"Nogle gange sørger jeg over det menneske, jeg kunne være blevet"

Amanda Hahonou Rasmussen har en togolesisk-fransk far og en dansk mor. De første syv år af hendes liv boede familien i Niger og Benin. Her blev hun aldrig spurgt, om hun var adopteret, eller hvor hun kom fra. 

I skolen i Danmark var der ingen, der lignede hende. Og det har der sjældent været siden.

Gennem hele sin opvækst i Danmark har Amanda oplevet diskrimination på grund af sit udseende – personligt og systemisk. 

Da hun var tretten, blev hun slået ned i skolen og kaldt “Ebola”. Da hun var sytten, tog hun til lægen, hvor hendes rygsmerter blev affejet med, “du har bare en vestafrikansk ryg”. Da hun var nitten, blev hun bedt om ikke længere at møde op i den stald, hvor hun red heste, fordi hun havde sagt fra overfor racistiske kaldenavne og bemærkninger.

Når Amanda hører eller ser noget, der er diskriminerede, sørger hun altid for at sige fra. Hun kalder det everyday resistance: “Jeg gør det ikke kun for mig – også for alle dem, som ikke har en stemme."

For Amanda er dansen også en form for modstand. Hun danser til vestafrikansk musik for at komme nærmere sine rødder. 

Der er ikke plads til Amanda her, mener hun. Selvom hun føler sig dansk. Hun drømmer om, på sigt, at være et sted, hvor folk ligner hende. For at pleje det "åbne sår, der nok aldrig heler."

“Naturen og hestene er noget af det, som holder mig her. Jeg har nok en københavnermentalitet, men jeg er en countrygirl. Men andre countrypeople suck!”