Arkivet uden gæster: Lars kæmper for lokalhistorien i Tranbjerg

Lars Johansen byder velkommen ved indgangen til Tranbjerg Bibliotek, og viser vej ind til arkivet, der ligger gemt i højre side. Den forhenværende historiker bevæger sig mellem de høje reoler, der er fyldt fra top til tå med historier fra Tranbjerg. Her dufter af kaffe og gammelt papir, og med det samme man træder ind ad døren, fornemmes mængden af historie, der gemmer sig her.

Et liv med historie

Lars er uddannet historiker og har i sine mange år i branchen bl.a. arbejdet som folkeskolelærer. Da han blev pensioneret for ni år siden, var det svært for ham at lægge interessen på hylden, og han valgte derfor at engagere sig i noget, der også involverede historie.

Lars blev opmærksom på arkivet, der, dengang som i dag, manglede frivillige, og derfor søgte personer med interesse for historie.

Siden da har Lars ikke set sig tilbage. I dag er han bl.a. ansvarlig for at skrive lokalhistorier til Tranbjerg Tidende og for de guidede historieture rundt i Tranbjerg, som møder stor opbakning blandt de lokale.

Tirsdag eftermiddage

For den pensionerede historiker var det oplagt at bruge sin tid på det lokalhistoriske arkiv, men selvom tirsdagene på arkivet er både spændende og givende for Lars, er det langt fra mange, der kigger forbi:

“Vi har åbent hver tirsdag et par timer, men det er kun en til to, der kommer – og der er også mange dage, hvor der ikke kommer nogen.”

Det ærgrer Lars, da det for ham er vigtigt, at arkivet bliver brugt.

Lars og de øvrige frivillige mangler også det, der i arkivet kaldes “afleveringer”. Det er, når lokale eller andre med kendskab til området kommer forbi med billeder eller beretninger om Tranbjerg, som kan bruges i historieskrivningen.

Lars fortæller, at der efter kommunalreformen i 1970 kom øget opmærksomhed på lokalhistorie rundt i landet, men at interessen siden er faldet.

Ungdommen bliver væk

Lars er realist og tror, at det primært er de ældre, arkivet skal finde sit publikum hos. Arkivet havde for nogle år siden kontakt til en folkeskole i området for at vække de unges interesse for lokalhistorie.

Men interessen var begrænset, og manglen på ressourcer gjorde det svært at fastholde samarbejdet.

I dag har arkivet ingen direkte kontakt til uddannelsessteder og savner generelt kontakt til unge mennesker, hvilket Lars synes er “mærkeligt og ærgerligt”.

Dog husker Lars tilbage på sin egen barndom i Aarhus, hvor han heller ikke selv var særligt interesseret i lokalhistorie:

“Det er der ikke ret mange, der interesserer sig for – og det gjorde jeg heller ikke selv.”

Verdenshistorie i Tranbjerg?

En gang imellem kommer der folk forbi arkivet i forbindelse med huskøb eller tilflytning til Tranbjerg og vil høre om områdets historie eller husets baggrund.

Det synes Lars er fantastisk og finder gerne informationer frem:

“Man kan jo godt leve her uden at vide noget om det, ikke også? Men jeg tror, den historiske nysgerrighed er der på et eller andet niveau.”

Selvom det ikke er den store verdenshistorie, arkivet arbejder med, er det stadig vigtigt for dem, der ønsker at forstå det sted, de bor:

“Vi bor jo alle sammen et sted, og hvert sted har sin historie. Også selvom Tranbjerg helt op til 1960 kun havde 1000 indbyggere, så er der mange historier fra dengang.”

Fra sin tid som historiestuderende husker Lars et slogan, der for ham understreger vigtigheden af lokalhistorie:

“Grav, hvor du står.”

Og det håber Lars, at flere en dag vil gøre igen, ikke kun for arkivet, men også for sig selv.