Jyske topledere og politikere vil have en ny Tysklandsstrategi

Dagen efter at regeringen tiltrådte den 3. juni, mødtes 80 topledere, politikere og repræsentanter fra Jylland og Tyskland til stormøde i Aabenraa i Sønderjylland.
Invitationen kom fra Udviklingsråd Sønderjylland (URS), og mødet havde et overordnet formål: at sætte en ny dansk Tysklandsstrategi på den nye regerings dagsorden — denne gang med Jylland ved bordet.

”Det er jo naturligt, at det er de to hovedstæder (København og Berlin), der hidtil har lagt strategierne, men de mennesker der er tættest på udfordringerne, bor jo i områderne. Derfor er det naturligt at de bliver inddraget, så vi kan få en strategi, der virkelig virker”, siger Jesper Arkil, formand for URS.

Han har flere sønderjyske eksempler på hvad der er årsagen til, at den nuværende Tysklandsstrategi fra 2016 ikke virker. Ikke kun fordi han som formand for det sønderjyske udviklingsråd har et naturligt fokus på Sønderjylland. Han er også bestyrelsesformand i den sønderjyskfunderede entreprenørvirksomhed Arkil Holding a/s med 2.300 ansatte og formand for brancheorganisationen Dansk Infrastruktur.

Det handler om investeringer i infrastruktur, og han nævner ”Infrastrukturplan 2035” (IP35), der blev indgået af et stort flertal i Folketinget i 2021.
Her blev der f.eks. afsat 760 millioner kroner til et dobbeltspor mellem Tinglev og Padborg. Det er mange penge, men alligevel kun 4,8 procent af de i alt 15,7 milliarder kroner, der blev afsat til ”styrket kollektiv trafik”. 

Det samme gælder investeringerne i nye vejprojekter i forbindelse med ”Fremtidens Veje” i IP35. Her er puljen på 55,9 milliarder kroner, men de fire sønderjyske kommuner, Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder får kun 347 millioner fra puljen, hvilket svare til 0,62 procent.

Til sammenligning får de storkøbenhavnske kommuner 19,33 procent af puljepengene fra ”Fremtidens Veje”, altså 31 gange så meget.

Selvom Jesper Arkil erkender, at hovedstaden kræver større investeringer i infrastrukturen, så er forskellen alligevel så stor, at det får ham og de øvrige jyske topledere til at kalde på en Tysklandsstrategi, hvor der er fokus på netop investeringerne i infrastrukturen i bl.a. Sønderjylland.

KRAFTCENTER OG IKKE BARE TRANSITLAND

Det store ønske er, at grænseregionen på begge sider af den dansk-tyske grænse ikke kun skal fungere som transit-landsdele for skandinaviske firmaer.
I stedet skal de udvikles til kraftcentre ved at udnytte de styrkepositioner, som Jesper Arkil mener en landsdel som Sønderjylland allerede har. En af dem er, at der efter hans mening er en enorm aktivitet i eksporterhvervslivet i det sønderjyske.
” Vi har faktisk rigtig mange meget store virksomheder, men også mange små og mellemstore virksomheder som har, og gerne vil have mere, samhandel med Nordtyskland”, forklarer han.

Men selvom investeringer i infrastruktur er fundamentet for, at det kan lykkes, så kan det ikke stå alene, mener Jesper Arkil.
”Hvis vi virkelig skal have glæde af hinanden, så er der en lang række administrative forhindringer, der skal ryddes af vejen”, siger han.

Det første han nævner, er udfordringerne ved at hyre arbejdskraft i grænselandet på den anden side af grænsen. Bl.a. på grund af RUT-registret, hvor udenlandske virksomheder og selvstændige skal melde sig, når de midlertidigt leverer tjenesteydelser i Danmark. Her bliver alle udlændinge skåret over en kam, og det er et krav, som Jesper Arkil mener er administrativt ”tungt”.
” Hvis man bor lige syd for grænsen, så kunne man måske finde nogle mere lempelige forhold, der kunne gøre det nemmere”, siger han og mener at der er forskel på at komme grænselandet og så et land langt væk fra Danmark.

