Det er ensomt at blive træt af andre
Offentliggjort
Den automatiske dør klikker stille i bag hende. Rundt i værelset hænger der minder fra et langt liv. Væggene er fyldt med fotografier pakket ind i brune trærammer. Øverst på en reol står fine træfigurer, sirligt håndskåret af hendes afdøde mand.
"Han var meget dygtig."
Ruth Martine Sofie Bjørn sidder i sin kørestol, og peger mod en hylde. Der står tre kalendere ved siden af hinanden.
2023, 2024, og 2025.
"Der kan du se, hvor længe jeg har været her."
Ruth flyttede ind på plejehjemmet i Åbyhøj efter en blodprop i hjernen. Det var aldrig planen
”Jeg har aldrig ville på plejehjem.”
Ruth er oprindeligt fra Svendborg, men har i det meste af sit liv boet i Åbyhøj. Da hun dengang flyttede til ”den glade by” trodsede hun datidens normer ved at leve på polsk. Hun og hendes mand var nemlig ikke gift. Han var tømrer og sammen fik de to børn. Men asbesten tog ham fra hende i 2003, og lige siden har hun været enke. Ruth fandt aldrig en ny livspartner.
”Jeg fik ikke nogen tilbud”, siger hun tørt.
Selvom familien kigger forbi, og sønnen bor lige om hjørnet mærker Ruth en ensomhed. Men relationer er svære.
”Jeg har et vanskeligt sind. Jeg bliver træt af dem.”
Ruth ønsker faktisk at have gode bekendtskaber, men finder det vanskeligt at bevare dem. Hun fortæller om en veninde fra et tidligere arbejde i genbrugsbutikken. Hun var glad for hende. En god veninde. Men venskabet stoppede. Ruth trak sig og holdt op med at ringe.
Sådan har det altid været, minder hendes børn hende om. Hun kigger ned i bordet og siger det er svært at forklare.
