Del 1: Fra antikken til algoritmen, da anmelderen var gatekeeper

“Anmeldere er musikere uden talent.” Sådan lyder en gammel knap så flatterende traver om musikanmeldere. 

I dag er det dog ikke den myte, der forfølger musikanmelderen mest. I stedet hjemsøges den traditionelle musikanmelder af kritiske røster, der udpeger anmelderen som et overflødigt levn fra en analog fortid – uden publikum, uden relevans og uden autoritet. 

Samtidig spirer nye former for musikformidling frem i det grænseløse digitale landskab, mens de etablerede medier presses som aldrig før af læsertal i frit fald og abonnenter, der forsvinder til fordel for gratis onlineindhold. Denne udvikling ses tydeligst i dagbladene: På blot ti år er antallet af musikartikler i fire af landets største dagblade halveret.

Faldet går fra cirka 4.000 artikler i 2014 til omkring 2.000 i 2024, ifølge en rapport fra oktober 2025 fra genreorganisationen Art Music Denmark. Det dramatiske fald skyldes ifølge organisationen primært en generel nedprioritering af kulturstoffet på tværs af de omtalte medier. Formater som musikanmeldelser og musikanbefalinger har oplevet de største dyk på henholdsvis 60 og 71 procent.

Hos Jyllands-Posten og Berlingske, hvor faldet er blandt de største, har redaktionelle beslutninger gjort kulturstoffet mindre synligt. Jyllands-Posten nedlagde sin kulturredaktion sidste år og integrerede det i indlandsredaktionen, mens Berlingske har placeret kulturen bagerst i Business-tillægget. I begge tilfælde er dækningen blevet reduceret betydeligt, angiveligt begrundet i manglende efterspørgsel.

Kultur bliver det første offer

I anmelderkredse mødes tallene med en blanding af resignation og bekymring: udviklingen er nedslående, men for de fleste ikke overraskende. Jesper Skaaning, der er kreativ direktør, i kultur-organisationen ALTERKULTUR, læser faldet som et symptom på, at kulturstof ikke længere betragtes som en kerneydelse: 

“Når musikjournalistik halveres over ti år, er det ikke et tilfældigt udsving. Det er et symptom på, at kulturjournalistik ikke længere opfattes som en kerneopgave i de etablerede medier, men som et belastende bilag, der nemt kan skæres væk.”

Han fortsætter: “Når redaktioner presses økonomisk, bliver kultur ofte det første offer – og det skaber iltmangel: færre stemmer, færre perspektiver og færre steder, hvor kunsten bliver taget alvorligt.”

Og konsekvensen, mener han, er tydelig: 

“Konsekvensen er, at kulturen reduceres til markedsføring. Når redaktionel prioritering følger Spotify-lister frem for kunstneriske strømninger, får vi ikke journalistik – vi får reklame. Og lort.”

GAFFA satser på fornyelse

Hos Nordens største musikmedie GAFFA er man ikke chokeret over tingenes tilstand. Simon Mark Sørensen, der er administrerende direktør hos GAFFA, ser mediekrisen som et pres, der også kan skabe fornyelse: 

“Det er klart, at vi står midt i en brydningstid for, hvad et musikmedie er og skal kunne. Unge medieforbrugere har ændret vaner, og mange medier har ikke formået at tale ind i de ændringer. Det bliver vores opgave at forstå og formidle til en helt anden målgruppe, som konsumerer anderledes end tidligere.”

Han uddyber, at det handler om at møde målgruppen der, hvor den er: “tale i øjenhøjde, arbejde tværmedialt og lancere nye initiativer, der bryder med det, man har set i landskabet.” Og han tilføjer: “Vi ser som en mulighed for os.”

GAFFA vil forsøge at forny sig i forbindelse med en turnaround. Ved årsskiftet flytter redaktionen efter mere end 40 år i Aarhus til København, og hvor mediet sigter mod en yngre målgruppe. Men musikdirektøren vil endnu ikke løfte sløret for konkrete tiltag: “Her kan jeg ikke blive så konkret, da meget fortsat er hemmeligt – men det, jeg kan sige, er, at vi kommer til at lancere et nyt website og nye tværmediale indholdsformater, herunder podcast, lyd og video.” 

Musikjournalistik dækker over flere genrer blandt andet anmeldelse, reportage og portrætinterview. I denne todelte serie er fokus primært på den dominerende genre: musikanmeldelsen. Serien er en baggrunds- og analyseartikel baseret på interviews med musikjournalister, redaktører og medieforskere samt eksisterende forskning og branchedata.

Fra filosofi til offentlighed: Kritikkens fødsel

Musikanmeldelsens rødder kan spores tilbage til det antikke Grækenland, hvor filosoffer som Platon og Aristoteles diskuterede og skrev om musik. De græske tænkere var især optagede af musikkens virkning på mennesket, Platon fastslår i Staten (bog 3), at nogle musikformer kan være samfundsskadelige, mens andre fremmer moralsk adfærd. De første trædesten for musikkritik var dermed lagt.

