En spurv i tranedans

Else er syg. Så syg, at hun i sensommeren blev erklæret terminal. Siden da har tiden stået stille i det lille rækkehus i Struer.

Hvordan danser man med døden? Et spørgsmål, som er så universelt, og som hun forsøger at forberede sig på. Men dommen har overvældet Else og givet hende en følelse af at være malplaceret. Nærmest som om hun er endt i et forkert selskab - både med livet og døden. Hun passer ikke sammen med nogen af dem. Som var hun en lille spurv, der danser med de fine traner.

Sygdommen har ændret Elses måde at være i verden på. Hun har ikke længere kræfter til at gøre mange af de ting, som skaber værdi for hende. Hun kan ikke stå klar med formiddagskaffe til naboerne, servere pandestegte rødspættefileter med remouladesovs til børnebørnene eller passe sine blomster i haven.

Else har gennem hele sit liv målt sit værd i sin selvstændighed, og det hun kunne yde for andre. I den måde hendes hænder kunne omsætte omsorg til handling, og omvendt. Nu ligger hænderne oftere stille. De afventer, husker stadig arbejdsgangen, opskriften, men kroppen følger ikke længere med sindet.

”Når jeg har så lidt tid tilbage, så er det jo skammeligt, at jeg spilder den på at være ked af det” 

Else er mæt af minder. Mæt af dage hvor hun er så træt, at hun ikke kan genkende sig selv – hvor det ville være nemmere, hvis det hele snart fik sin ende.

Før sygdommen vil Else have brugt sin arbejdsomhed til at løsrive sig fra mismod og melankoli. Gå sig en tur ved stranden eller stryge sengetøjet på ny. Men i dag får tankerne om smerter og onde drømme frit løb.

Selvom Elses liv er forandret, holder hun fast i små og store ting, som kendetegner hendes væsen. Hver dag trækker hun i tøjet, fikserer frisuren med hårspray og møder alle, der træder ind i stuen med spørgsmålet om, hvordan det går dem?

Indimellem opstår der momenter, hvor Else glemmer, at hun er syg og overvældes af alt det, hun husker, elsker og er taknemlig for. Hvor hun ikke kan forestille sig, hvordan hun skal sige farvel.

“Jeg nåede meget mere, end jeg havde regnet med.”