Kintsugi i korform: Aarhus Gospel Singers finder skønheden i det uperfekte

Kintsugi er en teknik man bruger, når man limer keramik, der er gået i stykker. I stedet for at skjule revnerne fremhæves de. Man forsøger at finde det perfekte i det uperfekte. Vi skal omfavne vores svagheder og gøre dem til en styrke. Sådan indleder pianisten Peter Hougaard tirsdagens øvesession for Aarhus Gospel Singers i det aflange rum ud til Citykirken, to skridt væk. Her er der samlet 250 lidenskabelige gospelsangere, klar til at træde ind og dyrke det, de alle sammen elsker - Sammen.

Luften sitrer inden de første toner i kirken ved siden af slippes løs. I begge ender af lokalet bliver der chit-chattet, krammet og sagt hej til de få man endnu ikke har hilst på endnu. Højlydt og altid med et smil på læben.

Det uperfekte som styrke

Og den hyggelige stemning bliver atter bekræftet inde i frikirken. Her styrer korlederen Rune Herholdt fra scenen opvarmningen, som han har gjort så mange gange før siden 2008, hvor gospelkoret opstod. For ham giver gospel anledning til at blive ”elsket og accepteret som man er”

” Vi prøver ikke at løfte dyner eller sætte krav eller noget som helst…. Vi prøver at tale hinanden op, og jeg synes vi forsøger at gå efter den ånd, hvor vi vil noget godt for hinanden”, lyder det fra den 48-årige gospel-leder.

Opvarmningen er overstået, og gospeløveren er klar til at skydes i gang. Fra bagerste række spotter man med lethed begejstringen blandt de mange korsangere. Korleder Rune har knap nok præsenteret første sang, før samtlige gospelsangere har rejst sig som en publikumsbølge til en håndboldlandskamp i Herning. Sådan gør de det nemlig hos Aarhus Gospel Singers. Med rank ryg og brystkassen fremme. Klar. Klar til at skråle med, klar til at give slip, klar til at spille hinanden gode.

Første sang der får frikirken til at gynge, er den klassiske gospelsang ”Will the circle be unbroken”. For når man spejder over 250 vidt forskellige korsangere, der hver især ser ud til være det rette sted på det rette tidspunkt, så er det svært at se for sig at fællesskabet og nærheden vil blive brudt, som er det sangens tema dækker over. Med hver sin mimik lever folk sig ind. Dansende, klappende og med en vrikken med hofterne, der måske ikke ville give topkarakter i Vild med dans, men tydeligvis smitter af hos sidemanden alligevel. Lyden bevæger sig som en mur i rummet og løfter stemningen. Brølende, livligt og energisk bliver der sunget for fuld udblæsning, der gør at ens stemme forsvinder i mængden. Og mens flere rammer tonerne hyppigt og rent, er det ikke nødvendigvis tilfældet for alle. Men hvad gør det? Her handler det om at være uperfekt, at stå ved sine svagheder og dyrke dem. At gøre det så godt man kan. Det efterleves til fulde denne tirsdag aften i Citykirken i Aarhus.

Mangfoldighedens melodi

Men midt i rækken af ivrige stemmer står 93-årige Gudrun Østbye. Indlevende og ihærdigt forsøger hun efter bedste evne at skråle med på Coldplays ”Viva la vida” og Norman Hutchins med ”I’ve got my mind made up”. Hun har været en del af Aarhus Gospel Singers siden 2017.

”Jeg synger ikke særlig godt”, griner hun og fortsætter: ” Jeg synger med det jeg kan. Man kan komme som den er, og han (Rune) siger ikke om man synger rent eller ej, lyder det begejstret fra Gudrun inden hun afsluttende pointerer: ”Jeg kan ikke undvære de her tirsdage”

Med rollatoren ved sin side smutter Gudrun Østbye fra stolen i den store og brede gang udenfor frikirken ind til sin vante plads blandt de øvrige gospelsangere igen. Her betragter hun, hvordan de øvrige gospelsangere allerede er gået i gang igen efter en 10 minutters tissepause. Og intensiteten og energien, den har ikke ændret sig, tværtimod. Den er 58-årige Arne Morthorst Petersen blandt andet med til at skabe og holde ved. Udover gospel går han også til Cubansk salsa i sin fritid. Han har ligesom Gudrun også været en del af gospelkoret siden 2017, og han er ikke i tvivl. Med en iver og entusiasme i stemmen fortæller han, at gospel ”løfter hans hverdag”

” Hvis man har haft en træls dag, så kommer man ind i koret og føler man er en stor familie. Man føler sig velkommen. Man bliver glad af at synge” lyder det fra Arne, som til dagligt er Duty manager i Aarhus Lufthavn

Aftenens sidste sang, ”overflow” af Israel and new breed lyder ud af kirken. En brøkdel af de 250 gospelsangere, der denne tirsdag aften har lokaliseret sig i Citykirken har rykket sig op på etagen over os, der er formet som en balkon. Der har været smæk på denne aften. Men med ”overflow” bliver aftenens højdepunkt en realitet. Trampende, flagrende og evigt dansende får gospelsangerne vredet de sidste kræfter ud, selvom de nok kunne have fortsat i en time eller to. For Rikke Naumov, som denne tirsdag aften også er til stede i frikirken, er det den store mangfoldighed, der gør Aarhus Gospel Singers til noget særligt.

”Man føler man er fælles om det. Ingen spørger til hvad man laver, der kan være direktører og der kan være rengøringskoner. Man kommer som menneske, og man skal ikke til nogen optagelsesprøve. Hver fugl synger med sit næb”, lyder det fra 53-årige Rikke Naumov, som til dagligt er administrativ medarbejder på en folkeskole.

Aftenens øvesession er færdig. Vasen er limet sammen, med sprækker, huller og ridser. Det er nemlig meningen med det her gospelkor. For som Peter Hougaard citerer Leonard Cohen for, da han indleder koraftenen i Citykirken. “There is a crack, crack in everything. That’s how the light gets in”