Spænd balderne og slå demens på målstregen

René Descartes’ (1596–1650) berømte udsagn “Jeg tænker, altså er jeg” satte hjernen på en piedestal som sjælens hjem. Kroppen – og musklerne – blev reduceret til en maskine, der skulle bære rundt på det egentlige: tanken. Fire århundreder senere ved vi, at Descartes overså en afgørende pointe. 

Kroppens helingssprog

Tænkning kræver muskler – ikke som mekaniske stempler, men som en aktiv kirtel, der rapporterer til hjernen. Inaktivitet er den største - justerbare - risikofaktor for kognitivt forfald, tab af muskelmasse gør det værre. 

“Når du er fysisk aktiv, sætter du gang i kroppens mest avancerede maskine: hjernen. Træning kan forebygge kognitivt forfald og forbedre prognosen for flere hjernesygdomme,” fortæller Shirin Pourteymour, ph.d. og postdoc ved Afdeling for Ernæring, Institut for Basal Medicin, Det Medicinske Fakultet, Universitetet i Oslo, Norge.

For at forstå, hvordan stramme balder kan holde styr på dine tanker, må du forestille dig hjernen som et bibliotek. Bøgerne vælter ind i én rodebunke, men bibliotekaren registrerer og placerer dem på den rette hylde. Ordenen sikrer, at viden kan findes igen.

Bibliotekaren er et område i hjernen kaldet hippocampus. Uden bibliotekaren forbliver bøgerne i bunken. Du vil lede efter det, du engang vidste: nøglerne, årstallet og lokaliteten – alt er væk. Alzheimers demens er bibliotekaren, der langsomt forsvinder. 

Muskler som kirtel og depot

To grundpiller holder bibliotekaren skarp: fysisk aktivitet og muskelmasse. 

Shirin Pourteymour forklarer: ”Den første grundpille er fysisk aktivitet, fordi den sætter gang i produktionen af BDNF (Brain-Derived Neurotrophic Factor). BDNF fungerer som hjernens egen anti-age-eliksir: den styrker nervecellernes vækst, skaber nye forbindelser og dæmper betændelsestilstande, som er nogle af dens positive effekter på hjernen. Når niveauet falder, bliver hippocampus skrøbelig. Resultatet er svækket hukommelse og øget risiko for demens.” 

”Kuren begynder, når musklerne aktiveres og frigiver myokiner – små signalstoffer, der får hjernen til at danne mere BDNF. Effekten kan måles: Regelmæssig træning får hippocampus til at vokse, eller i det mindste undgå at skrumpe,” fortsætter hun.

”Den anden grundpille er muskelmassen, da musklerne er kroppens største sukkerdepot. Større muskelmasse er et større depot. God lagerkapacitet forebygger højt blodsukker – en giftig cocktail for bibliotekaren. Det er ikke uden grund, at Alzheimer ofte kaldes for type 3-diabetes. En lav muskelmasse er en risikofaktor for demens,” ifølge Shirin Pourteymour.

Dosis og effekt

Hvad er den rette træningsdosis? ”Al bevægelse er godt, regelmæssig træning, som gang, løb eller cykling, er bedre. Styrketræning er mest effektiv, fordi du både får større muskelmasse og frigiver myokiner,” uddyber Shirin Pourteymour.

Om det er signalstoffernes effekt, der forklarer den markante forskel, som blev fundet i et svensk langtidsstudie (Neurology, i 2018), hvor kvinder med høj kondition havde 88 % lavere risiko for demens end kvinder med gennemsnitlig kondition – og udskød sygdommen med 11 år, er stof til eftertanke.

Ingen medicin har, indtil nu, kunnet matche muskeltræning, når det gælder prognosen for demens. Vil du have en skarp bibliotekar på seniorordning, må du i træningstøjet.

Fra individuel medicin til fælles gevinst

”Musklerne er en fabrik inde i din egen krop, som du selv kan aktivere. Træning er ikke bare motion – det er hjernemedicin, skabt af dine egne celler til din egen hjerne – og du får altid den rigtige dosis. Det er fantastisk,” siger Shirin Pourteymour.

”Perspektivet rækker ud over individet: Hvis vi kan udsætte demens, får vi ikke blot flere år med klar hukommelse – vi får også et sundere, gladere og mere aktivt samfund,” forklarer hun.

Descartes 2.0: “Jeg træner, altså husker jeg.”