Død er et vilkår i krig: Nora Stone har mistet kollegaer, men hun vil ikke bytte identiteten som soldat ud for noget

Sandet strinter op fra vejen, og der kommer et tinnitus udløsende brag, da vejsidebomben springer. De patruljerende soldater var i færd med at afdække vejsidebomben, da den eksploderede. En 23-årig soldat fra Dragonkasernen i Holstebro er død.

Det er Nora Stones tredje dag i campen i Helmand-provinsen, Afghanistan. Hun har allerede forsøgt at gøre sit kontor hjemligt. På trods af de store taktiske kort over området, post-it-notes med forskellige gøremål og henkastede officer uniformer, har hun alligevel gjort plads til sit strikkegrej. Det hænder at computeren driller. Og når den gør det, strikker hun sokker til hele delegationen. Dagen startede som de andre, men d. 10. juli 2011 står mere klar for hende.

Kompagnichefen trasker gennem gruset på pladsen, mens han slukøret kigger ned i jorden. Det var hans ansvar, at alle kom levende hjem fra patruljen – men han fejlede.

Nora Stone sidder som forpost i det store telt, der er slået op midt i Helmand-provinsen. Her ser hun alle, der kommer ind og ud. Da kompagnichefen kommer ind, kan hun se, at noget er helt galt. Allerede på tredjedagen oplever hun sit første dødsfald.

De har trænet og trænet og trænet hjemme på kasernen, og ved præcis, hvad der skal ske i situationer som denne. Pragmatikken starter. Kompagnichefen var “noget af en madøre,” så Nora Stone finder nogle af de brødblandinger, som er sendt fra Danmark. Hun slår to rugbrød op og finder spegepølsen frem, som de senere kan spise sammen for at mindes den danske soldat: Alexander Biune.

Mentaliteten blandt soldaterne er ifølge Nora Stone:

“I dag mindes vi den faldende. I morgen angriber vi igen!”

“En af os”

Tilbage på Dragonkasernen i Holstebro, 14 år senere, står Nora Stone og kigger på mindepladsen, hvor der i alt er 12 mindesten. Én for hver af de soldater, fra Dragonkasernen, som er faldet i krig.

Nora Stone står med sine løse knold under den sorte baret. I brystlommen sidder to kuglepinde snorlige. En blå. En sort. På underarmen sidder et stort sort armbåndsur, som selv de skarpeste knive ikke ville kunne slå en flig af. Hendes hvalp, Stella, pisker omkring hende, og har svært ved at forstå alvoren ved mindepladsen.

Hun klapper den glatte overflade på den rektangulære granitsten, hvor Alexander Biunes navn står på.

For Nora Stone er det alfa og omega, at de kan få hinanden igennem sorgen og løfte den sammen:

“Man løfter sorgen op, så alle bærer den. Så man ikke bærer den alene”

Tabet af Alexander Biune var ikke det første. Hun ved godt, at død er “en del af gamet”. “Vi mistede mange i den periode,” fortæller hun med et fjernt blik. På daværende tidspunkt mistede de omkring fem til seks soldater hvert halve år.

I alt døde der 44 danske soldater fra 2001 til 2021, hvorefter Danmark sammen med NATO trak sine tropper ud af Afghanistan. 37 døde i krig. De resterende syv døde som følge af sygdom, ulykker eller af andre årsag.

På grund af de mange års træning, ligger det på rygraden, hvordan der skal handles, hvis der springer eller bombe eller soldaterne bliver beskudt. Og at håndtærer sorg og tab er lige så meget en træning, fortæller Nora Stone.

Hun forklarer, at hun både mærker den samme energi og får den følelse, hun fik ved første tab:

“Jeg var ked af det... Jeg var bare ked af det”

Sorgen er dog ikke det eneste, der fylder for hende, når Nora Stone mister en kollega:

“Man finder også fællesskabet”

Det kan godt være, at de i det ene øjeblik er “hardcore dræber-maskiner,” der prøver at uddrive Taleban, men lige så meget dræber-maskiner de er, er de også bare mennesker.

