Nu vælger jeg selv min kjole

Svag musik strømmer ud af bilens højtalere, mens vi kører gennem aftenen. Det er tirsdag, han har undervist på ungdomsskole, og jeg er blevet slæbt med. Præcis som jeg plejer.

Jeg har fået en kærlighedserklæring fra en gammel ven. Jeg fortæller om den, for jeg ved, han finder den – hvis ikke han allerede har set den. Jeg griner og stryger håndfladerne over mine bukser. Ærlighed er vigtigt for os. 

Jeg kan ikke se hans øjne, men hans spændte kæbe afslører ham. Afslører hans vrede. Han begynder at råbe ad mig. Jeg råber tilbage. Han tror ikke på mig, når jeg siger, at jeg ikke har lagt op til at få den besked. Der er ingen, der skriver sådan uden grund, siger han.

“Du kan jo se, jeg ikke har svaret ham,” råber jeg og viser ham telefonen. Han ryster bare på hovedet og stirrer ud igennem forruden.

Han river i rattet og trækker ind i nødsporet. Bilen bremser så hårdt op, at jeg ryger frem i selen. Han vender sig mod mig. Hans blik er mørkt. Alt fokus er på mig, men denne gang føles det ikke rart. Jeg bliver varm på halsen, og mit hjerte banker hurtigt. Han tager fat i min krave og trykker mig op imod bilruden. Jeg råber, at han skal give slip, men jeg kan ikke trænge igennem til ham. Han stirrer på mig, hæver sin hånd og knytter den. Han slår mig i hovedet. 

Kapitel 1 – Alt starter med en forelskelse

Det er sommeren 2014, det er min sidste skoledag i dag, jeg har lige fået læseferie. Jeg sidder på Jensens Bøfhus sammen med mine veninder, og et par borde længere henne sidder han. Jeg ser ham, han ser mig.

Vi taler ikke sammen, for vi kender ikke hinanden. Men jeg ved godt, hvem han er. Han er sådan en, man ved, hvem er. Jeg drages af ham på en måde, jeg ikke har oplevet før. Ikke engang af min kæreste.

Nogle dage senere sender han mig en venneanmodning på Facebook. Så en besked.

Han er lidt ældre, 23 år. Jeg er 17. Det gør mig ikke noget. Der er noget fascinerende over ham. Han er spændende at være omkring, og vi bliver hurtigt venner. Vi har det godt sammen, sjovt sammen, og han er der for mig, når jeg har det svært.

På et tidspunkt hjælper min kæreste og jeg ham med at flytte fra sin ekskæreste. Da det bliver november, hjælper han mig ud af mit forhold.

Vi har set hinanden hver dag de sidste to uger. Alt er så nemt, når vi er sammen. Vi kan sidde i timevis og snakke om, hvorfor det hedder Stanniol, og hvem der dog har bestemt det? Vi slås med viskestykker, kæmper til sveden pibler frem. Jeg griner så meget, at jeg ikke kan få luft. Han løfter mig op og kaster mig ned i sengen. Propper mig ned i flyttekasser og trækker mig rundt i lejligheden. Vi kører lange ture uden destination og uden grund. Jeg tager de kjoler på, jeg ved, han kan lide, og han fortæller mig, at jeg er smuk. Han kommer med blomster, inviterer mig ud at spise, og det kriller i maven, når jeg ser på ham. Vi går afsted, sammen, min hånd i hans.

Det bliver nytårsaften, og jeg skal til fest hos min veninde. Jeg vil gerne have ham med, men det, synes hun, er en dårlig ide. Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke kan lide ham. Han er jo sød og dejlig og har ingen andre at være sammen med, og så vil hun ikke have ham med. Det kan hun jo ikke bare sige, hun kender ham jo slet ikke. 

Jeg melder afbud til nytårsfesten.

