Jeg er forælder til min far

Far griber fat i min opgave og tager et stille blik på den. Jeg kigger på ham med fortrøstningsfulde øjne. Den er ved at nå afleveringsfristen, men heldigvis er far uddannet revisor, så han har godt styr på virksomhedsøkonomi. Han rejser sig fra stolen og sætter kurs mod kontoret. Mit blik følger ham, indtil han forsvinder ud af syne. Mangler han sin kuglepen? Eller måske sin lommeregner? Jeg forstår ikke, hvorfor han bare går. 

Efter en halv time kommer far tilbage med et stolt smil på læben. “Se, jeg har løst den!” lyder det fra ham, mens han holder min opgave op foran sig. Der bliver helt stille. “Jamen du skulle jo hjælpe mig med at forstå og ikke bare lave opgaven selv?” får jeg pippet frem.

Det var i 2018, at jeg startede på handelsskolen i Haderslev. En beslutning, der i høj grad var præget af far og hans arbejde som revisor. Jeg ville gøre ham stolt. Jeg ville have noget til fælles med ham. Men med tiden stoppede jeg med at spørge far om hjælp til mine opgaver. Han lærte ikke fra sig eller forsøgte at formidle, hvordan jeg skulle gøre. Det kunne han ikke. Det gjorde mig irriteret og en smule skuffet. Mit håb om en fælles interesse døde hen. Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke kunne finde ud af at hjælpe mig.

❤︎

Mit navn er Sidsel Barasinski. Jeg bor i Haderslev, og det var også her, jeg voksede op sammen med min mor, far og to storebrødre. I dag er jeg 24 år gammel og snart færdiguddannet pædagog.

Det her er en historie om min relation til min far. En far, som jeg har mistet, men stadig er her. Om en relation, som jeg alt for sent fandt ud af, var påvirket af en sygdom. Alzheimers. I dag ved jeg, at det ikke var min far, der var problemet. Det var det fremmede, som langsomt flyttede ind i ham. Hans ansigt og navn holder jeg for mig selv, for det er min historie, I skal læse. 

Far er en ambitiøs og målrettet mand. Et rigtigt konkurrencemenneske. Flydende i tysk, interesseret i golf, uddannet revisor. I sommerferierne havde far fri fra arbejde i hele tre uger. Så var der tid til familieferier i Frankrig, hvor bilen var proppet til randen. Jeg husker endeløs leg på stranden og morgengåture efter baguettes og croissanter. I løbet af årene var far på en del forretningsrejser. Jeg husker særligt én gang, hvor han besøgte selveste Disney World i Florida. Da han kom hjem, havde han gaver med. Indeni var et Minnie Mouse-kostume. Til mig. Tænk, at han havde en gave med hjem til mig! En følelse af evig lykke.

Jeg husker at gøre ham stolt, da jeg fik et 10-tal i tysk, og da jeg valgte at gå på handelsskolen. Men jeg husker også, at han glemte at hente mig fra gymnastik. At jeg regnede med ham, men at han skuffede mig. At jeg blev sur. Ignorerede ham. Det havde han fortjent. De andre forældre glemte jo ikke deres børn. 

I min opvækst følte jeg tit, at han prioriterede sit arbejde højere end at være min far. Vores kvalitetstid skulle helst være gennem fælles interesser, men dem havde vi ikke rigtig nogen af. Vores forhold var præget af konflikt og manglende forståelse. Når jeg for alt i verden ville spille MovieStarPlanet med mine veninder, beordrede far mig til at lukke spillet ned. Ikke tale om. Han kunne bare blande sig udenom. Jeg spillede videre.

Jeg provokerede tit min far. Bad ham om at tie stille eller efterabede, hvad han sagde. Hvis jeg vidste, at noget kunne provokere, skulle jeg nok få det sagt. Men jeg følte mig også misforstået og frustreret. 

I 2015 bliver far for første gang fyret fra sit job som revisor. Fyringen er den første af mange og bliver starten på et turbulent arbejdsliv. Far har svært ved at lære nye måder at gøre tingene på. 

I samme periode begynder han at glemme, hvor hans nøgler ligger. Også selvom han lige har haft dem i hånden. Jeg skal altid hjælpe med at finde dem. Han glemmer også at lufte vores hunde. Det ved jeg, fordi jeg hver morgen lægger hundesnoren på en ganske særlig måde. Og den ligger på præcis samme måde, når jeg kommer hjem igen. Hvorfor kan han ikke bare tage sig sammen?