“At kunne kigge et andet menneske i øjnene og sige: ’det er da bare noget lort med lort på’,” fremhæver hun som noget af det vigtigste.

Nora Stone beskriver sammenholdet mellem soldater som noget helt særligt og specielt, der “ikke kan reduceres til noget ordinært”.

Det er altså ikke bare et job, men en identitet at være soldat. Så når de mister en kollega, er det ikke “bare en kollega, men en af os,” forklarer hun.

Sammenholdet, ifølge Nora Stone, er derfor ikke, som man kender det fra andre relationer eller jobs. De er fælles om en opgave og har samme mål, men de er også afhængige af at kunne stole på hinanden på et helt andet plan. Det gælder liv og død:

“Hvis jeg skal kunne sove, skal jeg stole på, at min makker holder sig vågen”

Og nogle gange, skal de også risikere at ofre sit liv for sin makker. Hun beskriver det selv med et citat, som briterne fra hendes camp i Helmand brugte:

“For your tomorrow, we gave today”

De døde for deres kompagni. Men selvom de er døde, er de stadig en del af holdet. Derfor gør veteranerne også en dyd ud af de årlige mindehøjtideligheder på mindepladsen, hvor kompagnichefen for den faldende fortæller om det menneske, de har mistet.

En del af gamet

Nora Stone sidder isoleret og tvangsindlagt derhjemme på orlov efter en knæoperation i sommeren 2009. Dele af hendes kompagni er afsted i Helmand-provinsen, mens hun ligger derhjemme. Nora Stone logger ind på Hærens Operative Kommandos hjemmeside, som det hed dengang. Hjemmesiden fører status på krigen for, så dem derhjemme kan holde sig opdateret på udviklingen i krigen. Hun holder vejret og stivner. Det gule link indikerer, at der er sket en særlig hændelse. Det er aldrig godt. Hun griber straks sin telefon, og ringer til sin kollega, som befinder sig i Helmand og siger “du er nødt til at fortælle mig, hvem det er!” med frygt i stemmen.

På nuværende tidspunkt er intet meldt ud til offentligheden. Ikke engang familierne er underrettede endnu. Nora Stones informationsbank er mangelfuld, men hun må vide, hvem det er. Et dybt suk kommer fra den anden side af røret:

 “Det er Mads, Martin og Andreas”

Tre unge fyre fra hendes kompagni. Både Mads Lerche Rasmussen og Martin Abildgaard har hun haft som konstabelelever. Hun synker sammen. Nora Stone ringer omgående til sin kæreste:

“Du er nødt til at komme hjem nu. Jeg skal ikke sidde her alene!” får hun fremstammet med grådkvalt stemme.

De tre unge soldater var blevet sprunget til atomer i en åben firhjulstrækker af en vejsidebombe. De var døde. En risiko. Et vilkår. Når man sætter sin lid til krig.

Nora Stone er bevidst om, at “det er den del af gamet”, men alligevel blev hun ramt af en tyngende afmagt og en følelse af gerne at ville være der for sit kompagni, da hun sad der. Helt alene.

“Jeg var aldrig bange i Afghanistan. Jeg vidste, at det ville ske, og hvordan vi skulle komme igennem det sammen. Når jeg sad alene i Danmark, var der ikke noget at tage sig til. Jeg vidste ingenting, og uvisheden blev til en tom fornemmelse,” fortæller hun.

“Hvis vi falder i kamp, ses vi ved langbordet”

Inden Nora Stone tog til Afghanistan, udfyldte hun sin sidste vilje.

“Min sidste vilje” er et dokument, hvor du kan give dine pårørende besked om dine ønsker til begravelse eller bisættelse. På den måde kan familien fokusere på at sørge, og ikke gisne om, hvordan den næste tid skal se ud.