Som månederne går, begynder diskussionerne at komme. Det er jo også en del af at være kærester, sådan er det. Han siger, at han elsker mig, men hans puf bliver til skub, og nu bliver flyttekassen kastet efter mig. Nogle gange gør det ondt, nogle gange gør han mig ondt.

Men det ikke er med vilje, jeg gør ham bare så vred, siger han. Han bliver ked af det, når han siger det, og så kommer han med chokolade, og i vores omfavnelse ved jeg, at alt nok skal blive godt.

Jeg har en følelse af, at vi godt kan løfte det her sammen. Han har valgt mig til at hjælpe ham med at blive et bedre menneske. Og jeg ved, at jeg er den eneste, der kan hjælpe ham. 

Han er jo bare det dejligste og kærligste menneske, som nogle gange har det svært – og det kan jeg godt leve med. 

Min kind bliver helt varm, hvor hans knoer ramte Tiden stopper inde i bilen, der holder i nødsporet. Den svage musik fra bilens højtalere bryder stilheden. Mit hoved dunker. Han kigger ikke længere på mig, og stirrer nu lige ud i luften.

Min trøje er helt krøllet. Jeg forsøger at glatte den ud. Hvorfor gør jeg det her? Kan jeg dog ikke bare forstå, at det er mig der tvinger ham til at gøre mig ondt.

Min hals snører sig sammen, og jeg mærker en lille trækning i min mundvig. Tårerne presser sig på, men jeg græder ikke. Han trækker ud af nødsporet og sætter farten op. Jeg vipper solskærmen ned, og ser mig i spejlet.

Hans slag har ikke efterladt et mærke. Jeg bliver lettet. 

Hvad skulle jeg dog have sagt til mine forældre? 

Kapitel 2 – Det, ingen må vide

Efter et halvt år flytter han hjem til mine forældre. Det er ikke noget, som vi har snakket om, han er bare flyttet ind hos mig. En sportstaske ad gangen.

Jeg ser ikke så mange andre. Har heller aldrig haft særligt mange venner, men efter vi er begyndt at se hinanden, er de få, der var, væk. Jeg magter ikke at forsvare, måden vi er sammen på. Selv hvis jeg vil, kan jeg alligevel ikke gå fra ham. Han har gjort det klart for mig, at man ikke har lyst til at være hans ekskæreste. 

Han vil ikke lade mig sove. Jeg kan ikke huske sidste gang, jeg har fået en hel nats søvn. Igen i nat vågnede jeg ved, at han prikkede mig i panden. Rytmen var konstant. Jeg åbnede mine øjne, og lyset fra min telefonskærm blændede mig.

Når jeg sover, gennemgår han min mobil.

“Hvorfor er der hjerter,” spurgte han, inden jeg overhovedet havde nået at se, hvad han refererede til. “Hvorfor har du skrevet med sådan en perkerfyr?!” 

Jeg så på ham. “Shh.” Han ved, at mine forældre sover lige inde ved siden af. Man skulle tro, han gerne ville opdages. Han havde igen fundet noget. Der er altid et eller andet. Jeg vendte mig om på siden og tog mine høretelefoner i ørerne. Jeg skulle aldrig have givet ham koden til min telefon. Han ser efterhånden spøgelser alle vegne. Han flåede høretelefonerne ud af ørene på mig, rev i min nattrøje, så den flækkede, tog min hovedpude og kastede den på gulvet. “Hold nu op altså. Jeg var 13 år gammel, sådan skrev man jo bare,” hviskede jeg og vendte mig om igen. Jeg var lige ved at falde i søvn, da jeg mærkede hans hånd ruske i min skulder. Hans pupiller var store, som de altid er, når han er rasende. Jeg skulle i hvert fald ikke sove, når han ikke kunne. Det hader han. Jeg lukkede øjnene i igen, og han sparkede mig over benet. Sådan fortsætter vores natlige ritual. 

Klokken 06:30 kravler jeg stille ud af sengen og går ned i køkkenet. I stilhed spiser jeg en skål havregryn sammen med min mor, inden jeg tager på arbejde. 