Mor står for alt det praktiske derhjemme. Også selvom det er hende, der arbejder, og far, der er arbejdsløs. Når hun arbejder sent, har hun forberedt aftensmaden. Far skal bare koge pastaen. Men han ved ikke, hvordan man gør. 

❤︎

Far skal virkelig ikke komme ind nu. Jeg ligger lige og ser film med min kæreste i sengen. Fra døren kan man se direkte herhen, så det ville være absurd uhøfligt ikke at banke på. Mine tanker bliver afbrudt af, at døren går op, og far braser ind. “Heeej,” siger han, hvorefter han banker på den ellers vidt åbne dør. “Må jeg godt komme ind?” Det er lidt for sent at spørge om. Hvorfor har han seriøst ingen situationsfornemmelse? Det kan godt være, at det er kedeligt for ham at gå herhjemme alene hele dagen. Men jeg har sagt til ham tusindvis af gange, at han skal banke på, før han åbner døren. Jeg vil bare gerne se film med min kæreste. Alene. Og det er også irriterende, at far så ofte kalder min kæreste for min ekskærestes navn. Virkelig pinligt. Da min far endelig går ud, låser jeg døren efter ham.

Der ophober sig en vrede i mig. Jeg forstår ikke far og hans måde at være på. Få måneder senere flytter jeg hjem til min kæreste og hans familie. Jeg kan ikke holde ud at bo under samme tag som min far længere.

❤︎

Fra min plads ved køkkenvinduet ser jeg mor og far dreje ind ad indkørslen. Mor sidder bag rattet. Det er januar 2021, og jeg er hjemme på besøg hos mine forældre. De har lige været til lægen med far. Det har været længe undervejs, men far har nægtet. Det er nok stress, tænker jeg. Vores to små hunde modtager far med iver, men han får dem hurtigt skubbet af vejen og fortsætter med hastige skridt mod sit kontor, hvor han lukker døren bag sig. Hvad sker der lige? Jeg står i dørkarmen ud til bryggerset med et søgende blik mod mor, der står frosset tilbage ved hoveddøren. Med blanke, røde øjne og armene hængende livløse ned langs kroppen fortæller hun, at far har Alzheimers. Der bliver stille i få sekunder. “I det mindste er det ikke kræft,” siger jeg. For kræft er jo det værste, man kan få. Alt andet skal vi nok ordne. Det er jeg sikker på.

Vi sætter os ved køkkenbordet. Det røde i mors øjne har endnu ikke sluppet sit greb. Hun fortæller mig om besøget ved lægen. Om alle de opgaver, som far ikke kunne løse, og om lægens dom. Bag mig kommer far pludseligt ud fra sit gemmested på kontoret. “Hvorfor fortæller du børnene om det?” vrisser han af mor. Herefter slutter samtalen. Mor forsvinder ind på soveværelset. Jeg går ned på mit værelse. Lettet over afklaringen. Selvom jeg egentligt ikke kender til Alzheimers. Faktisk aner jeg ikke rigtigt, hvad det er.

Jeg sætter mig i min seng og finder min telefon frem. Med tommelfingrene søger jeg på Google: “Hvad er Alzheimers?” Resultaterne er mange. Mine øjne scanner svarene intenst. Alzheimersforeningen skriver, at det er en uhelbredelig hjernesygdom og den hyppigste form for demens. Jeg bider særligt mærke i den ‘uhelbredelige’ del. Kan det virkelig passe, at han ikke kan blive helbredt? Den tanke rammer mig. Troen, på at vi nok skal fikse far, bliver revet væk fra mig. På et tidspunkt vil han få behov for konstant pleje og overvågning. Han vil ændre sig i både sit følelsesliv, sit temperament og sin personlighed. Og hans hukommelse vil kun blive værre. Han kommer til at glemme mig. Dér indtræffer sorgen første gang. Sorgen over, at han måske ikke når at opleve mit bryllup eller møde mine børn. Sorgen over at miste min far. Hvor er det unfair. 

Månederne efter fars diagnosticering er en kaotisk tid. Han er i konstant benægtelse om sin sygdom. Vi kan ikke snakke åbent om Alzheimers og de udfordringer, som det medfører for både ham og os. 

