Feminisme, fred og fremtid: ”Det er ikke kun i dag. Det er hver dag. Hele året”

En kvinde iført en postkasserød flyverdragt, hvor der står ”Solidarity rocks” på, stjæler opmærksomheden. Den larm, der ellers lige har været fra de mange samtaler rundt omkring på pladsen, bliver kvalt. Stilhedens larm gør sin indtrængen. ”I dag er det d. 8. marts. Vi er samlet for at vise solidaritet med verdens kvinder,” starter Zen Donen, der er talsperson i Everyday Sexism Project Danmark. Hun står på trappen foran Besættelsesmuseet i Mathilde Fibigers Have og holder en mikrofon. ”Det er den kærlighed og styrke, der ligger i solidaritet, der ødelægger fascismen, tyranniet, lænkerne og patriarkatet” proklamerer hun.

Menneskemængden står som sild i en tønde og lytter til, hvad der bliver sagt. Der bliver klappet, piftet og hujet. ”En dag som i dag, har vi fokus på kvindekamp. Og den er stadig vigtig,” fastslår hun.

Næste taler er Nadja Jacobsen. Hun er en aktivistisk transkvinde og en stemme for kvinder, der oplever had i Danmark. Og de kvinder, hvis rettigheder fratages i lande verden over. For eksempel i USA, hvor transkønnedes rettigheder tilbagerulles. Hun hævder, at hun ikke er aktivist af lyst, men ”fordi det er nødvendigt”.

Den sidste taler er Mona Fahd. ”Kære medsøstre. I dag står vi sammen,” siger hun. Mona Fahd har palæstinensisk ophav og taler om de uretfærdigheder, som rammer kvinder og børn i krig. Hun bærer et bomuldstørklæde med et sort-hvidt netmønster. En såkaldt Kufiyah, som også kaldes keffiyeh. Det markerer hendes støtte til Palæstina og Gaza. ”Ingen kvinder er frie, før at alle kvinder er frie,” afslutter hun. Hun forsvinder i menneskemængden, mens en applaus følger hende.

En over 100 år gammel tradition

På trods af marts-kulden er over 200 mennesker samlet i et kontrolleret kaos. De er mødt op med banner, vrede og kampgejst for at fejre de allerede givende og manglende rettigheder. På bannerne står der: ”Kæmp for din medsøster”, ”Kvinder imod krige og undertrykkelse” og ”Men of quality dont fear equality”. Her er alder ligegyldigt. Der er både babyer i flyverdragter og ældre mennesker med grå korthårsfrisure. Demonstrationen er afholdt af Everyday Sexism Project Danmark og Mellemfolkeligt Samvirke Aarhus. Den starter i Mathilde Fibigers Have med taler og korsang, hvorefter demonstranterne skal forsøge af råbe hele Aarhus op under marchen i latinerkvarterets gader og slutter af det sted, de startede.

Kvindernes internationale kampdag er over 100 år gammel. Siden den Anden Socialistiske Internationale Kvindekonference i 1910 har kvinder verden over haft en international kampdag, men først i 1920 blev d. 8. marts fastlagt som en officielle dato. Dengang kæmpede man for valg- og stemmeret. Og selvom kvinder i Danmark har fået stemmeret, er kvindernes internationale kampdag fortsat vigtig, mener Benedicte Dernert:

”Det stopper desværre nok aldrig med at være vigtigt, når man ser på, hvordan det står til rundtomkring i verden. For eksempel med abortrettighederne, der er ved at blive visket væk, og andre kvinderettigheder i forskellige lande, der langsomt går tilbage”

Og netop derfor har hun taget rød læbestift på, sine veninder under armen og skal marchere med dem i dag.

Klar, parat, march!

Mellemfolk Activist Choir går på scenen. Der bliver helt stille, og koret, bestående af unge og ældre med røde bøllehatte på, begynder at synge til melodien af den italienske slagsang ”Bella Ciao”. ”We are women, and we are marching, bella ciao, bella ciao, bella ciao ciao ciao. We are marching for liberation, and we will not be denied,” synger koret. I takt med at demonstranterne fanger ordene, begynder de også at synge med. Til sidst synger hele pladsen. En kvinde står og betragter dem. Inde bag hendes solbriller kan man se, at hun bliver rørt. Hun tager sin hånd op til hjertet og står og betragter koret med kærlighed i øjnene.

Derefter bliver årets fire kampråb, også kaldet paroler, råbt. En af dem, der står for marchen, råber dem igennem en megafon. Herefter peger hun ud mod pladsen og demonstranterne råber. Da kampråbene er på plads, er det tid til march.

En fælles kamp

Tre veninder står sammen og snakker. Den ene, Benedicte Dernert, har klistret et klistermærke på sin rygsæk, hvor der står ”Kvindekamp er klassekamp”. 

Hun fortæller, at det giver hende en empowering følelse at være med i kampen i dag. Hendes veninde Julie Mikkelsen er enig:

 ”Det er dejligt at fejre det at være kvinde. Og at være i det fællesskab. Jeg synes, det er virkelig smukt at man på tværs af generationer og køn kan samles og stå sammen om kampen”

Udover at det giver veninderne en samhørighedsfølelse med andre kvinder, er der også et større budskab:

”Vi er her for at mindes de rettigheder, vi har fået og de rettigheder, vi ikke har fået endnu. Og det handler også om at mindes, de rettigheder vi har i Danmark, som kvinder i andre lande ikke har,” fortæller Alma Junker.

Efter marchen skal de tre veninder ned på A huset for at fejre videre.

Girls just wanna have fun(damental rights)

”I begynder bare af gå,” siger en kvinde og peger ud mod parkeringspladsen foran KØN - Gender Museum Denmark. Fire kvinder med et banner, hvor der står: ”Kvindernes Internationale Kampdag” og tre dansere med spraglet tøj leder marchen. Menneskemængden bevæger sig som en stor slange gennem Aarhus’ gader til lyden af trommer, kampråb og grin. ”Hey hey, ho ho, sexism has got to go” og ”Ohh ohh ohh, girls just wanna have fun-damental rights,” råbes med lungernes fulde kraft og i følelsernes vold samtidigt med, at det bringer smil på demonstranternes læber. ”Man bliver helt hæs,” griner en kvinde under marchen.

Folk åbner vinduerne i deres lejligheder. De kigger ud, råber med og filmer marchen.

De store bannere bevæger sig med hoppende bevægelser fremad. ”Alle der elsker patriarkatet står stille,” bliver der pludseligt råbt, og i samme sekund letter alle fødder fra brostenene på Store Torv.

Kampen slutter ikke her

Tilbage i Mathilde Fibigers Have slutter marchen af. Men selvom marchen er slut, slutter kampen ikke her. Alma Feline Junker understreger, at ”det er ikke kun i dag. Det er hver dag. Hele året," der skal kæmpes for kvinders rettigheder.