Eksperter efterlyser et sprog for den lidelse, der ikke er sygdom

“Jeg er ikke så imponeret over livet. Og jeg tænker, at hvis det skal være sådan her de næste 50 år, så synes jeg ikke, det er umagen værd.”

Sådan beskriver 25-årige Emil Wind de tanker, han gik rundt med for få år siden.

Han var netop blevet færdig på sit studie. Hverdagen, som i årevis havde været fyldt med forelæsninger, studiegrupper og venner, var forsvundet. Tilbage stod han med et eksamensbevis og en følelse af, at noget manglede.

Han følte sig ensom.

Derfor opsøgte han en psykolog.

Samtalerne kom ofte til at handle om fortiden. Om relationer. Om traumer. Og om medicin. Men Emil Wind oplevede ikke, at det var dér, problemet lå.

“Det var meget som om, at jeg var syg, og der var noget, der skulle fikses, mere end der var nogle omstændigheder, der skulle ændres” siger han.

Han havde ikke brug for at få forklaret, hvad der var galt med ham. Han havde brug for, at nogen så, at hans liv var blevet svært.

“Jeg havde brug for, at nogen lyttede til, at det ikke var så fedt at være mig lige der. Nogen, som så, at jeg var ensom. Det tænker jeg ikke, at medicin kan hjælpe imod” siger Emil Wind.

Emil Winds historie rejser et spørgsmål, som flere forskere og fagfolk i disse år er optaget af. Nemlig spørgsmålet om hvad vi gør med den lidelse, som ikke nødvendigvis er sygdom?

Et ord, der er skyllet ind over samtalen

Mistrivsel er blevet et af tidens store ord.

I bogen Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse viser forskerne Lars Qvortrup og Karen Wistoft, hvordan ordet “mistrivsel” er vokset markant i danske medier. Ifølge deres søgning i Infomedia optrådte ordet 11 gange i danske medier i femårsperioden 1989-1993. I perioden 2019-2023 optrådte det 46.486 gange.

Samtidig er mistrivsel blevet en af de mest anvendte forklaringer på unges problemer – både i medier, politik og uddannelsesverden.

Ifølge Qvortrup og Wistoft er det ikke i sig selv et problem, at vi taler om mistrivsel. Problemet opstår, hvis begrebet bliver så bredt, at almindelige livsvanskeligheder og alvorlige psykiske problemer glider sammen.

De peger blandt andet på, hvordan en offentlig fortælling om, at næsten halvdelen af alle unge mistrives, hurtigt blev en slags fælles sandhed. Men ifølge forskerne bygger den fortælling på en forenklet læsning af undersøgelser, hvor unge med meget forskellige grader af udfordringer blev lagt sammen.

Man kunne, skriver de, lige så godt have fortalt historien på en anden måde: At langt de fleste unge har få eller ingen problemer.

Også Trivselskommissionen advarer i sin afrapportering fra 2025 mod, at almindelige menneskelige erfaringer bliver forstået gennem et diagnostisk sprog. Kommissionen skriver, at unge risikerer at blive efterladt med et “diagnostisk vokabularium” til at forstå almenmenneskelige forhold.

Samtidig understreger kommissionen, at psykisk sygdom og alvorlig mistrivsel skal tages alvorligt. Men trivsel er ikke det samme som konstant velvære. Man kan godt trives, selvom man oplever perioder med modgang, sorg og udfordringer.

Det er netop den skelnen, som flere forskere og fagfolk nu efterlyser. Et sprog for det, der gør ondt, men ikke nødvendigvis er sygt.

Når lidelse bliver et problem, der skal løses

Det er også den udvikling, René Rosfort hæfter sig ved.

René Rosfort er professor i etik og religionsfilosofi ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet og forsker blandt andet i Kierkegaard, psykisk lidelse og psykiatrifilosofi. Han mener, at vi i dag ofte mangler et sprog for lidelsens eksistentielle sider.

“Vi er blevet meget løsningsorienterede. Når noget gør ondt, spørger vi hurtigt: Hvad kan vi gøre ved det? Hvordan kan det fjernes? Men der er noget af den menneskelige lidelse, som ikke først og fremmest skal løses. Den skal forstås” siger René Rosfort.

Han understreger, at psykisk sygdom findes, og at mennesker med alvorlige lidelser skal have behandling. Men han mener, at psykiatrien og mistrivselsdebatten kan blive for snævre, hvis de kun leder efter symptomer, diagnoser og løsninger.

Her peger han på Søren Kierkegaard.

Han mener ikke, at unge skal have Kierkegaard udskrevet som medicin. Og ikke fordi en filosof fra 1800-tallet kan erstatte psykologer eller psykiatere.

Men fordi Kierkegaard tilbyder et sprog for erfaringer, som mange mennesker møder: angst, tvivl, fortvivlelse, skyld, skrøbelighed og frygten for at vælge forkert.

“Alle skal ikke læse Kierkegaard! Men os, der ved noget om hans tænkning, kan godt blive bedre til at bringe det ind i samtalen om trivsel”, siger han.