I februar 2021 bliver mine forældre skilt efter 36 års ægteskab. Mor kan ikke mere. Den ukendte sygdom har tæret på deres forhold i for mange år. Jeg støtter hende i beslutningen, for jeg vil ikke miste to forældre. Efter skilsmissen bliver mit barndomshjem sat til salg. Far modsætter sig både skilsmissen og hussalget. Jeg forsøger at hjælpe både mor og far, der begge skal finde et nyt hjem. Hver for sig. Samtidig kæmper jeg for at få studenterhuen på hovedet. Det er på mange måder mit livs hårdeste tid. Af forskellige årsager har mine to brødre ikke mulighed for at hjælpe far i dagligdagen. Det gør, at jeg har et stort ansvar. Jeg ved, at far har brug for den ekstra omsorg. Og jeg ville ikke kunne leve med mig selv, hvis noget gik galt. Jeg skal vise, at jeg er der for ham. 

På gåture med mor snakker vi om fars sygdom. Om alle de episoder, hvor vi ikke vidste, hvad der var galt med far. Hvorfor købte han skumfiduser, når han blev sendt ud efter optændingsbriketter? Hvorfor kunne han lige pludselig ikke finde ud af at tanke bilen dengang? Sygdommen giver os et nyt syn på far og en anden forståelse for hans handlinger. Men samtalen vækker også en ærgrelse over ikke at have reageret anderledes over for far gennem tiden. Hvis jeg havde vidst, at det var sygdommen, der talte, så kunne jeg have reageret anderledes. Den tanke nager mig. Men jeg ved, at jeg må lade den gå.

❤︎

I fars nye lejlighed begynder vi hurtigt at se mere til hinanden. Mere end vi har gjort i mange år. Men relationen har ændret sig. Jeg er ikke længere barn. Jeg er en støttepædagog, der skal hjælpe ham med at få livet til at fungere. Jeg besøger ham ofte for at tjekke, om han har det godt, og om han får noget at spise. Når jeg besøger ham, drikker vi kaffe. Det er min måde at opretholde en snert af far-datter-relationen på. Efter kaffen sørger jeg altid for, at lejligheden ser fin ud, og at hans tøj bliver vasket. For han har aldrig lært at vaske tøj selv. Og han kan ikke lære det nu. 

Jeg frygter for hans sikkerhed. At han falder ned ad trapperne fra sin lejlighed på tredje sal, eller at han bliver kørt ned, fordi han ikke længere kigger sig for over vejen. Da han blev diagnosticeret med Alzheimers, fik han medicinsk frataget sit kørekort, så han ikke længere måtte køre bil. Noget, som jeg har en stærk mistanke om, at han ikke overholder.

Mistanken bliver bekræftet, da jeg finder ud af, at han er ved at købe en bil hos den lokale forhandler. Jeg kan næsten ikke tro det. Bekymringen for min fars sikkerhed overskygger alt. Han er jo ikke i stand til at køre bil. Det er alt for farligt for både ham og resten af trafikken. Jeg griber min telefon og ringer til bilforhandleren. Jeg er nødt til at trodse far og sætte en stopper for handlen. “Du skal ikke sælge den bil til min far!” Jeg forsøger det bedste, jeg har lært at forklare fars situation. I den anden ende af røret er bilforhandleren en anelse uforstående over, hvorfor min far lige pludselig ikke må købe en bil. Det har han jo gjort hos dem så mange gange før. Jeg mærker en vrede komme frem i mig. “Min far må jo ikke køre bil!” Det ender med, at bilforhandleren går med til at nægte at sælge bilen til far. Og samtidig lade være med at sige, at jeg har ringet til dem. For jeg ved, at far vil føle sig forrådt. Han er jo ikke syg, og jeg er bare en lille pige. 