Oppe ad formiddagen får jeg den første besked. “Fuck, hvor er det klamt, at I bor sådan her,” skriver han. Han sender et billede af morgenmadskålene, der står ved siden af vasken. Der kommer også et billede af den fyldte skraldespand.

Det giver et sug i maven. Jeg får lyst til at tage hjem og sætte det i opvaskemaskinen. Jeg kigger på uret. Stadig seks timer til, at klokken er 17:30. Seks timer, hvor han kan køre sig selv op. Hvorfor satte jeg ikke bare skålene i opvaskemaskinen?

Jeg arbejder videre. Skærmen på min telefon lyser op hele dagen. Klokken bliver 17:30, og jeg lukker butikken. Jeg ved, hvad der venter mig, hvis han er vred. Er jeg heldig, er det bare pulsmåleren i dag. Den er han glad for, så kan vi måske nøjes med at snakke sammen.

Den ligger altid i sportstasken under sengen. Han finder den frem, spænder den om min mave, og så begynder forhøret.

“Synes du, min ven er pænere end mig?” “Elsker du mig mere end dine forældre?”

Altid umulige spørgsmål. 

Så jeg gør alt, hvad jeg kan, for at suge maven ind, så pulsmåleren ikke kan måle min høje puls. 

Efter vrede kommer omsorg. Efter slag kommer roser. Ofte med et kort. Han fortæller mig, at han vil give mig hele verden, for kun jeg kan holde ham ud. Jeg ved godt, at det er fordi, han har det svært. Det hører jeg, når vi tager til psykolog sammen. Han ved ikke, hvordan han ellers skal reagere.

Det er ikke sådan, et forhold skal være, det ved jeg jo godt. Det er flovt. Hvem ville ikke bede mig om at gå, hvis de vidste, hvad der foregik?

Men de ser ham jo heller ikke som det menneske, jeg ved, han er. Dét menneske, der sidder i sofaen med min far til sent ud på natten og har dybe samtaler om, hvordan livet gør ondt. Dét menneske, der er blevet så uretfærdigt behandlet af verden, og som jo bare gerne vil elskes. 

Virkeligheden er jo, at han ér kærlig. Han har bare svært ved at vise det. Jeg tror ikke, at hans ekskærester nogensinde rigtig forstod ham. 

Jeg begynder at få ondt i hovedet. Vi har ikke engang været sammen et år. Mavepinen har været der længe, men den er begyndt at komme oftere. Jeg har svært ved at koncentrere mig om andet end ham og hans humør. Jeg bliver sygemeldt fra butikken. Nu er jeg bare hjemme, her bestemmer han.

Jeg laver mad på hans måde. Hælder grødris og sødmælk i en gryde. Varmer det stille op. Koncentrerer mig om, at konsistensen ikke bliver for fast. Det er vigtigt. 

Jeg vasker tøj på hans måde. 30 grader og fem minutters centrifugering. Når jeg glemmer tøjet, så går han amok. Tæsker løs på mig. Er jeg fatsvag eller hvad?

Jeg går i bad på hans måde. Han kigger på. Sikrer sig, at jeg bruger nok vand og sæbe. Jeg går ikke ud af badet, før han siger jeg må, ellers er jeg klam.

Jobcentret begynder at presse på for, at jeg skal i gang med mit liv igen. Vi bliver enige om, at jeg skal prøve at starte på HF efter sommer. Det får jeg det måske bedre af.

I løbet af dagen sender han mig beskeder. “Hvorfor har du ikke ordnet mit tøj inden du gik, din so?”. “Husk nu madpakkerne til i aften, ikk”.

Jeg går ud på toilettet og græder.

Jeg stopper på HF. 

Vi går rundt alene derhjemme, igen. Jeg gør alt forkert, og jeg ved det godt. 

