"Jeg var 13 år gammel, da jeg startede ved mediet Gol Agha. Man kan måske forklare det som det iranske Charlie Hebdo, udover at det overhovedet ikke var det iranske Charlie Hebdo. Det var statsstyret, og al den satire, vi lavede, skulle godkendes af myndighederne.

Men jeg elskede det. Jeg elskede journalistik. Mens mine venner spillede Playstation, prøvede jeg at finde relevante, humoristiske idéer til mit arbejde. Dengang troede jeg stadig, man kunne ændre noget indefra. 

Som jeg blev ældre, bevægede jeg mig ind i undersøgende journalistik.  

Da jeg var 18, var der en båd, der kæntrede i en sø i Teheran. Det var under en skoleudflugt, og seks unge piger mistede livet ved hændelsen. Min research viste, at selv de billigste redningsveste på markedet kunne have reddet pigerne, men regimet truede både mig og andre medier, så historien aldrig så dagslys.

Ingen visninger 
Det var skelsættende, da Instagram gjorde sit indtog i Iran. Pludselig fandtes der et alternativt marked, som gav mulighed for at promovere sig selv, sin platform eller sin butik. Selv begyndte jeg på Instagram for 10 år siden og fik hurtigt mange følgere.   

Da jeg startede Teletish formidlede jeg internationale nyheder gennem satire, og flere af mine videoer gik viralt. Siden fik de enormt meget opmærksomhed – både positiv og negativ – men det lagde bunden for min nye karriere som videojournalist på sociale medier. Jeg lavede noget uafhængigt - noget vigtigt. 

I 2019 begyndte regeringen at censurere Instagram. Det havde føltes som mit sidste frirum. Det rum, hvor jeg kunne nå ud til folk. Det betød, at flere og flere af mine videoer blev fjernet uden varsel. Mit arbejde blev spildt, og min indkomst forsvandt. Fra det ene øjeblik til det andet.  

I tre år var jeg deprimeret, mens jeg knoklede for at få lavet endnu et viralt hit. Men mit publikum var væk, og det samme var min opsparing.  

I 2022 lavede jeg en video, der handlede om direktøren for navigationsfirmaet Waze. Han havde lavet et interview med CNN, men jeg dubbede videoen og lavede det til iransk satire. 

Jeg havde arbejdet på den i over en måned, og min erfaring i den iranske satireverden fortalte mig, at det her ville blive en kæmpe historie. At den ville genoplive min karriere.  

Jeg uploadede videoen og trykkede F5. Nul visninger. F5 igen. Nul visninger. Hvorfor var der ingen, der så den? F5. Nul. Mit livsværk var væk. De havde lukket adgangen til Instagram.

Det var den dag, jeg besluttede mig for at slå mig selv ihjel. 

Den sidste forbindelse 
Det var samtalerne med min psykolog, der reddede mit liv. I otte år, hver eneste uge, hjalp han mig. Men da regimet lukkede internettet ned, røg også forbindelsen til min psykolog.  

Mit største forbillede, den største satiriker der har været i mit hjemland, sagde til mig for 17 år siden, inden sin død: “Kun ved at leve i Iran, kan du lave satire til dit folk”. Jeg prøvede. I flere år med krig, internet-blokader og censur. Hvor er han nu til at fortælle mig, at jeg skal blive i Iran og lave satire? Hvordan skal jeg kunne det?  

Vi aner ikke, hvor længe internettet er lukket ned, hvornår det lukker igen, eller hvornår krigen slutter. Jeg kunne ikke klare det mere.  

Jeg måtte tage én kuffert med til Armenien. Kameraer, ledninger, adaptere, ladere, ministativer, mikrofoner. Ikke et eneste stykke tøj blev lagt i den kuffert, for jeg ville ikke tage til et andet land som borgeren Farvatish. Det skulle være journalisten og satirikeren, der eksporterede sig.  

Mellem håb og depression 
Da jeg kom hertil, meldte jeg mig med det samme til frivilligkorpset. Jeg ville give tilbage til det land, der nu giver mig et hjem. Efter en kort tilvænningsperiode begyndte jeg også at lave frivillig journalistik.  

Jeg opsøgte en kunstner, der stod foran sin første fernisering. Jeg spurgte hende, om jeg måtte lave en reportage og et interview, som jeg kunne poste på Instagram.  
Jeg aner ikke, hvad hun siger i videoen, men det var nu meget sjovt alligevel.  

Siden har jeg lavet flere forskellige videoer, men dét, der virkelig fangede mig, var, da jeg var gæsteunderviser på et universitet. Eleverne havde aldrig været ude og opsøge en tilfældig på gaden. De havde aldrig arbejdet med videoredigering. Jeg vil gerne blive ved med at lære fra mig. Det er min største drøm lige nu. Måske i Armenien. Måske længere mod vest. 

Jeg har været arbejdsløs i over et år nu, og det tøj, jeg sidder i her, er fra et Bangladesh-marked udenfor byen. De fleste af mine dage flyder stadig sammen, men jeg kan mærke, at det hjælper at gøre mig nyttig. At jeg betyder noget for nogen. 

Mens jeg sidder her og snakker med jer, er jeg stadig deprimeret. Det ville være det rene selvmord at flytte tilbage til Iran.  

Jeg kan aldrig igen være den, jeg var der." 

Hvis du eller nogen, du kender, har selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på
70 201 201