Kvindefodbolden tager os tilbage til rødderne. Det handler om fodbold.

”H.B, H.B”, ”Nord-sjæl-land”, sådan lyder de høje tilråb langs tribunerne til fodboldkvindernes pokalfinale i Køge. De mange røde og gule flag fanges af vinden og står højt og flot. Foran mig trommer Nordsjællands fans, og i modsatte ende af tribunen svarer Køge fans tilbage med tilråb og trommespil. Til min overraskelse sidder jeg blandt både H.B Køge og F.C. Nordsjælland fans. Ingen nedladende kommentarer, ingen vold, bare en masse passionerede fans, der skal se fodbold. Her er der plads til alle.

Jeg er selv kvindelig fodboldspiller. Jeg har spillet på eliteniveau i Danmark og i USA i mange år. Jeg kender lugten af kunstgræs i regn. Jeg har varmet op i vinterens mørke og kulde. Jeg ved, hvad det koster at spille fodbold på højt niveau som kvinde, og jeg ved, hvordan det føles kun at have sin mor og far som tilskuere.

Jeg lægger de her fakta på bordet med det samme. Det er umuligt for mig at skrive om kvindefodbold uden en bias. Jeg er ikke neutral, men en del af den verden, jeg beskriver.

Forleden talte jeg med min klassekammerat om kvindefodboldens vilkår. Han gad ikke at høre om ligestilling og lønforskelle, da han mener, at der er god grund til forskellen. Det mundede ud i hønen-og-ægget-dilemmaet: er det efterspørgslen eller investeringen, der skal komme først? Det er ikke kun ham, der går rundt med den her opfattelse. Det er faktisk ret normalt. Når jeg taler med folk om kvindefodbold, er det oftest som varm luft for dem. Så i stedet vil jeg prøve at blive hørt på en anden måde: gennem filosofien. Kvindefodbold og fankultur er ikke kun vigtig i en sportslig sammenhæng, det handler om noget dybere vi alle søger: anerkendelse. 

“Fans spiller en kæmpe rolle. Hvis der ikke var nogen fans til stede, jamen, så var der bare 22 spillere der rendte rundt”, fortæller medstifter af fanklubben for det danske kvindelandshold og tidligere direktør i Boldklubben Frem, Amalie Bremer. Fans er mere end nogle mennesker, der står og kigger. De er aktive deltagere i at skabe og fastholde en kultur. Fans skaber stemning, støtte og noget af det vigtigste: værdi.

Lektor Mogens Olesen, der forsker i sport og fankultur i medierne, er enig i den tolkning af fans. Udover at mene, at fans er uundværlige og essentielle, så forklarer Mogens også den dybere vigtighed i, at 22 spillere har et publikum, ”jo flere, der tropper op for at se en fodboldkamp på stadion, desto mere kulturel og økonomisk værdi får det”.

Det lyder alt sammen simpelt og indlysende. Men bag de simple observationer gemmer sig et dybere perspektiv om selvværdsættelse.

Hvad er anerkendelse? Hvad sker der, når vi mangler den? De spørgsmål har filosoffen Axel Honneth forsøgt at besvare. I værket Kamp om anerkendelse fra 1992 beskriver Honneth, hvordan mennesket har tre sfærer – den private, retslige og solidariske – hvor vi søger og modtager anerkendelse. De tre sfærer repræsenterer alle noget forskelligt, men er en nødvendighed for en sund identitet og trivsel, ifølge Honneth. Og alle tre er på spil, når man taler om kvindefodbold.

Den første sfære, også kendt som den private sfære, sker i den personlige anerkendelse fra nære relationer. Her er kærlighed og værdsættelse nøgleordene. Det er det ekstra skulderklap, du får af dine nære. 

Nu sidder du måske og tænker ”hvad har det her med fodboldfans at gøre?”.

Men noget, der går igen og igen i kvindefodboldens fankultur, er nærhed. Nærheden mellem spillere og fans. Journalist og kommentator på TV 2, Sofie Munch, beskriver hvordan spillerne tager sig tid til at møde sine fans, ”spillerne går ned og hilser på familie, venner, fans, skriver autografer.” Sofie beskriver yderligere et eksempel, hun for nylig oplevede, hvor H.B. Køge lige havde tabt en kamp, ”alligevel farer Nadia Nadim over til fansene, der kalder på hende, og skriver autografer og smiler og tager billeder. Der er en anden stemning. De har lige tabt, de er totalt pressede, og alligevel er der tid til, at man kan skrive autograf, og man kan snakke, og man kan hygge, og at der er den der top-professionalisme samtidig med, at der også er følelse for, at der er nogle fans, der gerne vil dem”.

