Hår kamp for en normal hverdag: Anne nægter at lade hjernerystelsen stoppe hende 

Oprindeligt udgivet på Mediajungle 20.03.2025

Dung! En hul rungen lyder, da jernstangen rammer hovedet. Hænderne kører gennem håret, og mærker den bule, der straks vokser op fra hovedet. I en refleks trækker benene sig sammen og falder på hug. Jeg skal bare lige sidde lidt, tænker hun, uvidende om hvilke konsekvenser skaden vil få for hendes fremtid. 

Fitnesscenteret er næsten tomt, så lyden af jern der rammer toppen af et hoved høres tydeligt. De står ved kabeltårnet. Hun trækker splitten ud for at justere vægten, og udløser jernstangens fald. Et fald, der får stangen til at lande lige ovenpå hendes hoved. Men selvom de to veninder griner lidt af episoden, da det sker, kan hun mærke, at hun bliver svimmel. Inde i hovedet snurrer det hele rundt. Måske er det bedst at stoppe træningen nu, tænker hun. 

Et udbredt problem

Anne Lehm er 23 år og går på andet semester på sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus. Hun skulle have gået på tredje. Men det blev der sat en stopper for, da hun i 2023 blev ramt af en hjernerystelse. Nu, halvandet år senere, lider hun stadig af senfølger:

“Jeg døjer stadig rigtig meget med træthed og koncentrationsbesvær. Engang imellem kan jeg også have svært ved at huske. Derudover har jeg ofte hovedpine og når det bliver rigtig slemt får jeg synsforstyrrelser og er lys- og lydfølsom,” siger Anne Lehm, der sidder i sin lille lejlighed på Trøjborg. Lyset fra vinduerne i terrassedøren falder ind på hende, mens hun misser med øjnene.

Men Anne Lehm er ikke alene. Hvert år bliver omkring 25.000 danskere ramt af hjernerystelse. Heraf lider omkring 7.000 af senfølger. Danmark har ikke et klart behandlingstilbud, der beskriver, hvad man gør med hjernerystelse. Det skaber stor adspredelse i den behandling, man får. Anbefalingen har dog været, at man forholder sig i ro. Der er siden Anne Lehms hjernerystelse kommet ny forskning på området, der viser, at hendes behandling måske ikke er den mest effektive. 

Sengeliggende i to uger

Anne Lehm ligger i sengen på det lille værelse hos sine forældre hjemme i Holstebro. Lyset fra det store vindue bliver blokeret af gardinet, der konstant er rullet ned. Det gør ondt i øjnene, hvis en solstråle sniger sig gennem vinduet og ind til hende. For enden af sengen hænger et fjernsyn.

Den første uge efter skaden bruger hun det slet ikke. Det har hun fået forbud mod. Men efter en uge begynder hun at tænde det. Tiden skal jo gå med noget. Hun lytter til stemmerne inde i fjernsynet, og det kører i baggrunden som en slags radio. Hun ser det ikke, men lytter kun.

Hun sover det meste af dagen væk i to uger. Når hun står op for at spise med sin familie, mærker hun svimmelheden, der langsomt kravler rundt i hovedet igen. Hun lægger sig tilbage i sengen.

Et gennembrud på vej? 

Til trods for at Anne Lehm var sengeliggende konstant de første to uger, viser nye studier, at det måske ikke er den bedste metode til at komme sig over en hjernerystelse. En amerikansk klinik for hjernerystelse forklarer, at alle hjernerystelser er forskellige, og derfor skal alle tilfælde behandles forskelligt.

En fælles anbefaling er dog, at patienterne ikke skal forholde sig i ro, som indtil nu har været den fælles anbefaling i det danske sundhedsvæsen.

Anne er også blevet opmærksom på det amerikanske studie:

“Jeg synes det er skræmmende, at der nu er forskning, der peger på noget helt andet end den måde jeg blev behandlet på,” siger hun, mens hendes øjne stirrer stift ud i luften, som en kameralinse der zoomer ud. 

Gener som følgesvend på studiet

Det er som at blive slået i hovedet af en hammer for fuld kraft. En dunkende følelse breder sig. Den starter i midten af hjernen og for hvert dunk, trækker den sig længere og længere ud i resten af hovedet. Ud til panden, baghovedet og ørene. Som om noget ihærdigt prøver at bryde ud af hovedet.

Dunkene, der føles som om de kommer dybt indefra, bliver så voldsomme, at de udvikler sig til en svimlende fornemmelse. Det er som om, at stolene og bordene ikke længere står solidt plantet på jorden. Som om tyngdekraften er stoppet med at eksistere. Den svimlende fornemmelse bliver overdøvet af en kvalme, der kommer skyllende ind over hende.