Jeg kan ikke lide, hvis der bliver for stille. Så lægger jeg mærke til, hvor syg far faktisk er. Det er maj 2025, og min storebror og jeg besøger far. Vi sidder ved hans spisebord, så vi nemmere kan holde en samtale i gang. Min storebror fortæller om sit studie, men far zoner ud. Når samtalen hele tiden går tabt, arbejder min hjerne på højtryk for hele tiden at finde nye emner at snakke om. Hvordan kan han blive mere investeret i samtalen? Jeg forsøger at bringe tysk på banen. Far er jo vokset op med tysk tv. Jeg fortæller, at min kæreste og jeg prøver at lære tysk på appen Duolingo. Pludselig kigger far på mig og sætter sig godt til rette. Han sidder så tilbagelænet, som spisebordsstolen tillader. Hans korslagte arme og hoverende smil afslører, at jeg har ramt plet. Far er på hjemmebane. Jeg prøver at snakke tysk, men han griner bare og siger: “Det er godt nok slemt!” Vi kører en opgave igennem på appen, og far byder ind. Han synes, jeg er helt elendig, men det gør mig bare virkelig glad, at han kan relatere til det tyske. At han tager lige så aktiv del i samtalen som min storebror og mig. Vi hygger os, selvom vi ikke rigtig laver noget. Besøget ødelægger ikke hele min dag denne gang. Men jeg går alligevel derfra med følelsen af, at “det var det.” Han er jo syg, og det kan potentielt være sidste gang, vi har det sjovt. 

❤︎

Nogle gange har far korte perioder med sygdomsindsigt. Så googler han hele dagen. Og når jeg besøger ham, er han tydeligt nedtrykt. Han undskylder gang på gang og forsikrer mig om, at han ikke kommer til at glemme mig. Det gør ondt i mit hjerte. Det er synd for ham, at han er syg. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan. For sygdommen gør ham til en skal af sig selv. Han er ikke længere far.

Jeg bekymrer mig meget for ham. Så meget, at jeg aldrig rigtig slapper helt af. Den konstante dårlige samvittighed lurer altid i mit baghoved. Jeg er jo omsorgsgiver for far. Så det er vigtigt, at jeg besøger ham. Selvom jeg på de dårlige dage blot er på besøg i et kvarter, fordi det tærer så voldsomt på mit humør. 

“Nu gør vi det her,” siger min kæreste til mig, før vi kører hjemmefra. Jeg er både træt og sulten, men det er vigtigt for mig at besøge min far på hans fødselsdag. Det er juni 2025, og far fylder 65 år. Min kærestes engagement smitter af på mig, og jeg glæder mig til at fejre far. Da vi ankommer, kan jeg mærke på far, at der allerede er sket meget i dag. Vores samtaler er korte, fordi han har svært ved at holde fokus. Jeg prøver at genoptage snakken om Duolingo, men far griber den ikke. “Nå far, skal du ikke pakke dine gaver op?” foreslår jeg. Far fumler med gavepapiret, og jeg kan mærke min utålmodighed ulme. Bagefter går jeg i gang med at tømme opvaskemaskinen. Den mangler salt, så det må jeg lige huske at købe. Det hjælper på min rastløshed. Der er gået en halv time, men det føles som fem. Lige nu vil jeg bare gerne hjem. Vi krammer farvel, og jeg går derfra ked af det. Selvom det betyder noget for mig at fejre fars fødselsdag, virker det også ligegyldigt. Han kan jo alligevel ikke huske det i morgen. Min kæreste virker også trist. En anelse chokeret over fars tilstand. Var det en fejltagelse at tage ham med? Nu har han i hvert fald oplevet, hvordan far kan have svært ved at huske mig. Jeg tror, det er sidste gang, jeg får min kæreste med om til far. Det gør mig også ked af det. 

❤︎

Min store drøm for far og mig er, at han kommer på plejehjem. Et hjem, hvor han kan blive passet på hele døgnet af personale med viden om Alzheimers. Det vil betyde alt for os. Den dårlige samvittighed og bekymringen over, at han bor helt alene i sin lejlighed på tredje sal, fylder i mig. For jeg ser far som et barn, jeg skal passe på. Jeg vil aldrig kunne snakke med ham, som mine veninder gør med deres fædre.

Far har svært ved at genkende mig nu. Men det er ikke så slemt at blive glemt. Jeg troede, at det ville være altoverskyggende trist. Men jeg kan jo se, at det er sygdommen. Bruge den som en undskyldning. Jeg har også en større forståelse nu. Jeg bliver varm om hjertet, når far er glad. Jeg prøver at nyde, når jeg har ham for mig selv. At jeg har gode stunder med far. Men jeg bliver også ked af det, når han er ked af det. Jeg stopper mig selv i at glæde mig for meget over de små ting. For om lidt er han her måske ikke længere. Det vil gøre mig ulykkelig. Men en lille del af mig vil også være lettet. For jeg må ikke tabe mig selv i det her. Jeg skal altid have overskud til at være der for min far. Men sygdommen gør, at han ikke kan være der for mig.