Når naturen holder op med at være pæn - hvordan taler vi om det, når udsatte dyr bliver sultne?

Vi står i en natur-nødsituation. Arter forsvinder, naturarealer er for få og for små, og de hænger dårligt sammen. Derfor har et flertal i Folketinget besluttet at etablere 21 naturnationalparker og andre store naturprojekter med mere vild natur og store dyr.

Naturgenopretning er ikke længere et fremtidsprojekt – den er i gang. 

I Danmark har vi valgt rewilding som et af de vigtigste redskaber til at gøre naturen vildere igen. Områder hegnes ind og store planteædere sættes ud og græsser året rundt. De skal erstatte de økologiske funktioner, som de forsvundne vilde dyr engang havde, og skabe mere dynamisk natur.  

På papiret en enkel idé.

I praksis en omkalfatring af både landskab og verdensbillede. Som naturformidler Jens Thorving Andersen fra Hempelfondens naturområder siger det i en informationsvideo om rewilding-metoden: “Naturen har brug for plads – også inde i vores hoveder.” 

“Naturen har brug for plads – også inde i vores hoveder.” 

Græssende dyr udenfor kategori 

Et af stederne, hvor rewilding har været forvaltningspraksis i 10 år er Molslaboratoriet på Djursland. Her omlagde Naturhistorisk Museum Aarhus i sin tid området til helårsgræsning med heste og kvæg. I april i år overtog Hempel Fonden området og varslede nye principper med større fokus på dyrevelfærd og kommunikation. 

For nogle kritikere ligner det et knæfald for dem, der vil have mere fodring og hurtigere indgreb. For andre – også blandt fagfolk – er det en rimelig justering og et udtryk for, at rewilding som metode stadig er under udvikling og kræver læring undervejs.  

Fælles er erkendelsen af, at vi ikke har lang erfaring i Danmark med at udsætte dyr og lade dem leve næsten som vilde på store arealer over lang tid. 

Bioetiker Mickey Gjerris peger på, at rewilding-dyrene, de store græssere, havner i en slags ingenmandsland mellem de kategorier, som vores dyrevelfærdslovgivning er bygget op omkring.  

Vi er vant til, at dyr enten står i stald og får foder hver dag – eller opfattes som vilde og må klare sig selv. De helårsgræssende heste og kvæg i rewilding-projekterne passer ikke rigtigt i nogen af de to skuffer. 

På den ene side defineres de som domesticerede dyr, juridisk husdyr, dyr ejet af mennesker, bag hegn og omfattet af Dyrevelfærdsloven.  

På den anden side forvaltes dyrene efter et ideal om vildere liv, mindre kontrol og større risiko. Vilde dyr, som vi hverken ejer eller fodrer, og hvor vores vigtigste pligt har været at lade dem være. 

“Vi har fået en mærkelig mellemgruppe,” som han formulerer det: dyr, der i praksis lever mere vildt, men stadig opfattes som nogen, vi har et særligt ansvar for. Dyr, der i praksis lever næsten som vilde, men som i juraen – og i mange menneskers bevidsthed – stadig er husdyr.  

Det er her, uroen omkring de store græssere opstår:  

Er hesten i naturområdet først og fremmest vild – eller er den stadig min datters pony, der aldrig må mangle hø?  

To syn på det gode dyreliv: Frihed fra og frihed til 

Mickey Gjerris skitserer parterne i konflikten: 

“Du har grupper af mennesker, der bliver meget vrede, når de oplever, at der ikke bliver fodret nok – typisk folk, der ser heste som kæledyr eller hobbydyr og føler sig angrebet, hvis deres forståelse af det gode hesteliv udfordres.

På den anden side står biologer og andre fagfolk, som ser de samme dyr som en del af et økosystem og lægger vægt på frihed, naturlig dynamik og, at dyr også må dø i naturen.” 

Når der er konflikt om de store græssere i naturen taler alle parter om dyrevelfærd. Ingen forsvarer lidelse som mål. Men hvad de lægger i “et godt dyreliv”, er vidt forskelligt. 

