Når livet ikke går efter planen
23-årige Christian lærer at navigere mellem egen sygdom, farens kræftdiagnose og vejen tilbage til arbejdslivet som pædagogmedhjælper
Hverdagen er blevet vendt på hovedet for Christian. Hans far er blevet diagnosticeret med kræft, og meget af tiden går nu med hospitalsbesøg og at forsøge på at være den støtte, som han selv havde brug for i sin egen sygdomsperiode. Christian er 23 år og har for tiden gået igennem en lang periode med knæproblemer, der har plaget ham i mange år. To måneder hjemme, hvor dagene gled sammen i en blanding af genoptræning, Netflix og bekymringer om at komme bagud på arbejdet.
Nu starter han endelig på arbejdet igen som pædagogmedhjælper ved Sølund, og selvom han glæder sig til at komme tilbage til rutinen, mærker han stadig knæet om morgenen. Dertil kommer den konstante stress, der følger med at have et familiemedlem, som er alvorligt syg.
Ved Aarhus banegård en efterårsdag
Han ser ud som om han har halvtravlt, men stadigvæk med et ansigtsudtryk der fortæller, at han er den imødekommende type. Det er han - lyst hår, konstant halvsmilende, men ser også lettere udbrændt ud. Det er en efterårsdag i Aarhus ved banegården, solrig men koldt og let blæst. Vi er ved at nå den tid på året, hvor man næsen altid løber lidt, og kinderne bliver røde.
Christian er en ung mand, der på trods af sin alder, håndterer den med bemærkelsesværdig ro. Han har lige været til automekaniker og betalt 3000 kroner for fjedringsproblemer i bilen - noget der får ham til at virke lettere irriteret. "Det er latterligt," siger han, men det er ikke noget, der fjerner smilet på læberne eller lysten til at snakke. Pengene havde han egentlig sat af til noget andet - måske en weekend væk fra den kaotiske tid, han går igennem.
Hans klassiske tøjstil afspejler en praktisk tilgang til livet - enkle bukser og ordentlige sko, der holder længe. Som 23-årig har han allerede lært, at kvalitet betaler sig i det lange løb. Det er måske hans måde at holde fast i noget kontrol, når tingene omkring ham sejler. At vende tilbage til arbejdet på Sølund betyder også at vende tilbage til noget meningsfuldt - at hjælpe andre, selv når hans eget liv føles kaotisk.
Det værste var ikke smerten
Det værste ved hans sygemelding har nemlig ikke været knæsmerterne, men at han ikke har kunne hjælpe de mennesker, der har brug for ham på hans arbejde. Der er naturligvis afløsere, men alligevel nager den dårlige samvittighed ham.
Christian har lært, at man ikke altid kan planlægge sig ud af livets udfordringer. At være der for sin far, samtidig med at han selv skal finde fodfæstet efter sin egen sygdomsperiode, har lært ham noget om balance. Men lige nu prøver han at fokusere mere på sig selv, og egne behov.
Christian skal videre nu. Videre op til hans andet hjem for tiden, Skejby Hospital, hvor knæoperationen skal kontrolleres.