da Z ikke tager opvasken. Alligevel er det et godt tegn – for det viser, at det betyder noget, hvordan man behandler hinanden. Det er dét, der får dem til at stå op om morgenen, gå i skole og tage del i pligterne ombord. Alt skal komme indefra. De skal ville det selv, ikke tvinges, og de skal kunne se, at det giver mening, selv når det nogle gange er en udfordring.
Når de sejler er hverdagen fyldt med oplevelser. Men når skibet ligger i havn, prøver pædagogerne at holde dagen i gang, så den ikke forsvinder i scrollen på telefonen. Efter en aften i Fårup Sommerland, fyldt med skrig, sus og grin, lægger roen sig over bilen på vej tilbage mod skibet. Mørket har lagt sig tungt over Jylland, mens Pitbulls “Timber” banker ud af højtalerne og blander sig med trætheden fra dagen. Kaptajn Henrik skruer ned for musikken, og bilen kører videre gennem natten mod havnen.
På de lange togter arbejder alle ombord. Der skal stås vagt og holdes udkig, sætte sejl og laves mad. Her lære man hurtigt hvor vigtigt det er at alle kommer op og tager deres vagt. Ligesom på land handler det om respekt for hinanden, men når man sejler, er det ikke en mulighed at give op eller stikke af. Man lærer det hurtigt, for ellers fungerer det ikke. Her er man afhængig af hinanden for at få skibet til at bevæge sig fremad og komme sikkert i havn igen.
Alle har brug for et sted at høre til. For de tre unge er det blevet skonnerten. Da drengene først flyttede ind, syntes de, at det var lidt af et skrotskrog. Men efter sejlturene ud i den store verden og mødet med andre store skibe begyndte de at se det på en ny måde – pludselig var det faktisk ret sejt. Pædagogerne kunne se, hvordan de med rank ryg fortalte, at skonnerten var deres hjem.
Tak til Skonnerten Jylland, Andromeda, C, J og Z for jeres tillid.
Alle billeder og navne er anonymiseret af hensyn til de unge
