“Jeg har en frygt for at få et helt normalt liv”

Han har taget tilløb til det her længe nok nu, så plasteret skal rives af. Magnus kan mærke klumpen i halsen. Han har inviteret sin far ud at spise. Faren er den sidste, han mangler at sige det til. 

I forsøg på at dulme sine nerver, har han taget sin søster med. Selvom snakken om sport flyder over brunchtallerknerne, er Magnus’ tanker et andet sted. De kredser om, hvordan han skal sige det.

Der bliver stille et øjeblik. 

Er det rigtige tidspunkt nu? 

Noget at være god til 

I 6 år har Magnus’ hverdag været den samme. Den har været struktureret af et ugeskema, der har fortalt ham, hvornår han skulle svømme, løbe og cykle. 

Vækkeuret har oftest ringet kl. 5, og en time senere har han ligget i vandet og svømmet baner i sin lokale svømmehal. 

Bagefter er han mødt ind til et par moduler på gymnasiet, inden han er hoppet i vandet igen. Om aftenen har han snøret løbeskoene for at nå de ugentlige 70 km på løbebanen. Tre dage om ugen har skemaet været suppleret med 10 timers cykeltræning. 

Skemaet har været forudsætningen for at kunne være på landsholdet. Det har været afgørende for at kunne rejse verden rundt og deltage i stævnerne. For at kunne konkurrere. For at kunne blive U23-Danmarksmester i triatlon. For at kunne opnå drømmen om at komme til VM.

Egentlig lå det ikke i kortene, at han skulle jagte tider og strukturere hverdagen efter de mange træningspas. Fra barnsben havde han svært ved at fastholde interessen i en sportsgren i længere tid ad gangen. 

Atletik prøvede han kræfter med et enkelt år, inden hans fokus kort faldt på springgymnastik. Gymnastikken blev hurtigt udskiftet med fodbolden, men ligesom med alt andet, mistede han også lysten til det.

Alligevel insisterede hans far på, at han skulle finde en interesse, og en dag hev han Magnus med op i en løbeklub, hvor man udover løb kunne dyrke både svømning og cykling. 

”Når det er tre sportsgrene, kan du vel ikke blive træt af det hele”, havde faren sagt til ham.

Løbedelen tiltrak ham hurtigt, og allerede efter et par uger udarbejdede træneren, Lars Ole, et træningsprogram til ham. Fra starten fulgte han med de hurtigste. Han blev tidligt bevidst om, at potentialet var stort, og det gjorde det let at fastholde motivationen.

Den selvtillid, han manglede i en svær folkeskoletid, hvor han ikke var en af de populære drenge, voksede pludselig frem. 

Et par måneder senere var den stor nok til, at han hev Lars Ole til side for at fortælle ham, at han ville være dansk mester. I modsætning til tidligere kunne han identificere sig med sporten. Der var noget, han var god til. Noget han følte sig på hjemmebane i. 

Vejen til verdensmesterskabet i Hamborg 

Muligheden for at konkurrere var Magnus’ drivkraft. Men når han gik vintersæsonen i møde, bestod den af 5-6 måneder uden konkurrencer. Det stillede større krav til motivationen. Men Magnus vidste godt, at de måneder var vigtige, for det var her han trænede op til konkurrencerne om sommeren.

Den stod på 10 timers cykling om ugen, hvor han sad på sin indendørs spinningcykel på sit værelse. Det var lige præcis de timer, han hadede mest ved træningen. 

Vinteren 2023 endte med at blive altafgørende for ham. Triatleterne havde fået at vide, at der var to pladser til verdensmesterskabet i Hamborg. Den vinter ændrede noget sig for Magnus. Han kan huske, at det slog klik for ham, det var VM eller ingenting. 

På det tidspunkt er han den syvende bedste i sin årgang, så det ville kræve hårdt arbejde, hvis det mål skulle lykkes. 

