Tatreez: Når broderi bliver et sprog om identitet og modstand

Stik, træk, stik, træk. Gentagelser der former en rytme, ligesom trommerne fra højtaleren i hjørnet, der fylder rummet ud med arabiske melodier. Den røde tråd strækker sig og forsvinder ind i stoffet, og efterlader motivet tydeligere og tydeligere. Farah Oueit,  retter blikket op, med hænderne fast om stoffet, og begynder at fortælle, hvordan broderi er en integreret del af landsbykvindens liv. “Det er en folkekunst, som hun arver og videregiver til hendes døtre, og dem videre til fremtidige generationer af palæstinensiske kvinder”. Forskellige regioner i Palæstina har udviklet hver deres unikke tatreez-stilarter, som broderi hedder på arabisk. Tatreez er som et sprog, hvor hvert mønster, motiv og farvevalg betyder noget forskelligt. Alt fra kvindens regionale identitet, civilstand, men også en historie om det liv hun oplever.

I midten af rummet er fire trækasser sat op som langbord, med et hvidt stof der slanger sig henover. Fem nysgerrige kvinder, med hver sin nål og sytråd, sidder foroverbøjet i skrædderstilling på et gulv dækket af bløde pudder og mønstret røde tæpper. De kigger på skift op mod Farah, men også koncentreret ned mod deres motiver. Og en af kvinderne indrømmer ydmygt “Jeg har lidt svært ved at lytte og tælle sting”. Rummet er dækket i mørkerøde klæder fra det lave loft ned langs væggene, og kun enkelte lyse klæder bryder ensformigheden. "Rummet skal forestille en livmor", fortæller kaospilot Maria Jodiyawalla, der har ansvaret for rummet. Denne livmor dufter dog aromatisk af sort te og hjemmebagte småkager.

Tradition til vision

Det er ikke hvilke som helst motiver, kvinderne broderer. Farahs røde tråd er i gang med et mønster, der forestiller granatæbler, som repræsenterer det palæstinensiske folks håb om en frugtbar fremtid, med vækst og velstand. En anden kvinde med mørkegrønt hår, der matcher hendes strik, former en lysegrøn due, som symboliserer det palæstinensiske folks længsel efter frihed og håb om en lysere fremtid.

Motiverne har det tilfælles, at de kan fortælle noget om fremtiden. Temaet er nemlig tradition til vision. Og det er fordi, at workshoppen er en del af festivalen Den Nye By, skabt af unge aarhusianer, som vil have gæsterne til at gentænke vores måde at være i byen på, med fokus på bæredygtighed og fællesskaber. Mere end 60 ungdomsorganisationer og grupper er med, og projekt Tatreez er en af dem.

En tråd tilbage til Palæstina

En kvinde med store røde blomster øreringe, og mørkeblå negle der forsøger at få den røde sytråd ind i nålen, spørger ind til Farahs tilknytning til brodering. “Det startede i sabbatåret. Jeg ville gerne komme tættere på mine rødder”. Farahs bedsteforældre kom fra det nordlige Palæstina, men blev fordrevet og boede i en flygtningelejr i Libanon, hvor hendes forældre blev født og voksede op. Men i slut 80’erne flyttede hendes forældre til Danmark. Her er hun opvokset og læst Fashion Design på VIA i Herning.

Kvinden med det grønne hår har bevæget sig hen til trækassen dækket til med en sort og hvid keffiyeh, hvor der ligger snack. Hun trækker en daddel op og siger “Det er de bedste dadler der findes”, mens hun begynder at tygge på den. Keffiyehen er et tørklæde som også bærer stærke symboler, med rødder i mellemøstlig historie, og er især i Palæstina blevet et tegn på kampen for frihed, retfærdighed og selvbestemmelse. Fiskenettet repræsenterer tilknytningen til havet, de fede linjer handelsruterne, og da oliventræer er en vigtig del af det palæstinensiske landskab, symbolisere olivenbladene modstand og tilknytning til jorden.

Huda Chaaban kommer raskt ind i livmoderen. Hun har håret halvt oppe, og et stort smil på læben. Sammen med Farah, er hun en af de fire kvinder, som står bag projektet. Hun hiver sin keffiyeh frem, som hun har broderet forskellige motiver på. “Jeg går ikke så meget op i farverne og deres betydning. Jeg synes det afstressende og hyggeligt”. Men det ikke kun for hyggen, fortsætter Huda, mens snakken summer i rummet og ude fra Mejlgade 53.

“Jeg føler mig forbundet til håndværket, fordi jeg er palæstinenser. Og jeg føler et ansvar for at holde liv i traditionen og videregive det. Vores tidligere generationer har gjort det, og vi må ikke glemme det”. Det er Farah enig i. Et skær fra lamperne og lyset fra vinduet rammer hendes ansigt og lyser hendes lyseblå øjne op. “For eksempel er der motiver der forestiller huse, som netop viser vores tilknytning til landet”.

Huda indskyder, “Du plejer også at fortælle, at kvinderne blev inspireret af, hvad der var i deres hverdag, for eksempel ham den gamle mand”. Farah bryder ud i grin. “Der er et mønster der bliver kaldt for gammel mands tænder. Forstil dig en linje, og nedrunder er der mellemrum mellem stingene. Der er også bagermandens kone, og snegle på række. Kvinderne har været kreative”.

Nakbaen i stingene

Gennem brodering kan vi fortælle historier på en lidt anderledes måde, nedbryde fordomme og snakke om Palæstina både nu og dengang, fortæller Huda. “Man kan se, at kvinderne for eksempel begynder at brodere andre motiver og symboler før og efter Nabkaen”

Med oprettelsen af Israel, blev omkring 750.000 palæstinensere fordrevet fra deres hjem, kaldet Nabkaen. Under Israels seneste offensiv i Gaza, som flere eksperter vurderer til at være folkemord, er mindst 1,5 millioner palæstinensere blevet fordrevet fra deres hjem, hvilket er over dobbelt så mange som dem, der blev fordrevet under Nakba i 1948. For palæstinensere er Nakba ikke en separat historisk begivenhed. Det er en løbende fordrivelsesproces, der aldrig er stoppet. Farah fortæller, at man også kunne se det i broderier tilbage fra 1920’erne, da det britiske mandatområde i Palæstina blev etableret efter 1. verdenskrig. Hvor tykke linjer symboliserede splittelsen kvinderne oplevede.

Tatreez er ikke blot udsmykning, men et sprog, arkiv og et levende stykke kulturarv. Og vigtigheden i at bevare den, blev særlig tydeligt da UNESCO, tilbage i 2021, tilføjede palæstinensisk broderi til deres immaterielle kulturarvs liste. At sidde og brodere i et trygt og hjertevarmt rum, som livmoderen, kan være nok så meditativt, men kvinderne bag Projekt Tatreez starter også nogle samtaler om, hvordan vi ønsker fremtiden skal være, og broderiet bliver et symbol på identitet og modstand.