Lærke og Maja må vinke farvel til et socialt liv efter skole: "Kan vi få flere busser, tak" 

De mange armbånd klinger hårdt mod bordet, da de to piger sætter sig ned. De taler allerede i munden på hinanden. Det er tydeligt, at de har noget på hjerte:

"Selvfølgelig vil vi gerne snakke med jer, for det er så nederen med de busser,” griner 16- årige Lærke Korsgaard, imens veninden Maja Ebsen på 15 år nikker bekræftende.

De satans busser

De to veninder går i 1.g på Horsens Gymnasium og HF. De bor begge i Grædstrup, en lille by som ligger 28 kilometer uden for Horsens, og derfor tager de bussen hver dag til og fra skole. Noget, som har vist sig at være ret så omstændigt:

”Busserne kommer ofte for sent eller for tidligt, og de er overfyldte. Generelt gør de det svært for hverdagen at hænge sammen.”

Pigerne fortæller, at de ofte må fravælge aktiviteter efter skole, da der ikke kører busser hjem om eftermiddagen. Det gælder alt fra frivillig dans og shoppeture i Horsens midtby med veninderne, men også muligheden for at have et fritidsjob:

”Jeg kan ikke have et arbejde, for mine forældre kan ikke køre mig frem og tilbage. Det er virkelig øv, for jeg vil jo gerne tjene penge, så jeg har mulighed for at være sammen med mine veninder” siger Lærke Korsgaard.

Opbakning til eleverne

Det er ikke kun eleverne, som oplever problemet med manglende busforbindelser. Flemming Steen Jensen er rektor på Horsens Gymnasium og HF. Han fortæller om elever, som kommer for sent til undervisningen, og som må fravælge at tage til skolearrangementer. Alene på grund af bussen:

”Det er et kæmpe problem, og vi er derfor i dialog med både kommunen og Midttrafik for at finde en løsning. En dialog vi er glade for, men vi mangler stadigvæk reel handling.”

Maria Hindberg Hansen er formand for Horsens Ungeråd. Hun savner også, at politikkerne tager problemet seriøst.

”Når vi snakker med eleverne, er det første problem, som de nævner, altid busserne. Vi har derfor flere gange snakket med byrådet for at finde en løsning. De vil gerne lytte, men de handler ikke. Problemet har været det samme i flere år.”

”De vi få min stemme”

Tilbage på gymnasiet stiller de to piger sig undrende overfor politikkerne:

”Jeg forstår ikke, hvorfor politikkerne bruger så mange penge på bybusser. Dem, der allerede bor herinde, kan cykle rundt. Vi andre er afhængige af bussen. Hvorfor bruger de ikke penge på os i stedet?” siger Lærke Korsgaard.

De to piger er for unge til at stemme ved det kommende kommunalvalg. Alligevel ved pigerne, at de i fremtiden vil sætte deres kryds ud for de politikere, som anerkender problemet. Maja Ebsen begrunder det med et simpelt argument:

”Det fylder bare mega meget i vores hverdag.”

Hvor er løsningen henne?

Men hvorfor er det, at politikkerne endnu ikke har løst problemet?

Rikke Østergaard Christensen (R), formand for Bæredygtighedsudvalget i Horsens Kommune anerkender de unges behov for flere busser. Men hun mener samtidigt, at byrådet har forsøgt at løse udfordringen på flere måder, samtidig med at økonomi agerer bremseklods: 

”Det er rigtigt dyrt at indsætte flere busser. Især fordi de ikke bliver fyldte nok. Vi har kigget på problemet, men løsningerne ligger ikke om hjørnet, så vi har måtte finde nogle andre metoder.”

Kommunen har derfor indgået et samarbejde med appen nabogo, der skal gøre det lettere for borgerne at lave samkørsel. Desuden peger Rikke Østergaard Christensen på, at Flex-bussen kan agere som en alternativ mulighed.

Frikvarteret er snart slut. Stolen skraber mod gulvet. De to piger begynder at pakke deres tasker sammen. På vej ud ad døren sættes det sidste punktum i samtalen: 

”Det er faktisk virkelig irriterende med de busser,” griner Maja Ebsen, imens Lærke Korsgaard holder døren.