Et eksempel kunne være, at hos Kierkegaard er angst ikke nødvendigvis et tegn på sygdom. Tværtimod beskriver han angsten som “frihedens svimmelhed”. Den opstår, når mennesket opdager, at det kan vælge, og at det ovn i købet kan vælge forkert.

“Kierkegaard giver os en bedre forståelse af, hvorfor vi lider” siger René Rosfort.

Det betyder ikke, at lidelsen bliver mindre virkelig. Tværtimod. Men den bliver forstået som en del af menneskelivet og ikke kun som et problem, der skal fjernes.

Livet er ikke kun lykke

Den pointe genkender Annette Wandel, der er direktør i SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed.

Hun mener, at vi som samfund er blevet dårligere til at tale om nogle af de erfaringer, der følger med det at være menneske.

“Vi har fået svært ved at tale om de erfaringer, som også er en del af livet. Om sorg, tab, afmagt og ensomhed. De erfaringer forsvinder ikke, bare fordi vi ikke har ord for dem” siger hun.

Hun er samtidig optaget af, at diskussionen ikke må blive for enkel.

“Man skal passe på ikke at negligere det, som opleves” siger hun.

For unge, der har det svært, skal ikke bare mødes med beskeden om at tage sig sammen. Lidelsen er reel, også når den ikke passer ind i en diagnose.

Men Annette Wandel mener samtidig, at vi som samfund kan blive bedre til at tale om de sider af livet, der ikke lykkes.

“Vi har et samfund, hvor der er meget fokus på at have det godt, klare sig og håndtere svære situationer. Under det ligger der en sværere adgang til at tale om det, der ikke lykkes, men som også er en del af vores liv” siger hun.

Det kan handle om sorg, død, vrede, misundelse, ensomhed eller følelsen af ikke at slå til. Følelser, som alle mennesker kan møde, men som ikke nødvendigvis er tegn på sygdom.

“Livet er ikke bare lykke. Det er simpelthen livet, at man også er urimelig, misundelig, vred og alt muligt andet, uden at det nødvendigvis har en rigtig god grund” siger Annette Wandel.

Hun ser derfor en værdi i, at børn og unge tidligt får et rum, hvor de kan forstå livets svære sider som en del af det at være menneske.

“Jo tidligere man kan skabe rum for mennesker til at forstå eksistensens mangfoldighed, desto bedre. At livet både er det ene og det andet, og at man ikke behøver at dømme sig selv på det” siger hun.

Ikke alt pres er mistrivsel

Debatten om unge og mistrivsel handler ofte om, hvorvidt unge møder for mange krav.

Men i en debatartikel i Kristeligt Dagblad argumenterer psykolog og ph.d. Joachim Meier for, at spørgsmålet ikke kun handler om mængden af krav. Det handler også om kvaliteten af dem.

Ifølge ham er nogle krav diffuse og næsten umulige at leve op til. Det kan være kravet om at være lykkelig. At nyde livet. At være sig selv. At kunne blive alt, hvad man vil.

Den slags krav retter sig mod den unges eget liv og selv og kan ifølge Meier skabe utilstrækkelighed og selvforagt.

Andre krav kan derimod være konkrete og opbyggelige. At møde til tiden. Holde en aftale. Tage ansvar for noget, der rækker ud over én selv.

At lade sig forpligte i et fællesskab

At nogle krav kan være opbygglige genkender Emil Wind.

Da han havde det svært, savnede han ikke nødvendigvis, at nogen fjernede kravene fra hans liv. Han savnede snarere nogle konkrete krav, der kunne hjælpe ham fremad.

“Jeg tror, der er rigtig mange mennesker, der trives bedre under nogle krav. Hvis der ikke er nogen, der forventer noget af dig, er der heller ikke nogen, du står til ansvar over for” siger han.

For ham blev sejladsen et sted, hvor fællesskabet og kravene hang sammen. Man møder op. Man er flere på en båd. Man er nødt til at tale sammen. Man har en fælles opgave.

“Så er man fem mand på en båd, og så kan man jo ikke undgå at snakke. Man er ligesom låst ind i det fællesskab, og så bliver det ret naturligt at begynde at snakke med mennesker” siger Emil Wind.

Sejlads gav Emil Wind et sted at høre til, noget at gøre og mennesker at være forpligtet på.

I dag kan Emil Wind stadig mærke ensomheden, hvis kalenderen er tom for længe.

Forskellen er, at han ikke længere leder efter en forklaring på, hvad der er galt med ham.

Han ved, hvad han mangler.

“Hvis jeg har været alene nogle dage, så ved jeg godt, hvad jeg skal gøre. Jeg skal ikke blive hjemme og tænke over min tristhed. Jeg skal ud blandt andre” siger han.

Kilder: 

Trivselskommissionens rapport fra 2025 

Trivsel og mistrivsel - mellem offergørelse og kompetencegørelse af Lars Qvortrup og Karen Wisfort

En ny forståelse af unges mistrivsel af Joachim Meier