Den moderne musikkritik, som vi kender den, tager form i 1700-tallets oplysningstid, hvor aviser og tidsskrifter skaber et rum for offentlig samtale om kunst og kultur. Kritikken bliver en central del af det, som filosof og sociolog Jürgen Habermas senere beskriver som den borgerlige offentlighed: et sted, hvor argumenter, vurderinger og idealer udveksles til fællesskabets gavn.

Thomas Michelsen, der er forfatter og musikanmelder hos Politiken, understreger samme pointe i antologien Man skal høre meget, hvor han beskriver kritikken som en del af den kulturelle dannelse. Ifølge Michelsen skal musikanmelderen “invitere til debat” og samtidig leve op til idealet om, at “man skal høre meget” for at kunne udøve en kvalificeret vurdering. Kritikken fungerer ikke som facit, men som et velargumenteret bidrag til en fælles samtale om musik.

Da musikken flyttede ind i stuen, og kritikken fulgte med

Kritikken gennemgår sit første rigtige paradigmeskifte, da grammofonen dukker op i starten af 1900-tallet. Pludselig bliver musik noget, man kan eje, genhøre og tage med hjem. Anmelderen må nu forholde sig til indspilningen som et selvstændigt værk – og bliver en guide i hjemmets nye lytterum. Grammofonens indtog ændrer også tonen i kritikken. Hvor anmelderen før beskrev koncertoplevelsen, kunne debatten nu antage dramatiske former – som da Edvard Brandes’ skarpe kritik endte i en pistolduel, eller da Jørgen Leth anmeldte en aflyst koncert. Episoderne er bl.a. beskrevet i Informations-artiklen i "Brandes endte i pistolduel … Strunge anmeldte bare”.

Musikkritik har altid spejlet sin samtid, og udviklingen fortsætter ind i 1950’erne og 1960’erne, hvor musikmagasiner begynder at forme ungdomskulturens tone og smag. Samtidig vokser radioen frem som en dominerende formidler. Den talende vært bliver en konkurrent til den skrevne kritik, men understreger også behovet for faglige miljøer. I 1924 stiftes Musikanmelderringen som forum for danske kritikere, primært omkring klassisk musik. Foreningen eksisterer stadig i dag og udgav et festskrift sidste år i anledning af foreningens 100 års fødselsdag. Med radioen som det dominerende massemedie og pladen som hverdagsobjekt blev scenen sat for næste skifte: den moderne pop- og rockkritik.

Fra ledestjerner til rockstjerner: Kritikkens guldalder

Fra 1960’erne og frem til internettets gennembrud i 1990’erne oplever musikanmelderen det, man roligt kan kalde en guldalder som vejviser for lyttere og pladekøbere. Ingen institution er mere toneangivende end Rolling Stone, stiftet i 1967 af amerikaneren Jann S. Wenner. Magasinet bliver et kulturelt kraftcenter, hvor musik, politik og ungdomskultur smelter sammen – og hvor excentriske kritikere som Lester Bangs og Greil Marcus ikke bare vurderer musikken, men former læsernes forståelse af rockens betydning. 

I Danmark bliver musikkritikken også mere fremtrædende. Anmeldere på dagblade og nye musikmagasiner begynder at anmelde rock og pop med en tyngde, der tidligere var forbeholdt klassisk musik. Poul Krabbes anmeldelse af Steppeulvenes Hip (1967) åbner med en næsten mytologisk stemning: “Det er ganske mærkeligt at sidde med en blankt skinnende Hip foran sig …” og beskriver albummet, som var det en artefakt. Også Politikens anmelder Torben Bille blander ironi og kritik i sine anmeldelser og beskriver rock som fænomen og ikke kun som lyd.

 For flink musikjournalistik?

Sune Anderberg, der er musikanmelder hos Weekendavisen, peger på, at datidens musikskribenter fungerede som autoriteter i et ekspanderende musiklandskab, der hjalp publikum med at forstå, hvor opmærksomheden skulle rettes hen. Netop derfor ser han en kontrast til i dag, hvor kritikere – som han formulerer det – ofte bedriver “flink musikjournalistik”. Pernille Jensen, musikjournalist, Politiken, peger på en beslægtet tendens i The New York Times, hvor kritikere ifølge hende er blevet tandløse af frygten for at miste adgang til store kunstnere.

Autoriteten og rockstjernestatussen skulle siden vise sig svær at bevare. Med 1990’ernes digitale tsunamibølge og internettets frie musikstrøm vendes kritikerrollen på hovedet, og anmelderens monopol på musikadgang forsvinder.

Gennem historien har musikanmelderen skiftet rolle: fra filosofisk smagsdommer til kulturel autoritet og en slags vejviser i et marked, hvor musikken var en knap ressource. Men hvad sker der med kritikken, når knapheden forsvinder? Når musikken ligger frit fremme, uendeligt tilgængelig og det i stedet er opmærksomhed, ikke adgang, der er det dyrebare?