Kvalmen starter i maven og sniger sig op ad mod munden. Den er tyk og klæber sig til indersiden af halsen. Med ét skærer lyset fra lamperne sig ind i hendes øjne. Små sammenknibninger omkring øjnene viser sig, og de ellers store brune øjne bliver reduceret til en smal åbning, man knap kan se ud af. Den smalle åbning bliver et kort sekund lukket helt i. Her føles øjenlågene tungere end før, som hang der vægtlodder på øjenvipperne. Det føles pludselig som en umulig opgave at få øjenlågene fra hinanden.

Hvis nogen nærmer sig hende lige nu, ved hun, at de bliver mødt med en vrissen, hun næsten ikke selv kan genkende.

En hjælpende hånd 

Når den dunkende hovedpine kommer snigende, har det konsekvenser. For hun går glip af det sociale fællesskab der er på studiet:

“Jeg forsøger at gå ind i mig selv i de pauser, vi har, så jeg får overskud til undervisningen. Den er trods alt det vigtigste,” siger Anne Lehm.

Men selvom senfølgerne har konsekvenser for hendes studietid, føler hun sig alligevel godt hjulpet på vej. Hun har nemlig fået en SPS-vejleder, der hjælper hende med, hvordan hun bedst prioriterer sin energi. For hun kan ikke holde til den samme skolebyrde, som hun kunne før.

Derfor er hun glad for, at uddannelsen imødekommer hendes udfordringer, så hun kan holde fast i drømmen om at blive sygeplejerske. Anne Lehm prøver også selv at finde løsninger, der får hendes studietid til at fungere. Hun vil gerne kunne alt det, hun kunne før hjernerystelsen. Pauser er et af de vigtigste redskaber, som hun bruger i hverdagen, for at få det bedste udbytte af lektielæsningen.

Derved har Anne Lehm fundet en måde, der får hendes studietid til at fungere godt på til trods for, at den blev anderledes end forventet. Men der er alligevel tidspunkter, hvor hun mærker senfølgerne ekstra meget.

For i den almindelige undervisning er der en vis frihed til at disponere sin tid, og hun kan læse på bagkant. Men under en eksamen, hvor hun skal køre hårdt på i to uger, er situationen en anden. Her skal hun på meget kort tid indhente alt den undervisning, som hun ikke har haft overskud til at læse undervejs:

“Jeg kan godt presse mig selv hårdt i de to uger og bide i det sure æble, men så skal jeg også bøde for det i flere uger efter,” siger Anne. 

“Jeg har lært at kæmpe igennem smerten” 

I det store hele føler Anne Lehm, at hendes tilstand er blevet forbedret:

“Fra dag til dag kan det være utrolig svært at se, da forbedringerne er små og over lang tid. Men man kan jo sige at jeg i september 2024 startede på sygeplejerskeuddannelsen, og det kunne jeg ikke tilbage november 2023.”

“Meget af det handler også om, at jeg har lært at kæmpe igennem smerten, for at få mit liv til at fungere. Ellers ville det bare gå helt i stå,” siger Anne Lehm. 

Noget der bekymrer hende, er dog hendes kommende praktikforløb. Praktikforløbet består af 10 uger, hvor hun skal arbejde på et plejehjem i Aarhus Kommune. Her kan hun ikke blot presse sig igennem et kort forløb, for så at holde pause efter.

Praktikforløbet er også et krav for at bestå semestret, og Anne Lehm har allerede nu gjort sig nogle tanker om, hvad der vil ske, hvis hun ikke kan gennemføre det:

“Så må jeg jo gå semestret om, men det ville være et stort nederlag”.

Derfor håber hun også på, at forbedringen af sit helbred kommer til at gå hurtigere, end det har indtil nu. Ellers vil det tage hende mange år, før hun er ude på den anden side.

Til trods for hendes bekymringer er Anne Lehm ved godt mod: 

 “Jeg bruger ikke meget tid på at tænke over, om det kunne have set anderledes ud for mig med de nye retningslinjer for behandling af hjernerystelse. Jeg tror, at jeg ville blive skør, hvis jeg hele tiden skulle gå og tænke på, hvis det havde været anderledes.” 

Håb for fremtiden 

Selvom episoden i fitnesscenteret tilbage i 2023 har skubbet Anne Lehms fremtid i en anden retning, end hun troede, findes behandlingen for hende selv samme sted: 

“Jeg holder virkelig meget fast i min træning, det gør noget godt for mit hoved,” siger hun. 

Træningen sker dog på lidt andre vilkår end normalt, da især støj påvirker hende. Men også det har Anne Lehm fundet en løsning på. For med et par lydisolerende høretelefoner i ørene, kan hun træne på præcis samme måde som før. Men om livet nogensinde bliver helt som før, er stadig uvist:

“Lægerne kan ikke udtale sig om hvorvidt mine senfølger er kroniske. Men det håber de selvfølgelig ikke, at de er. Derfor forsøger jeg at se positivt på det og håber, at det hele snart vender”.