Når mesterskabet falder til jorden: ”Det var måske ikke kun for at vinde”

Uffe slår med hovedet da Bolette sætter ham i trav. Det blæser, så han er ekstra nøjsom i dag og kan let blive forskrækket. Hun bliver stram i ansigtet ved tanken om det notat der vil stå i programkritikken. Det er der ikke noget at gøre ved nu. Snart er det glemt og hun driver ufortrødent Uffe videre i programmet. Hun giver et nik til den ene af veninderne der står langs banens hvide afgrænsning, da hun rider ned ad langsiden for sidste gang, før hun er færdig. 

På den lokale rideklub i Smørum bliver der afholdt klubmesterskaber i dressur for hold. Bolette Hornby er stillet op med et hold på fire veninder, for at forsvare staldens titel som ”Hede Enge Eliten”. De skal ikke bare vinde. Det handler om at vise dem fra nabogården hvad de dur til.

Ståpladserne omkring banen er næsten helt fyldt op, men der er stille når der bliver redet på banen. Ingen vil risikere at komme til at forstyrre hverken hest eller rytter. I dommertårnet for enden af banen sidder dommerne og skal have ro til at vurdere, hvem der laver øvelserne mest præcist. På trods af de mange mennesker samlet, kan man høre lyden af hestens hove der rammer sandet i fast takt. Indimellem afbrydes rytmen af en prusten fra hesten på banen, eller fra en af dem der venter på at det bliver deres tur.

Da dressurprogrammet er færdigt, breder der sig en klapsalve blandt tilskuerne. Langs stævnebanen står håbefulde og hujende familiemedlemmer og venner. Bolette og Uffe forlader banen og ud på stævnepladsen. Et stort smil breder sig under ridehjelmens mørke skygge. Hun hopper af og løsner straks næsebåndet på hesten uden at kigge. ”Hold kæft hvor var I seje!”, råder den ene af veninderne. Hun vinker mens hun nærmer sig stævneekvipagen med lange skridt fra tilskuerpladserne. Uffe står med hovedet højt og spidsede ører. Bolette og veninderne taler kort om rideturen, før en af de andre piger skal til at gøre sig klar til deres tur.

Al nervøsiteten som Bolette følte før ridtet, lader kun lige til at være forløst, før spændingen stiger igen. Nu venter holdets pointafstemning. Veninderne samles. Der bliver næsten ikke udvekslet et ord, da de skiftevis henter programkritikken i dommerhuset og hjælper med at holde hinandens heste. Nu venter dommernes afgørelse.

Over højtalerne lyder navnene på de ekvipager og hold, som skal tilbage på banen til præmieoverrækkelse. De optrukne skuldre falder langsomt. Veninderne sukker. ”Pis”, lyder det fra den ene. De vender næsten hestene rundt samtidig. Det blev ikke i år, at Hede Enge Eliten trak trofæet hjem.

Bolette står med en følelse af ærgrelse i maven. Hun havde øvet sig og gjort sig umage. Målet var lige i sigtekornet. Den ene veninde havde redet fejl, da hun midt på banen havde glemt programmet og måtte trække sig. Forglemmelsen var nok til at skævvride holdets førende pointstilling og derfor skrotte drømmen om klubmesterskabet i denne omgang.

Hun aer Uffe på mulen. Han har klaret det godt i dag. På trods af blæsevejret og det primitive dommertårn, der egentlig bare var en trailer, som han viste sig at være meget bange for, inde på banen. De er et nyt makkerpar, de to – Bolette og Uffe. Hun forklarer hvordan man altid lige skal lære hinanden at kende, hest og menneske, før det bliver rigtig godt. Hun smiler og kigger op mod det store rødbrune hestehoved med rødblussende kinder.

På stævnepladsen blander duften af brændt ost sig pludselig med den velkendte duft af hest, som ellers ligger som en sky over stævnepladsen. To af veninderne har hentet toast til holdet, som de har købt i stævnecaféen. Det er en tradition med stævnetoast, når de har været til stævne. Det er de enige om. Med en toast i den ene hånd og tøjlerne i den anden, vender alle otte snart mulen hjemad. På turen hjem diskuterer pigerne dagens ridt og hvad de vil gøre endnu bedre næste år. Skuffelsen fra tidligere var ikke længere til at ane på Hede Enge Elitens ansigtsudtryk.

 Måske projektet om klubmesterskabet egentlig heller ikke kun handler om at vinde, forklarer Bolette og griner. ”Det er jo skidehyggeligt at tage af sted sammen. Vi får alle en oplevelse ud af det og vi gør det lidt for staldfællesskabets skyld også”. Så må de lige øve at huske programmerne til næste gang.