Det samme gælder også spilleren Pernille Harder, der vandt den tyske superliga med Bayern München. Hun rakte fansene trofæet, så de også kunne løfte det sammen. Eksemplerne kunne fortsætte længe. Nærheden er anderledes i kvindernes fankultur. Her sker det exceptionelle: både fans og spillere føler sig anerkendt på et mere personligt plan.

”Man er her sammen, og man er med til at løfte noget sammen. Der er på en måde en iværksætterånd blandt alle dem, som er med omkring kvindefodbolden", siger Amalie Bremer. Hun kan mærke spillerne som mennesker på en anden måde end herrespillerne. ”Hvad er deres mærkesager? Hvad er de for en type? Er de sjove? Er de meget seriøse?”

Kvindefodbolden har rykket sig utroligt meget det seneste årti. Kvindernes A-liga bliver vist på TV 2, DR sender pokalturneringen og stadioner fyldes i stigende grad til landsholdskampe. Det er en vigtig udvikling, men det er langt fra at opnå sit fulde potentiale.

For hvor mange er klar over kvindernes kampprogram? Hvor mange kan nævne nogle af spillerne i A-ligaen? Hvor mange ved, at det danske kvindelandshold har vundet VM og EM før?

Her lander vi igen ved hønen-og-ægget-problemet – altså hvis hønen ikke har måttet sætte fod på banen i årtier. Det leder os til Honneths anden sfære: den retslige. Her kastes et blik på de samfundsmæssige rettigheder og pligter. Det handler om at blive behandlet som ligeværdig, få de samme muligheder og have den samme respekt i samfundets strukturer uanset hvem man er.

Sfæren er under stort pres i kvindefodbolden. For at kunne forstå kvindefodboldens status i 2026 er det vigtigt at have det historiske perspektiv med. Under 1. verdenskrig havde kvinderne stor succes i fodboldverdenen. Det blev dog for stor en mundfuld for det engelske fodboldforbund, FA, da herrernes fodboldliga blev overskygget af al succesen. Derfor forbød FA kvinder at spille fodbold fra 1921 til 1971. Samme år som det aktive forbud stoppede, rejste de danske kvinder til Mexico og spillede sig til guldet foran 112.000 tilskuere. Manglen på anerkendelse i kvindefodbold er ikke en naturlig tilstand. Det er resultatet af årtiers aktiv undertrykkelse.

Nu er vi nået til et punkt, hvor kvindefodbolden får lov til at opblomstre igen. Men samfundets fordomme er en vedhængende hæmmesko for kvindefodboldens opprioritering og popularitet.

Katinka, administrator for F.C. Københavns fanklub, forklarer, hvordan det ikke er lovgivningen eller officielle regler, der står i vejen for kvinderne. Det er klubberne, fortæller hun, “det kræver, at klubberne er klar til at investere noget mere, og det kræver, at der kommer noget mere eksponering fra klubbernes side, omkring hvordan kvindefodbolden egentlig er. Klubberne er for dårlige til at sælge det produkt. Man bliver netop nødt til at investere mere i kvindefodbolden, hvis det skal nå bredere ud”.

Da jeg sidder i den kolde vind blandt 2054 andre tilskuere til pokalfinalen, slår det mig: Hvor mange ved overhovedet, at der er pokalfinale lige nu?

Fankulturen kan først opstå, når folk har mulighed for at opdage den. Der er mangel på en stabil eksponering af spillerne, klubberne og ligaen, mener lektor, Mogens Olesen. Han siger, ”eksponering er lig med vigtighed og gyldighed. Medierne filtrerer vores forståelse af verden”.

Det er her vi møder Honneths sidste og tredje sfære: den solidariske. Vi kender det alle. Vi vil gerne socialt anerkendes for vores skolekarakterer, sportslige præstationer, musikalske talenter osv. Det er din individuelle særegenhed. Det, der gør dig unik og uerstattelig, som anerkendes som værdifuldt i fællesskabet.

Danmark mangler anerkendelsen, der skaber værdi for kvindefodbolden i fællesskabet. Derfor er synligheden vejen til interesse i kvindefodbold. Når fodbolden ikke vises, signalerer det, at det ikke er værd at vise. Hvis det ikke er værd at vise, er det heller ikke værd at se. Det er en ond cirkel som kvindefodbolden har været fanget i i årtier.

