Boligkrise i storbyer – nu mødes ministre fra hele EU i København for at finde løsninger
Ministre og eksperter fra hele EU samles i disse dage i København for at diskutere den stigende boligmangel i europæiske storbyer.

Manglen på boliger har udviklet sig til et fælles europæisk problem – derfor agerer København i disse dage boligkrise-værter.
I en pressemeddelelse fra Social- og Boligministeriet udtrykker Overborgmester i Københavns Kommune, Lars Weiss, bekymring for, at det nuværende boligmarked skubber helt almindelige københavnere ud af byen.
”Hvis vi skal sikre, at der bliver ved med at være plads til alle i København, så kræver det, at alle aktører på boligområdet tager ansvar og bidrager til at finde og muliggøre løsninger,” udtaler Lars Weiss i pressemeddelelsen.
Spørger man Peter Stenholm, direktør i EjendomDanmark, kan Københavns Kommune dog selv gøre meget mere.
”Sagsbehandlingstiderne kan forkortes, så projekter hurtigere kan realiseres. Lokalplanerne kan indrettes, så de ikke stiller fordyrende krav, der ikke matcher efterspørgslen,” skriver Peter Stenholm i et debatindlæg i Altinget.
”Der er intet, der forhindrer kommunen i at tage disse skridt. Hvis vi vil have flere boliger i København, er det helt afgørende, at rammerne for byggeri ikke spænder ben for de mange aktører, som faktisk ønsker at levere boliger til byen,” fortsætter han.
Ifølge Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, er presset særligt stort på unge boligjægere.
”Boligsituationen ser svær ud. De studerende står i en enormt vanskelig situation. Det er svært at finde en bolig fra den ene dag til den anden, og nye studerende må indstille sig på, at de ikke får deres ønskebolig med det samme,” siger Curt Liliegreen i et interview med DR.
Konferencen om boligmanglen afholdes som led i det danske EU-formandskab, og senere i år vil EU-kommissionen fremlægge den første europæiske plan for betalbare boliger nogensinde.
Efter Ritzau