Grønt føles godt: Klimahandling giver livskvalitet
Danskerne forbinder i stigende grad grøn omstilling med bedre livskvalitet. Det viser en rapport fra TankeTanken Mandag Morgen. Rapporten hedder ”Danskernes holdning til klimahandling” og viser, at hele 71% af de adspurgte danskere mener, at bæredygtige valg kan være med til at styrke det godt liv.
Samtalen om klima har måske før haft en klang af afsavn og af at måtte nøjes, og grøn omstilling har kunne føles som noget, der krævede ofre.
Nu peger en rapport fra TankeTanken Mandag morgen dog på, at der faktisk er en overvægt af danskerne, der ser klimahandling som en gevinst og en medskaber af det gode liv. At den grønne omstilling rent faktisk kan være med til at skabe bedre trivsel. Det tyder på et skifte i klimadebatten. Fra afsavn og pligt til gevinst og livskvalitet.
Grønt føles godt
Anders Freestone er selvstændig, og han kan godt se forbindelsen mellem grøn omstilling og det gode liv. Han har slået sig ned i et slags bofællesskab, hvor de i høj grad er selvforsynende og hvor penge, plast og forbrug fylder meget lidt.
De har køer, grise og høns, som de fodrer med de madspildsvarer, de ikke selv spiser i bofællesskabet, og de grønne valg har en stor betydning for Anders Freestone:
Det fylder en stor del af mit liv og min samvittighed, at jeg ønsker at gøre en forskel. Jeg gør noget, og jeg gør meget. Det er ikke bare en drøm eller tomme ord. Det er også handling, og det føles godt.
Klimasnak har måske før i højere grad være forbundet med at passe på planeten og at sikre dens fremtid, så de næste generationer har en god planet at bo på. Så at klimahandling har fået mere håndgribelige og positive konnotationer som "trivsel" og "et godt liv" må siges at være en god nyhed for planeten.
En naturlig del af livet
Klimahandling er også noget, som Anders Freestone giver videre til sine børn. De bevidste valg, han tager, har han nemlig lyst til skal være en naturlig del af børnenes liv.
”De skal ikke høre deres far tale en masse om det. Det kommer i deres egne hænder og bliver deres egne levede erfaringer at leve grønt,” siger han.
”Jeg føler, at jeg giver mine børn mulighed for at handle grønt, og på den måde lever de også mere naturligt og grønt,” uddyber han og slår fast, at han altså mener at lave grønne handlinger og ikke at handle ind.
Anders Freestone handler nemlig ikke, og han er indiskutabelt en del af de 71%, der tror på, at de grønne valg kan være med til at skabe det gode liv.
En temperaturmåling på danskerne
Hvad danskerne helt præcist er blevet spurgt om i rapporten, forklarer Rikke Lydert Kvist, der er senioranalytiker hos TænkeTanken Mandag Morgen:
”Vi spurgte, om grøn omstilling kan styrke det gode liv med bedre sundhed ved hjælp af mere natur, grønne områder, grønnere mad, mindre bilstøj, renere luft..”
Det er dét, 71% af danskerne har svaret ja til.
Rikke Lydert Kvist kalder rundspørgen ”en temperaturmåling” på danskernes holdning til den grønne omstilling.
Målbar trivsel med mindre klimabelastning
Mikael Bellers Madsen er seniorkonsulent hos Klimaakademiet. I 2017 var han projektleder på rapporten ”Større trivsel med mindre klimabelastning” og beskæftigede sig dér med samme spørgsmål. Han bakker op om dét billede, rapporten fra Mandag Morgen viser:
”Vi fandt familier, for hvem det lykkedes at leve mere bæredygtigt og trives på samme tid”
Han uddyber, at trivslen blev målt med anerkendte metoder:
Vi kunne simpelthen gå ind og måle ved WHO’s standardmålinger, om folk trives – og det gjorde de.
Mikael Beller Madsens undersøgelser understøtter rapportens billede af, at grøn omstilling ikke længere blot handler om at mindske Co2-udslip og redde planeten, men også om livskvalitet.