En af dem, der bryder den onde cirkel, er Freya Lieberknecht. Oveni at være fodboldspiller og træner i Aarhus er hun også fan af kvinderne på professionelt niveau. Udover at se en stor kontrast mellem herrernes og kvindernes fankultur, ser hun også en stor kontrast internationalt. “AGF investerer jo ikke noget i kvinderne. De siger ’ej, nu har vi også tilbudt stadion, men der kom jo ikke nogen’. Så tænker jeg, nej, men I har heller ikke gjort noget for det,” siger Freya frustreret. Hun forklarer, hvordan de i England investerer og har udsolgte stadions, “Det gør de i Arsenal. Og det er jo tydeligt, at folk dukker op, hvis man gør noget ved det”.

Kvindefodbolden har altså passionerede fans, et stærkt fællesskab og en voksende interesse. Det lyder meget anerkendende, men der er stadig en mangel på prestige, respekt og kulturel værdi i samfundet. Med andre ord, der forskel på at blive set og at blive værdsat.

Et studie, foretaget af SageJournals, fra 2023 undersøgte fodboldfans for kvinder i Australien og Tyskland. Studiet bekræfter den gængse holdning, som jeg også blev mødt af. Fans værdsætter nærheden med spillerne og de familievenlige kampe. De ønsker ligeledes en professionalisering med flere tilskuere, bedre faciliteter og mere eksponering i medierne.

Det er to modstridende faktorer. Det skal blive større og mere anerkendende, men også bevare intimiteten. Fodboldekspert, Amalie Bremer, bekræfter dette, ”jeg er bange for, om vi mister noget af det, som jeg synes giver så meget kulturel værdi i kvindefodbolden. Så det er en balancegang". Hun tilføjer: “Der er et eller andet, man skal passe på her. Der er en særlig sjæl eller energi i kvindefodbold i de her år, som jeg synes, man skal værne om".

Det er vigtigt for de kvindelige fans at bibeholde den kultur og de værdier, de har opbygget. Det kan derfor næsten heller ikke undgås at sætte det op imod herrernes fankultur. Selvom fankulturen er stor og anerkendt (ifølge Honneths definition), så medfølger vold, hooliganisme og store kapitaler også.

Katinka Reiss mener, at det netop er derfor, fodbolden ikke er ved sine rødder længere. Hun er kritisk over for den kapitalistiske drejning herrefodbolden har taget, “i virkeligheden så ville jeg jo også gerne have, at herrefodbolden var noget andet end den er i dag. Det eneste, det handler om nu, er kroner og ører. Det var ikke det, jeg forelskede mig i, da jeg startede med at se fodbold. Det er blevet så meget penge, penge, penge. Det er ikke det, der er tiltænkt med sporten”.

Kommentator, Sofie Munch, peger også på, hvordan hun ikke ønsker at se fjendtligheden stige hos kvinderne, “Man er taget af sted for at se fodbold og for at støtte op. Man er ikke taget af sted for at skulle slås eller kæmpe for logoet. Der er ikke den der fjendtlighed”.

Kvindefodboldens fans ønsker at skabe deres kultur på egne præmisser. De vil skabe en anderledes identitet fra herrefodboldens fankultur og ikke en “pink it and shrink it”-udgave, som Amalie Bremer kalder det, “det ville være det værste nogensinde”, siger hun.

Spørgsmålet er, mister fankulturen noget hvis den opnår større anerkendelse?

Svaret kan ingen give endnu. 

Anerkendelse er ikke en luksus. Det er en forudsætning for, at man kan have en sund identitet og deltage i samfundet, ifølge Honneth. Når de tre sfærer ikke bliver opfyldt, bliver mennesker krænket. Ikke i en voldelig forstand. Det er snarere en usynlig og systematisk besked om, at du ikke er vigtig nok.

Den besked har jeg og alle andre danske kvindelige fodboldspillere modtaget. Fra manglen af mediedækning til klubberne, der aktivt fraprioriterede kvinderne. Men noget i verden er ved at ændre sig. Det kan jeg mærke på tribunen i Køge, hvor jeg står side om side med to forskellige fanbaser. Jeg kan ikke lade være med at smile. Det her kan være starten på noget større, og jeg deler det med 2054 andre.

For en kortere version, lyt til podcasten her