Magnus går i 2.g og den vinter gør han alt, hvad han kan for at træne op til kvalifikationerne. Han tager ikke til nogen fester, går i seng hver dag kl. 21, spiser ordentligt og passer alt sin træning. 

Foråret kommer, og det bliver maj 2023. Magnus er på vej til Carloe i Italien. Her skal han kvalificere sig til juniorverdensmesterskabet. Det er nu, det gælder, det han har knoklet for hele vinteren.

Magnus kommer ind over målstregen i Italien. 26 minutter og 23 sekunder er tiden. Ti sekunder adskiller ham fra at være kvalificeret. Da han kommer ind over målstregen, begynder han at græde, vinterens hårde arbejde har ikke betalt sig. 

To uger efter rejser Magnus og de andre triatleter videre til Olsztyn i Polen. De skal deltage i Europacup, som er det næste løb i kalenderen, men Magnus er nedslået, og drømmene om VM er lagt på is.

I Polen præsterer han godt. Han placerer sig som nr. 11, og resultatet har niveau til VM. 

Et par dage senere får han et opkald fra det danske triathlonforbund. De fortæller ham, at han har fået et wildcard til verdensmesterskaberne: 

“Jeg tænkte bare, what the fuck, det er da for crazy.” 

I Hamborg er gaderne fyldte. På den sidste runde niver han sig selv i armen og nyder øjeblikket. Det her er den største konkurrence, han nogensinde har kørt.

Når Magnus tænker tilbage på tiden op til verdensmesterskabet, husker han en periode, hvor han ofrede alt. Men i dag er det også en af de ting, han er mest stolt af.

At stoppe på toppen

Magnus’ bedste ven Joachim, som har været en af hans faste træningsmakkere på landsholdet, stopper efter VM, og det forstærker de tanker, der er opstået på træningscyklen på værelset om vinteren. 

Her har han kun haft sig selv at konkurrere med, og det udfordrer langsomt motivationen. Træningstimerne har aldrig været drivkraften, men når han endelig har deltaget i konkurrencerne og er løbet fra de andre, har det været det hele værd.

I vinteren 2024 daler gejsten for at bruge 10 timer om ugen på værelsescyklen yderligere, og da det bliver forår, melder han afbud til stævnerne. Selvom det igen er muligt at konkurrere, er lysten til dét også forsvundet. 

Han beslutter at søge ind i flyvevåbnet i håb om at blive jægerpilot. Det ville ikke kun være virkelig fedt, tænker Magnus, men der ville også være en tydelig årsag til valget om at stoppe. 

Han har ikke lyst til at ende et sted, hvor han ikke længere kan indfri sit eget mål: “Jeg vil ikke stille op for at blive nr. 5 eller 6. Det ville jeg virkelig synes, var nederen”.

 Det er det rigtige tidspunkt nu 

“Er du ved at stoppe til triatlon?” spørger hans far ham, da de sidder på caféen.

“Ja. Jeg er stoppet” svarer Magnus.

Han kigger på sin far. Han virker ikke overrasket. “Det bestemmer du selvfølgelig helt selv.”

Lettelsen breder sig i kroppen. Der var virkelig ikke noget at være bange for.

Nu er svømmehallen udskiftet med et lærerlokale, hvor han arbejder som lærervikar. Selvom han ikke kan undvære at løbe et par gange om ugen, bliver tjenerskoene også snøret om aftenen. Arbejdsdagene er ofte lange, men Magnus føler alligevel, at han lever “life on easy mode.”

Han kom aldrig ind i flyvevåbnet, men det er egentlig også okay, synes han. 

Lige nu nyder han bare at være fri. At kunne gøre, hvad han har lyst til. Fremtiden er et tomt lærred for Magnus, men én ting er han sikker på: 

“Jeg har en frygt for at få et helt normalt liv. Jeg kunne virkelig ikke tænke mig at leve helt gennemsnitligt.”