Han nævner også behovet for forenklede skatteregler for de over 12.000 registrerede daglige pendlere mellem Danmark og Tyskland og nævner Øresundsregionen som forbillede. Her reviderede Danmark og Sverige tilbage i 2024 en aftale om forenklede skatteregler så de lidt mere end 18.000 personer, som Skatteministeriet mener pendler mellem Danmark og Sverige, og deres arbejdsgivere kun skal oplyse om skatteforhold i arbejdsgiverlandet.

Jesper Arkils ”ønskeliste” er dog meget længere. F.eks. lempeligere grænsekontrol og flere integrerede uddannelser, men alle ønskerne peger i én retning: Den dansk-tyske grænseregion skal behandles som en region, ikke som to landes ydergrænser.

UDFORDRINGERNE STÅR I KØ

Der er dog store udfordringer, der skal overkommes, hvis Jesper Arkil og de øvrige topledere og politikere, skal have udformet en Tysklandstrategi, der virker. Regeringsgrundlaget nævner f.eks. ikke en ny Tysklandsstrategi, og adspurgt om URS har tal eller undersøgelser der bakker tesen om flere investeringer i infrastruktur resulterer i udvikling op, er svaret nej.
Men måske er den største udfordring, at et utal af tidligere og lignende initiativer aldrig har ført til ret meget.

Forklaringen på det skal findes i grænselandets historie og den har grænseforsker Martin Klatt brugt 25 år af sit forskerliv på at studere.
Blandt andet som lektor på Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet (SDU) og i dag leder han forskningen i mindretalsspørgsmål på European Centre for Minority Issues (ECMI) i Flensborg.

Han mener, at dagens udfordringer kan spores tilbage til 1920, hvor Slesvig blev delt over i en tysk og dansk del af den eksisterende grænse.

”Politiken i Danmark efter 1920 gik ud på at integrere Sønderjylland i Danmark, og derfor kappede man båndene til Flensborg og Sydslesvig”, forklarer han.
Det fik store konsekvenser både nord og syd for grænsen, fordi det gjorde begge landsdele til udkant i deres egne lande, påpeger Martin Klatt.
”Regionen havde indtil 1920 altid været en økonomisk enhed. Nu mistede begge landsdele halvdelen af deres opland,” siger Martin Klatt og forklarer, at hverken den tyske eller danske stat formåede at investere nok i landsdelene til at opveje det.

Vi skal reelt helt frem til marts 2001, hvor Danmark indtræder i Schengen-aftalen om ophævelsen af de indre grænser i EU, før Tyskland for alvor igen bliver opfattet som Danmarks port til Europa, mener Martin Klatt.

Men landsdelene betaler en høj pris for politikernes manglende interesse for at udvikle den dansk-tyske grænseregion, mener han.
Modsat Øresund, hvor de første visioner om en integreret region allerede kom i slutningen af 50´erne og milliardinvesteringer i infrastrukturen for alvor satte gang i udviklingen i starten af årtusindet.

”Tag nu for eksempel togforbindelserne over grænsen. Det er jo en katastrofe. Og det er kun meget få unge der læser nogle af de dansk-tyske uddannelser i grænseregionen, selvom ingen bagefter går arbejdsløse,” siger Martin Klatt.

TYSKLANDSSTRATEGI. HVILKEN TYSKLANDSSTRATEGI?