Ifølge Gjerris er det ofte to velfærdslogikker der støder sammen:  

Den ene læner sig op ad de klassiske Fem Friheder, som Landbrug og fødevarer lægger til grund for produktionsdyrenes velfærd: frihed fra sult, tørst, ubehag, smerte, sygdom og frygt. Velfærd er her først og fremmest fravær af negative tilstande. Dyret skal være mæt, varmt, smertefrit og under opsyn. 

Den anden logik lægger vægten på “frihed til”. Frihed til at bevæge sig over store arealer, vælge ly og læ, have et rigt socialt liv i flokken og udleve artsspecifik adfærd – også selv om det indebærer kulde, kortere fodersæsoner, konflikter og risiko. Her er et godt dyreliv ikke det samme som et bekvemt liv hele tiden, men et liv med mulighed for positive oplevelser og selvbestemmelse inden for dyrets eget univers. 

Ifølge Gjerris kan ingen af de to logikker gøres til facit: “Det er en værdidebat, ligesom diskussionen om aktiv dødshjælp eller fartgrænser. Vi kan ikke forske os til ét rigtigt svar. Vi må beslutte, hvor vi vil lægge snittet.”.  

Hempelfondes beslutning om at fodre mere, kan også ses som en anerkendelse af at det er en værdidebat der foregår, som man også må lytte til. Og at vores natur- og dyresyn præger den debat. 

Natursyn under forandring 

Christina Kaaber-Bühler, direktør i Vild med Vilje og naturvejleder, oplever også de brydninger der opstår, når vi går fra en måde at gøre tingene på til en anden. Gennem sit arbejde med at fremme vilde haver, som er bedre levesteder for hjemmehørende arter, er hun ofte stødt på folk der synes, at det er meget svært at lade være med at slå græsplænen og at mange af de hjemmehørende danske planter er ukrudt, som skal fjernes. Det er en proces at ændre syn på hvad der er pænt og nyttigt. 

Hun husker selv første gang, hun kørte gennem en københavnsk park, hvor kommunen havde ladet græsset stå. “Jeg tænkte: Hvad er det her?” fortæller hun. Parken havde set ens ud hele hendes liv. Nu lignede den pludselig noget, nogen havde glemt.  

Siden har hun set blikket skifte: Folk spørger ikke længere “hvorfor lader du det stå?”, men “hvordan gør man?”. Og det er gået relativt hurtigt, ifølge Kaaber-Bühler. 

Hun færdes meget i naturområder med helårsgræssende dyr, både heste og kvæg og har set dyr bevæge sig over store områder, danne flokstrukturer, søge læ forskellige steder og præge landskabet. Hun kan godt se, at vinteren kan være barsk, og at dyrene taber sig, men undrer sig, når nogle kun ser sult og kulde og ikke alt det, dyrene faktisk får mulighed for. 

“For mig er det lidt overraskende, at nogen vedbliver med at have så stort et fokus på det her med sult,” siger hun. “Det bliver en snæver tilgang til hele det her velfærdsspørgsmål.”  

Hvor kritikeren ser et tyndt dyr og tænker vanrøgt, ser hun også frihed, bevægelse og flokliv – et andet bud på det gode dyreliv. Samtidig har hun forståelse for at særligt heste er blevet vævet ind i menneskers følelsesliv som hobby- og familiedyr: 

“Det gør bare noget andet ved folk, når det er heste”. 

Hun tilføjer at det også er vigtigt at huske på at undersøgelser viser, at langt de fleste danskere faktisk bakker op om vildere natur – også når de store græssere bliver en del af den. 

“Vi taler ikke om det samme” 

Mens bioetiker Mickey Gjerris minder os om at spørgsmål som for eksempel hvornår de store græssere skal tilskudsfodres under kulde og tørke, er en værdidebat, så efterlyser biolog og ph.d.-kandidat ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, Sean Birk Bek Craig simpelthen en bedre samtale om naturspørgsmål.

