Fra verdensrekordløber til kajakverdensmester

”Jeg kan jo ikke lade være.”

Det begyndte i fascinationen af vandet og lysten til at bruge det. Ikke konkurrence. Ikke medaljer. ”Ambitionen var bare at lære at ro og måske være heldig at se en sæl eller et marsvin,” lyder det fra Gitte Karlshøj.

I 2019 fik hun ved et tilfælde Lillebælt som nabo. Stille begyndte tankerne at kredse om, hvordan hun kunne bruge sit motionsgen - og vandet lige uden for. 

Svaret blev kajak.

Nybegynderens kamp

Uden for kajakklubbens panoramavinduer breder Lillebælt sig ud som et stille landskab. Det er i det vand, et nyt kapitel tager form. 

Det begyndte grundlæggende: at lære at sidde i kajakken, holde balancen, undgå at vælte - og tage certifikat.

Midt i nybegynderens vaklen ligger en vild ligning med to konstanter: en kondition i verdensklasse og en vilje, der ikke giver slip.

Når hendes mand roede foran, irriterede det hende. ”Jeg skulle jo bare ikke være efter ham,” griner Gitte Karlshøj.

Allerede på de første ture begyndte hun at tage tid. Syv kilometer ud. Syv tilbage. 

Teknikken og balancen kom. Kajakken gled lettere. Hun begyndte at slå sine egne rekorder. Første tur: 1:02. Nu: 42 minutter.

En ældre klubkammerat pressede tempoet. Hun nægtede at slippe.

Det var ikke planlagt. Det var rå fremdrift.

Konkurrencegenet vågner

Konkurrenceelementet voksede i klubmiljøet. Først de ugentlige handicapløb. De gav tider og placeringer. Hun blev slået på målstregen. 

”Det satte jo lidt ild til mig. Jeg ville i hvert fald være lige så god som de andre,” siger Gitte Karlshøj. 

Hun deltog i DM. Vandt medalje. Men ikke som den hurtigste. 

”Det kunne simpelthen ikke passe. Jeg skulle være bedre.” Ordene falder som en beslutning - ikke forhandling - og med et strejf af selvindsigt. Som når man genkender en vanvittig side af sig selv.

Som erfaren atlet opbygger hun en struktureret træningsplan for nybegynderen i kajak. Intervaller, styrketræning, egen disciplin. Hun finder sparring hos en tidligere landstræner. Finjusterer teknikken.

Løb kan planlægges. Kajakken er ubarmhjertig. 

Den belønner ikke rå fysik alene. Den afslører manglende teknik og balance. Ugeplaner kan ikke altid følges. Vejret, strømmen og bølgerne bestemmer. 

Hun måtte lære at afgive kontrol. 

VM: kaos, kulde og kontroltab

Gitte Karlshøj debuterer - tre år efter sin første kajaktur - i internationale konkurrencer. 

Feltet er større. Niveauet højere. Kaosset mere udtalt. Starten er brutal. Pagajer støder sammen. Konkurrenter møver. Både vælter. Strømmen tager fat. 

”Det er vildt - og sjovt. I atletik bliver du jo disket, hvis du laver sådan noget,” pointerer Gitte Karlshøj. 

Ved et VM i Kroatien ryger hun i vandet - lige efter start. 

Enhver roers mareridt. Kulden. Panikken. Tiden løber. Tømme kajakken. Komme op igen. Starte bagerst. Og så ro. 

“Jeg roede som en zombie. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Jeg roede bare så hurtigt, jeg kunne,” siger Gitte Karlshøj. Det lyder som rå kampgejst – uden antydning af overgivelse.

De to konstanter træder i karakter. Alt andet må bøje sig.

Hun finder rytmen. Finder taktikken. Tager en omvej for at undgå modstrøm. Slår konkurrenter, hun ikke burde slå.

Hun vinder sølv. 

Ved næste VM vælter kajakken ikke. 

Gitte Karlshøj vinder guld. 

Hun kan i dag kalde sig verdensmester og dobbelt europamester i kajak. Ti EM- og VM‑medaljer — i K1, K2 og K2 mix. 

Grænsebryder

Gitte Karlshøj er stadig i bevægelse. 

Nye teknikker, hun vil mestre. En smallere kajak, en skarpere balance. Mere styrke. En større pagaj. Længere løb i udlandet. Alt det, hun endnu ikke har prøvet.

”Så snart der er noget, der hedder konkurrence og et nummer på båden – så er jeg jo kampklar,” siger hun, så det sitrer af energi. 

Men hvorfor bliver vi ved? Hvad er det for en mekanisme, der får et menneske til at opsøge kulde, kaos og uvished – igen og igen?

Forskningen peger på et enkelt mønster: Indre motivation starter sjældent med medaljen. Den starter med nysgerrighed. Med lysten til at udforske et felt, hvor man endnu ikke kender reglerne. Fejl er ikke nederlag, men data. Justeringer. Små neurale opdateringer, der gør hjernen bedre til det, den er skabt til: at lære, tilpasse sig - og fortsætte (Acta Psychologica, 2024). https://doi.org/10.1016/j.actpsy.2024.104177.

Det ufærdige menneske trives i netop den bevægelse. I friktionen mellem kunnen og ikke-kunnen. At lære af det kolde vand og fortsætte. 

Transcendens handler ikke om at blive en anden. Det handler om at blive mere af det, man allerede er – i nye former, nye elementer, nye kapitler. Det projekt har ingen alder.

Derfor står Gitte Karlshøj som et forbillede for alle, der vil leve stærkt, nysgerrigt og uafsluttet. 

Vandet er ikke et brud. Det er en fortsættelse.