Død er nemlig ikke kun en risiko i krig, men et vilkår. Selvom hun ikke har haft brug for sin “sidste vilje” endnu, kender hun flere, der har. Og hun ved godt, hvor vigtig det er for dem, der er tilbage:

“Det var så bydende nødvendigt at gøre det,” fortæller hun helt pragmatisk.

Da Forsvaret fylder meget af soldaternes professionelle liv, påvirker jobbet også den private soldat. Så når en udsendt skal skrive sin “sidste vilje,” er det typisk med det professionelle virke i baghovedet. Det er så meget en del af identiteten, at det er svært at lægge det fra sig – også i døden. Et ordsprog om netop dette florerer blandt soldaterne:

“Hvis vi falder i kamp, ses vi ved langbordet”

Uanset om alle kommer med hjem, vil de alle ses igen på den anden side. Vikingelingoen om at de alle mødes ved et langbord, fortælle røverhistorier, drikke øl og få et sidste grin med hinanden, symboliserer det sammenhold, de udsendte har, og at der aldrig er et rigtigt farvel.

Grin og gråd

Kirkeklokkerne ringer i Herlufsholms kirke. Kisten bæres ud med Dannebrog glattet ud, så det falder luftigt ned ud over kistens fire sider. Oven på Dannebrog ligger den 26-årige Andreas Søgaards baret. Over 300 mennesker er samlet for at mindes den unge overkonstabel. Præstens ord runger blandt de fremmødte:

“Døden er altid meningsløs, men deres liv var det ikke. Det er fuldstændigt meningsløst, at et ungt menneske skal falde i kamp, men det de gjorde, mens de var i live var ikke meningsløst.”

Andreas Søgaards mor kan ikke holde gråden tilbage. Hendes søn er gået bort. Alt for tidligt.

Store hardcore “dræber-maskiner” synker ti centimeter ned i et tæt kram med hinanden. Et fatamorgana af hulken og uretfærdighed opstår.

“Det er kraftedeme også typisk Andreas at få andre til at grave sine huller,” siger en ung veteran, mens kisten er på vej ind i ligvognen. Latteren letter stemningen en smule.

Når Nora Stone tænker tilbage på begravelsen 16 år forinden, bliver det tydeligt for hende, hvor meget humoren fylder i kollegaernes og hendes bearbejdelse af de meningsløse ting:

“Det er så absurd sagt. Det er så typisk soldater at bruge sort humor som en gateway for at kunne snakke om det hårde,” fortæller Nora Stone.

Hun forklarer, at det at grine er en nødvendighed:

“Når man ikke kan grine af det, kommer man aldrig videre fra sorgen”

Humor og rødvin - og så lidt mere rødvin

På trods af krigens ar, absurditeter og de mange hårde tab, ville Nora Stone ikke være hendes titel som soldat foruden. Når hun fortæller om sin tid i Afghanistan, er den gennemsyret af stolthed, kærlighed og samhørighed med de andre soldater. Hun kan næsten ikke skjule det varme smil, der titter frem på hendes læber.

Hun er en pavestolt soldat helt ind i knoglerne - selv efter 20 år. Og hun kunne ikke forestille sig at arbejde et andet sted. Heller ikke selvom det nogle gange kræver “rødvin, rødvin og lidt mere rødvin at komme igennem de hårde tider,” griner hun drillende.

Med rødvinen og humoren mindes hun dem, der har ofret sit liv for, at hun trygt kunne sove i det store telt i Helmand.

Godt nok vil hun ikke udsendes mere, fordi hun har fået børn, men der findes ikke en større legeplads af et erhverv for hende. Sammenholdet, kampvognene, minderne og jargonen mener Nora Stone ikke findes bedre noget andet sted.

Hendes kærlighed til soldaterlivet er urokkeligt, og minderne om dem, der ikke kom med hjem, gør det umuligt at give helt slip. Selvom noge

ns træsko stilles i ørkenen i Afghanistan, lever de afdøde soldater videre i minderne, erindringerne og ved de årlige mindehøjtideligheder.

“Mennesker dør to gange. Første gang, når de udånder. Anden gang, når de glemmes,” afslutter hun.