Han er skeptisk over for selve debatformatet: “I en debat er der en vinder og en taber. Så snart der skal være en vinder, handler det mindre om substansen og mere om fremførelsen.” I stedet efterlyser han samtaler, hvor målet er at blive klogere sammen – også på egne blinde vinkler. 

Første skridt er, ifølge Bek Craig, at finde ud af, om man overhovedet taler om det samme. Han nævner brede begreber som bæredygtighed og biodiversitet: Man kan stå og blive voldsomt uenige - og begge have ret, fordi man har taget udgangspunkt i hver sin betydning af ordet.  

Præcis det samme ser han i dyrevelfærdsdebatten.  

Når man ikke får sagt, hvad man mener med dyrevelfærd i den konkrete samtale, kører diskussionen i ring.  

Bek Craig påpeger: “Et særligt problem er de sætninger, som ingen må stille spørgsmål ved. “Når man sætter dyr bag hegn, har man ansvar for at passe på dem,” er én af dem.”, påpeger Bek Craig. Han tilføjer at man måske ikke er uenig i, at mennesket har et ansvar i en eller anden form, men når sætningen bruges som noget uangribeligt, lukker den samtalen:  

“Man får ikke talt om, hvor store hegnene er, hvilke dyr det er, og hvad det vil sige at ‘passe på’”. 

Hans pointe er ikke, at vi skal droppe vores værdier eller uenigheder, men at vi skal turde lægge dem på bordet og lade andre stille spørgsmål til dem. Og så skal vi være lidt pedantiske og detaljeorienterede omkring hvad vi egentlig diskuterer – foderstrategier, huld, død, biodiversitet eller idealet om det vilde liv – giver det mening at være uenige. 

“Nogle gange mangler der i rigtig mange samtaler og debatter en slags parterapeut,” siger Bek Craig. “En, der har forstand på det og kan være med til at gøre det lidt lettere, ikke at føle sig angrebet, så man faktisk kan høre, hvad den anden siger.” 

“Nogle gange mangler der i rigtig mange samtaler og debatter en slags parterapeut”

Christina Kaaber-Bühler supplerer med sin erfaring”Jeg ved ikke om det er en parterapeut eller om det bare er sådan en samtalestarter, der er mest brug for. For størstedelen af den danske befolkning bruger ikke ret meget tid til at tænke over det her. Det skal vi også lige huske os der går her og arbejder med det hver dag. Så nogle gange handler det også bare om at få det forklaret helt lavpraktisk. Hvad er det der foregår? Og så kan folk jo have sine holdninger. Bare de har dem på et nogenlunde oplyst grundlag.” 

Den nødvendige uenighed på rejsen mod rigere natur 

Der mangler stadig viden og erfaring med rewilding – forskere efterlyser selv bedre dokumentation for effekterne på biodiversitet over tid, og praktikere lærer stadig meget om udsatte græsseres effekt på landskabet og dyrenes trivsel og udvikling som vild population.  

Men uenigheden forsvinder ikke bare af mere faglig viden. Den samtale vi skal have, handler også om hvor meget risiko og lidelse, vi vil lade de enkelte græssende dyr opleve for at opnå en rigere og vildere natur i Danmark økosystem og et friere dyreliv. 

Det er en værdidebat, som skal bæres af erfaring og faglig viden. For den naturkrise, som rewilding er svaret på, forsvinder ikke af sig selv, og tidligere forvaltningspraksis har ikke været indrettet til at standse tilbagegangen i biodiversitet. 

Men konflikten om de store græssere er ikke kun en et problem. Den er også en anledning til at rydde op i vores sprog og selvbillede.  

Begrebet “dyrevelfærd” indeholder altid et “bør”. Natursyn kan flytte sig. Og vi har brug for mere end endnu en skinger debat, hvis vi skal træffe oplyste beslutninger om, hvor vilde vi kan, bør og tør lade store græssere blive i dansk natur.