I en appelsinbåd på et jazzet hav

En finne, en dansker og en finne mere træder ind på en bar. Dette lyder måske som starten på en rigtig ringe joke. Det er det ikke. Tværtimod er det her starten på en intens jazzkoncert.

The Orange Feeling

Et orange skær gennemsyrer hele lokalet. Det er næsten som at sidde inde i en appelsin. Det er sjovt, fordi Operahuset i Sydney, designet af danske Jørn Utzon, ligner en række appelsinbåde set udefra. Men her er det stikmodsat, ja, for det er nok de færreste som synes at Erlings Jazz Bar i Aarhus ligner en appelsin.

Men det er sådan set også ligegyldigt, hvad det ligner, for som Arne Nougatgren[1] siger ”Hør nu her unger, musik skal ikke læses og analyseres. Musik skal smages og føles og lyttes og danses (til). Der er musik i alting.”

Hvorvidt der er musik i alting, er sagen uvedkommen. For det er nemlig stensikkert, at der i hvert fald er musik i trommesættet, kontrabassen og saxofonen som JAF-trio spiller med.

Audiovisuel jazz

Jazzen kan ikke blot høres i lokalet. Den kan ses. Lokalet er spækket med sjove rekvisitter som alle tilføjer til atmosfæren. I baren hænger et billede af Thomas O’Malley[2] - kæk som altid. I dag er han dog blot en af mange jazzkatte til stede.

Der er hverken front- eller backstage. Alle er på samme niveau og trioen kommer flittigt ned og tager en tår øl blandt gæsterne, når deres pauser tillader det. På trods af den høje musik er der musestille blandt publikum. Ingen siger et ord, og den eneste der bryder tavsheden er selvfølgelig trommeslageren, trioens dansker, som mellem sangene engagerer sit audiens og præsenterer sangene.

Et musikalsk legeme

Bassen pumper, trommerne banker og saxofonen ånder. Musikken er pulserende og atmosfæren er levende. Det er lysende ikke. Rundt omkring på bordene er der små citrusfarvede glaslysestager. Flere af dem bærer patina i form af gammel stearin langs kanterne. Dog er de alle sammen kunstige stearinlys, hvor flammernes skæren slet ikke er flammer, men i stedet blot batteridrevne pærer.

En gruppe på tre, en anden trio, kommer dansende ind. Måske dette er starten på en topdårlig joke, men inden det afklares, er de alle tre gået ud af baren igen. Flere forbipasserende stopper op og kigger gennem ruderne, som modsat loftet ikke er plastret til med lydisolering. 

Den halvtomme bar med halvfulde glas fyldes dog ikke yderligere op, da jazzkoncerten i aften kræver en billet.

Fællesklang uden sang

Selvom alle musiknumrene er uden sang, formår publikum stadig at deltage aktivt i showet. Flere sidder ihærdigt og trommer med på lårene og bordene. Af og til trommes der også med hænderne, når der klappes af bandet. Dette bliver ofte igangsat ved et ”Wuhu!” Særligt en midaldrende herre med hestehale er god til at engagere publikum og igangsætter flere af klapsalverne. Han sidder for sig selv bagerst i lokalet.

Foruden trioen og det engagerede publikum er selv bartenderen en del af musikken, om end nok ikke bevidst. Men når han sætter de små høje ølglas med stilk tilbage på glas, klirrer de med hinanden. Den skingre lyd af glas passer i perfekt harmoni med resten af musikken. Om det skyldes musikteori eller bare er resultat af den jazzede atmosfære er igen underordnet. Musik skal føles.

En jazzet hverdag

Det er dog ikke hver dag, at trioen har tid til at spille sammen, faktisk er det ganske sjældent.

”Vi har efterhånden spillet sammen i otte år. Men det er kun ca. to gange årligt, at vi ses. Vi har nemlig hver især et travlt skema, med en masse andre projekter.” Lyder det fra Frederik Bülow, som efter showet sidder med resten af trioen og fortæller røverhistorier fra tidligere tider.

Musik i alting

Under en pause høres lyden ”Tik. Tik. Tik. Tik.” Bassisten kigger sig omkring, og rynker på panden. Han udgør sammen med trommeslageren bandets rytmesektion og spørger derfor sin kompagnon, om det er hans metronom der tikker. Det er det ikke. Trommeslageren ved dog godt, hvad der står bag lyden. Den kommer udefra. Lyden er forårsaget af lyssignalet der ved brug af lyd signalerer til alle dem der ikke kan se faresignalerne, om de skal gå eller stå.

Ude foran sker der en masse. Altså udenfor Erlings. Adskillige biler og cykler krydser og drejer ved, hvad der nok er Aarhus vildeste lyskryds. De mange røde lyssignaler forstærker yderligere effekten af at sidde ind i en appelsinbåd. En appelsinbåd der sejler på Venedigs kanaler til lyden af latinsk jazz.

[1] Musiklæreren i Anders Matthesens animationsfilm ”Terkel i Knibe”

[2] En af hovedkaraktererne i filmen Aristocats, særligt kendt for sin charme