Cancel culture forklaret: Fra tavshed i lokalsamfundet til digitale storme

Du sidder ved spisebordet med dine tre børnebørn. Stemningen er god, men pludselig drejer samtalen sig om, at to mænd nu kan danne par i Vild med Dans. Du tænker: "Hvorfor skal alting også ændres?" og kommer til at sige, at det virker helt forkert. Børnebørnene skæver til dig. Og så følger en lang forklaring om, hvorfor det, du lige sagde, ikke længere er acceptabelt. Kan du genkende situationen?

Det er netop i den slags sammenstød mellem generationer, at mange taler om cancel culture – eller aflysningskultur – som i de seneste år er blevet et tilbagevendende tema i den offentlige debat. 

79-årige pensionist Elmer Jørgensen fortæller, at det særligt er, når samtalen falder på politik, at uenighederne kommer frem mellem ham og hans børnebørn: "De har før skævet til mig, hvis jeg har udtalt mig om udlændinge. Det er tit det, de unge og gamle bliver uenige om."

Men måske er cancel culture slet ikke så nyt, som det lyder. Elmer Jørgensen husker tilbage på, hvordan man på arbejdspladsen eller i lokalsamfundet hurtigt kunne blive sat udenfor, hvis man sagde noget, der stak ud: "Hvis man havde en anden mening end de andre, så kunne man godt blive skubbet lidt til side. Det gad man ikke høre på. Sådan er det også i dag." 

Den store forskel er dog, at det i dag sker digitalt – så konsekvenserne kan række langt ud over det lokale miljø.

Hvad er cancel culture?

Fænomenet viser sig, når en person, for eksempel en politiker eller berømthed, bliver offentligt kritiseret, udskammet eller boykottet, fordi de har sagt eller gjort noget, andre vurderer som moralsk uacceptabelt. På sociale medier kan anklager hurtigt sprede sig, og modstanden mod den anklagede kan antage form af det, nogle kritikere kalder digital "heksejagt”. 

Det kan resultere i, at folk tilpasser deres ytringer af frygt for sociale sanktioner udefra – som kritik, krav om undskyldning, tab af platform eller position. Selvcensur forekommer antageligt som en naturlig følge: Når man ser, hvad der sker for andre, vælger man måske at tie stille, holde meninger for sig selv eller formulere sig mere forsigtigt. 

I den danske debat bruges cancel culture derfor både om de konkrete sager, der rammer enkeltpersoner (de bliver 'cancelled'), og om det bredere klima, der gør, at flere og flere holder sig tilbage.

Selvom Elmer Jørgensen har indtryk af, at mekanismerne bag cancel culture altid har eksisteret, oplever han, at noget har ændret sig med tiden: "Jeg tror ikke, at personer blev stillet til ansvar på samme måde, som man oplever det i dag. Men derfor bruges det ikke altid retfærdigt."

Cancel culture i Danmark

Du har måske bemærket, hvordan nogle kendte mennesker pludselig bliver udsat for massiv kritik offentligt – og hvordan det hurtigt kan påvirke deres liv og karriere. På et splitsekund kan de gå fra at blive hyldet til at blive udskældt. Aviserne printer overskrifter, de sociale medier koger, og samarbejdspartnerne trækker sig. 

I januar 2024 oplevede Katherine Diez, influencer og tidligere kulturskribent, netop dette. Diez blev afsløret i at have begået groft plagiat i sine boganmeldelser og klummer. Sagen bredte sig hurtigt til medierne, og samarbejdspartnere som Endorse, MSD Danmark, Gyldendal og DR afbrød samarbejdet med hende. Efter skandalen udtalte Diez, at den intense medieopmærksomhed havde været overvældende og haft alvorlig indvirkning på både hendes mentale og fysiske helbred. 

Senere, i juni 2024, udkom DR’s dokumentar Sexisme i musikbranchen, hvor skuespiller og musiker Martin Brygmann blev identificeret som én af de krænkende. Efterfølgende mistede han optrædener og filmarbejde og blev ligeledes mødt af omfattende kritik og fordømmelse i medier og offentligheden. 

TV-vært Peter Ingemann er også bekendt med den stigende cancel culture i Danmark. Hans udtalelser og opslag på sociale medier har flere gange vakt så stor vrede, at folk har kontaktet hans redaktører på både DR og TV 2 og krævet, at han blev fyret. Det er ikke en udvikling, han ser lyst på. Til TV 2 udtaler han: ”Det bekymrer mig helt vildt, at ingen må blive stødt over noget i dag. Min største bekymring er, at vi dræber samtalen, før den er startet. At vi bliver for woke.”

For Ingemann er uenighed essentielt, fordi den udfordrer vores tanker og værdier. Han kritiserer cancel culture som en form for udstødelse, der kan skabe ensretning af meninger, hæmme fri debat og i sidste ende true demokratiet.

Antropolog Magnus Pharao Hansen er ikke enig i, at cancel culture udelukkende udgør et problem for den offentlige debat. Ifølge ham, giver den et bredere udsnit af befolkningen mulighed for at påvirke den offentlige samtale – og er samtidig med til at styrke demokratiet, fordi institutioner og medier holdes til ansvar over for deres læsere og brugere. 

Til Information udtaler han: "Jeg synes altså ikke, det giver mening, som nogen gør, at tale om en generaliseret cancel culture som et ukvalificeret onde, der skal bekæmpes [...] Visse konsekvenser er rent faktisk rimelige og inden for det, man må forvente, hvis man deltager i offentlig polemik og debat.” 

Selvom cancel culture i dag fremstår som et moderne fænomen, minder det i sin kerne om gamle sociale mekanismer, som du måske kan genkende fra dit eget liv. Vi har altid risikeret at blive sat udenfor fællesskabet for vores holdninger. Nogle ser cancel culture som en trussel mod ytringsfriheden, mens andre betragter det som et nødvendigt opgør med ulighed og magtmisbrug. Debatten viser, hvor generationer og værdier kan støde sammen – og at kulturen både kan udstøde og ansvarliggøre.