Jesper Arkil og de øvrige topledere kan med en vis ret godt være nervøse for, om den politiske vilje har ændret sig med den nye regering.
Regeringsgrundlaget nævner nemlig ikke planer om en ny Tysklandsstrategi med et eneste ord.
Det er der ellers brug for, mener Jesper Arkil.
Den seneste Tysklandsstrategi er nemlig fra 2016, og Jesper Arkil og URS mener, at verden har forandret sig meget siden da.
”I dag er Tyskland Danmarks andenstørste eksportmarked, måske endda det største hvis vi fraregner biotek til USA. Og med den usikkerhed der er forbundet med samhandlen hen over Atlanten, jamen, så er det naturligt, at vi højere grad vender os mod vores naboer i syd”, siger han.  
Indtil videre må han sætte sin lid til, at der i regeringsgrundlaget står, at Infrastrukturplan 2035 skal en tur til serviceeftersyn, selvom det er uklart, hvad det så kan betyde for investeringer i den sønderjyske infrastruktur.

Meget større politisk vilje er der måske heller ikke på den anden side af grænsen i delstaten Slesvig-Holsten.
Det endda på trods af, at delstatsparlamentet i Kiel i 2024 vedtog deres egen Danmarksstrategiplan. Som den danske mindretalspolitiker fra Sydslesvigs Vælgerforening (SSW), Christian Dirschauer, tørt konstaterede da strategien blev præsenteret: Papir er tålmodigt. Han tvivlede på, at de mange flotte ord ville blive omsat til handling.

Martin Klatt peger da også på, at de tyske politikere er langsomme til at få intentionerne vekslet til handling.
”Man får et chok når man kommer til Tyskland, fordi det er så analogt. I Danmark er man blevet vant til at ting kan klares via MiTID, men i Tyskland skal man møde personligt op på Borgerkontoret, du skal bruge 15 forskellige numre til din sygeforsikring og for at åbne en bankkonto skal underskrive op til 30 dokumenter,” fortæller han.

Tilsammen udfordringer der risikerer at gøre topledermødet i Aabenraa i starten af juni til endnu en skåltale i en lang række af skåltaler.

INVESTERINGER BETALER SIG MEN KAN IKKE STÅ ALENE

Men står det til Jesper Arkil, så skal topledermødet ikke blot være endnu en skåltale.
Og selvom URS ikke har lavet selvstændige undersøgelser og beregninger der kan vise, at investering i grænselandets infrastruktur kan betale sig økonomisk, så har han masser af andre eksempler på, at det gør det.
Jesper Arkil peger selv på kommunerne langs den østjyske motorvej som eksempel.

”Der kan vi jo se hvor meget erhverv og velstand der opstår som følge af at f.eks. transport og logistik fungere rigtig godt. Det er lidt den der med, at hvor godtfolk er kommer godtfolk til”, siger han.

Det kan man blandt andet aflæse på kvadratmeterpriserne i kommunerne langs motorvejen. De er lige så høje som i de større byer, viser en undersøgelse fra Roskilde Universitet.
Andre undersøgelser viser også, at de kommunerne der har langt til de centrale trafikårer, har svært ved at tiltrække nye borgere, og at manglen på uddannelsespladser får især de yngre til at flytte væk fra kommunen. Det er det som de sønderjyske kommuner oplever, mener Jesper Arkil.

Martin Klatt giver ham ret, men kun delvist. Fra- og til flytning handler også om økonomi, mener han. Han oplever selv, at nogle unge vælger København fra som studie by, fordi det er så dyrt at bo der.
” De opdager, at de kan få meget mere for pengene i provinsen,” er hans egen oplevelse med de studerende.
Men han giver Jesper Arkil ret i, at skal de fastholdes, så kræver det vækst, som igen kræver bedre trafikal infrastruktur.

Og Sønderjylland har ikke råd til at lade det blive ved skåltalerne denne gang, mener formanden for URS.
For sker der ikke noget, så er han bange for fremtiden for særligt Sønderjylland.
” Vi kan frem mod færre yngre og flere ældre og den skævvridning gør det sværere for Sønderjylland at skabe grundlaget for velfærd og velstand. Hvis vi derimod får investeret og får øget mulighederne for både sprog, kultur og i høj grad erhvervslivet, så kan vi dæmme op for det,” slutter han.

Og som Martin Klatt konstaterer, så kræver det en omvendt 1920.