Retspsykiatrien går i hundene: Terapihunden Milo skaber ro bag låste døre

Milo trasker op ad den kliniske gang. 

For en stund er alarmen tavs. 

En patient hilser pænt på Milo.

“Personale og patienter sig hej til ham, før de siger hej til mig,” indrømmer Mette Hanrath, ledende psykolog på den retspsykiatriske afdeling i Viborg.

Den treårige ‘formel 1-labrador’ Milo er ikke som alle andre hunde. Han er udannet terapihund og den eneste af sin slags i Region Midtjylland.

Sammen udgør ejeren Mette Hanrath og Milo et umage makkerpar på retspsykiatrisk afsnit R1 med ti patienter, der alle er dømt til behandling.

“Milo har en vej ind til patienterne, som jeg ikke har. Isen bliver brudt med det samme, og det gør det nemmere at skabe kontakt. Så bliver jeg ikke bare en dum psykolog, der vil grave i alt muligt,” fortæller Mette Hanrath med et smil på læben.

Forskning peger på, at terapihunde kan have en stressdæmpende effekt, øge motivationen og styrke den terapeutiske alliance hos både patienter og personale.

Netop de mekanismer genkender Mette Hanrath og personalet i deres daglige arbejde, hvor de oplever, at Milos tilstedeværelse har en mærkbar effekt på patienterne:

“Vi havde for eksempel en patient, som var meget svær at få kontakt til. Milo opsøgte ham flere gange og lagde hovedet på hans skød for at skabe kontakt – uden reaktion. Det gjorde personalet opmærksomme på, at patienten ikke havde det godt, selvom han umiddelbart bare sad stille.”

Alligevel oplever Mette Hanrath, at det kan være svært at få terapihunde ind i den danske psykiatri.

Hun peger på, at de to kulturer – hunde og hospital – ligger langt fra hinanden.

“Jeg tror, det crasher lidt med den firkantede sygehustankegang. En hund på et sygehus virker for mange fuldstændig malplaceret – de tænker: Hvad laver en hund dog her?”

Mette Hanrath oplever også, at der ofte mangler oplysning om terapihundens egenskaber, og at hun møder skepsis fra kollegaer, når snakken falder på patienternes sikkerhed og allergi.

“Da jeg var i gang med at træne Milo, blev jeg mødt af reaktioner som: ‘Hvad med patienterne? Hvad med allergi?’ Det gjorde det tydeligt, hvor stort et arbejde der er i at få fagpersoner i psykiatrien til at være åbne og forstå, at Milo ikke bare er en service- eller besøgshund – han kan bare mere end det.”

Den manglende viden og forståelse er en af grundene til, at terapihunde stadig er sjældne i danske psykiatriske afdelinger, selvom erfaringer fra afdelingen i Viborg viser, at de kan skabe nærvær, mere ro og en mere afslappet stemning i behandlingsrummet.

Det rejser spørgsmålet: Hvorfor har terapihunde ikke fået en mere central plads i psykiatrien, og hvilke barrierer skal overvindes for at udbrede ordningen nationalt?

Med snuden i sporet efter evidens

Dyreassisteret terapi er langt fra et nyt fænomen.

Den første hund fandt vej ind i psykiatrien i 1950’erne, da børnepsykologen Boris Levinson ved et tilfælde opdagede, at et tilbagetrukket barn reagerede positivt på hans hund, Jingles. Levinson udviklede siden teorien om ‘kæledyrsterapi’ og beskrev sine erfaringer i artiklen ‘The Dog as ‘Co-therapist’’ fra 1962.

Trods lovende observationer blev Levinsons arbejde mødt med skepsis og afvisning fra det etablerede psykiatriske miljø – en modstand som terapihunde stadig møder i dag, hvor observationerne stadig er mange, men evidensen halter.

“Det er svært at løfte terapihunde ind i systemet på klassisk evidens. Vi arbejder meget med feltarbejde, hvor vi observerer over tid og ser, om der er en effekt. Min oplevelse er, at hunden har en tydelig deeskalerende effekt og tager toppen af konflikter. Det er svært at måle, men det kan beskrives, og over tid kan det blive til evidens,” forklarer Mette Hanrath.

Effektforskning kan med andre ord give rimelige præcise svar på, om en behandling har haft effekt, men ikke nødvendigvis på, hvorfor den virker – i modsætning til medicinsk behandling, der kan måles ud fra faste og veldefinerede parametre.

Dokumentation spiller derfor en afgørende rolle, når Mette Hanrath og personalet observerer Milo i samspil med patienterne. Derfor er de nu begyndt at føre journal over patienternes adfærd i selskab med Milo.

I mødet med patienterne bliver Milo mere end et behandlingsredskab. Han opbygger relationer, og det er langt fra tilfældigt, forklarer Betina Hofmann, direktør og stifter af Danske Terapihunde, som står bag den uddannelse, Mette Hanrath og Milo har gennemført.

“Relationsopbygning er noget af det, vi bruger mest tid på i uddannelsen. En terapihund arbejder anderledes end en servicehund. Den skal kunne møde fremmede mennesker roligt, skabe kontakt uden at presse og blive i relationen – også når der ikke kommer en umiddelbar reaktion,” forklarer Betina Hofmann.

Ifølge Betina Hofmann kan hunden i de første møder fungere som en genvej ind til patienter, der ellers er lukkede i kontakten med behandlere:

“Der er ikke mange patienter, der tænker: ‘Yes, nu kommer psykologen, det glæder jeg mig til’. Her kan hunden være det første kontaktpunkt. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke er magi. En terapihund vælger ikke fra eller til, den er trænet til at arbejde fagligt i relationen.”

Træning, træning, træning

Mette Hanrath er overbevist om, at hvis regioner og sygehuse skal sige ja til terapihunde, kræver det mere end gode erfaringer. Samtidig peger hun på, at selve uddannelsen kan være en barriere for udbredelsen:

“Det kræver bare meget energi, træning, tid og ikke mindst mange penge.”

Denne mulige barriere er ifølge Betina Hofmann selve forudsætningen for, at en terapihund som Milo kan bruges fagligt og sikkert i psykiatrien, hvorfor certificering er altafgørende:

“Alle starter med en grundig egnethedstest, hvor vi tester både hund og fører. Det handler ikke kun om, hvor dygtig hunden er, men om hvorvidt føreren er klar til at bruge hunden som et fagligt arbejdsredskab – ikke bare tage den med på arbejde, fordi det er hyggeligt.”

Først derefter kan hund og fører påbegynde en modulopbygget uddannelse, målrettet det fagområde, de skal arbejde indenfor – eksempelvis behandling og terapi i retspsykiatrien.

“Vi lægger os op ad internationale standarder, og uddannelsen bygger på evidensbaserede metoder. Det handler om lydighed, miljøtræning, relation og ikke mindst dyrevelfærd. Hunden skal kunne arbejde roligt i komplekse og uforudsigelige miljøer uden at blive stresset,” forklarer Betina Hofmann.

Hvis ikke det lykkedes, kan det i værste fald gå ud over både hundens og patienternes velfærd.

For Mette Hanrath er træning derfor vejen frem. Hun fortæller, at Milo blandt andet er trænet til at registrere stresshormoner – en form for “nosework”.

“Hvis en patient stresser eller har det svært i en situation, kan Milo lugte det. Nogle gange trækker han over mod en patient, og det signalerer til mig, at der måske er noget, vi skal være opmærksomme på.”

Træningen giver Milo mulighed for at bruge sin særlige næse som et aktivt redskab i arbejdet med patienterne. Han indgår også direkte i terapien, hvor samtalerne ofte handler om vrede og impulser.

Mette Hanrath placerer en godbid på Milos pote og fortæller ham, at han skal vente med at tage den.

“Bliv,” siger hun til Milo.

Han kigger ikke på godbidden – han udviser fokus og ro.

På den måde viser hun patienten, at hvis en hund som Milo kan udsætte sit behov for en godbid, kan patienten også lære at udsætte sit behov for eksempelvis stoffer.

“Det kan gøre det nemmere for patienten at forstå, at hvis en hund kan vente, til den får lov, så kan jeg måske også lære det, fordi det er de samme centre i hjernen, der bliver aktiveret hos både hund og menneske.”

Mette Hanrath understreger, at der ikke er tale om magi eller tilfældigheder – det handler om træning, træning og mere træning.

For hende er Milo alle timerne værd, fordi hun kan se, hvad Milo tilfører afdelingen – ikke kun for patienterne, men også for personalet.

“Når der har været en voldsom hændelse på afdelingen, samler vi personalet til en debriefing for at snakke om, hvad der skete. Jeg har også haft Milo med til de møder, og han gør en forskel. Hvis nogen bliver kede af det, går han over til dem, og de sidder nogle gange med fingrene i pelsen på ham.”

“For Milo er det lige meget, om man er patient, psykolog eller Kong Frederik – han har en effekt på alle.”

Milo i ny uniform

Mette Hanrath tænker sig grundigt om, når hun skal formulere sit bedste argument for terapihunde til andre psykiatriske afdelinger i Danmark.

Hun fremhæver, at det handler om at tale hundene ind i den førnævnte sygehustankegang og forsøge at forene de to kulturer:

“Jeg vil fremhæve, at Milo har en generel deeskalerende effekt – noget vi går meget op i i Region Midtjylland, og som man gør i hele Danmark. Han er som sagt trænet til at registrere stresshormoner og kan bruges i vredeshåndtering, hvilket er afgørende i retspsykiatrien, hvor konflikter kan eskalere hurtigt.”

Betina Hofmann supplerer Mette Hanrath ved at fremhæve samarbejdet mellem personale og uddannelsessted, er afgørende for, at terapihunde kan få effekt og blive udbredt:

“Vi oplever effekten af terapihundene, fordi der er etableret tværfagligt samarbejde med alle personalegrupperne. Uanset om det er en skole, Rigshospitalet eller psykiatrien, handler det om, at man fagligt og tværfagligt diskuterer, hvad indsatsen kan gøre for det enkelte menneske.”

Netop Rigshospitalet har på mange måder været first mover. I 2024 blev afdelingen for bedøvelse og intensiv behandling den første i Danmark med en hospitalshund på gangen, da Snoopy trådte ind som landets første hospitalshund. Historien fik så stor positiv opmærksomhed, at Mette Hanrath efterfølgende fik en ny vest til Milo med titlen ’hospitalshund’, som måske kan være lettere at forstå end ’terapihund’.

Ifølge Mette Hanrath er det netop sådanne solstrålehistorier og konkrete initiativer, der kan bane vejen for terapihunde i psykiatrien, så de gode erfaringer med hunde på hospitalsgangene kan komme ud til den almene befolkning og fagpersoner i sundhedsvæsenet.

Alligevel er Milo stadig helt sin egen – uanset hvad der står på vesten.

“Han er lige blevet tre, så der går heldigvis lang tid, før han skal på pension som tiårig.”

Mette Hanrath ved også, at der kommer et farvel.

“Det er svært at tale om. Hunde bliver virkelig en del af ens liv, næsten som ens højre arm. De dør før os, og man må sige farvel,” siger hun og smiler ned til Milo.

Mette Hanrath trøster sig med, at hun allerede nu ved, at der en dag skal uddannes en ny terapihund til retspsykiatrisk afdeling i Viborg.

Og når hun taler om fremtiden, handler det ikke kun om Milo – men om håbet om, at flere patienter en dag får glæde af en terapihund, der trasker op ad den kliniske gang.