En dag gjorde jeg ham så vred, at han ikke ville have mig i huset, så han åbnede fordøren og smed mig ud. Så kunne jeg stå der og tænke over, hvad jeg havde gjort. Det var koldt udenfor, mine bare fødder blev hurtigt røde. Vore nabo kiggede nysgerrigt over hækken. Jeg smilte og listede rundt om huset og ind på terrassen. Lod som om, jeg ledte efter noget, som om jeg skulle hente noget. Det var pinligt.

Jeg gik tilbage til fordøren og bankede på. Undskyld. Det var min skyld.

Jeg bliver så ked af, at jeg gør ham vred. Han vil mig jo bare det bedste, men jeg bliver ved med at ødelægge alting.

Han krammede mig.

Jeg ved, han elsker mig.

Men hans kærlighed er ikke ubetinget. Jeg skal gøre det rigtige, se ud på den rigtige måde. Høje hæle, stramme kjoler og håret altid i en hestehale. Gerne ligne en rigtig Hollywoodfrue. Før i tiden kunne jeg også godt lide at krølle mit hår, men det er slut nu. Så finder han bare en anden. Alene tanken giver mig en knude i maven

Mit hår skal nemlig være så lyst som muligt. Jeg har én gang prøvet at få lavet en mørk bundfarve, der skulle ske noget nyt. Jeg elskede det. Han hadede det. Han sagde, at han overvejede at gå fra mig, fordi det var så grimt. 

Jeg græd. Vaskede mit hår tre gange om dagen. Nu kunne han ikke gøre for, hvis han var mig utro, og det var min skyld. Nu var jeg bare et kraterfjæs og en fed ko. 

Kommunen har presset på længe nu. De siger, jeg er for ung til at gå derhjemme. Mine forældre er enige. Hvis ikke vi har et arbejde, kan vi i det mindste hjælpe lidt til. Vandregningen stiger og stiger, og det er ikke fordi, vi bruger timevis på at vaske op, fortæller de. Jeg får helt røde kinder. Vi sidder ved spisebordet, og de ser så alvorlige ud. Vi ved det godt, vi forstår det godt. Det skal vi nok arbejde på, siger han. Vi bor her trods alt gratis og får alt betalt. Jeg kigger ned i bordet, da han rejser sig og går ud og fylder badekarret.

Jeg får arbejde i en børnehave.

Skænderierne bliver voldsommere, og han vil altid have sex efter. Som om det hjælper. Han kan jo mærke på mig, at jeg ikke har lyst. Men jeg orker ikke at gøre modstand, så bliver det bare værre.

Så holder han mig fast og griner ad mig. “Lad være med at spille kostbar. Jeg ved, at du har lyst,” siger han. Han gør mig bange, bange for ham. 

Jeg forsøger at forsvinde væk i mine tanker. Lader ham gøre sin ting, mens jeg kigger over på den buket roser, han kom med i går. Måske det bare er mit lod i livet. 

“Det er fandme din egen skyld, at vi er endt her. Nu skal det være slut,” råber han. Han sidder oven på mig med det ene knæ i flisegulvet, mens han holder en frisørsaks mod min hals.

“Undskyld, jeg ved godt, at det er mig. Undskyld.” Jeg råber, alt hvad jeg kan.

Han stiller sig op. “Rejs dig dog op.” Jeg sætter mig på kanten af badekarret. Jeg siger ingenting. Han er glad for, at jeg siger undskyld. Det er godt, at jeg kan se, at det er min egen skyld. At det var mig, der fik ham derud, hvor han havde lyst til at slå mig ihjel.

Min puls er høj, også lidt højere end normalt. Jeg fortsætter med at lægge min makeup, for jeg nåede kun at få creme på. 

Jeg vil gerne cykle på arbejde. Han kører mig.

I børnehaven sidder jeg og laver perleplader med børnene. Jeg prøver at være til stede, men det er umuligt. Min kontaktperson kommer forbi. Jeg tager fat i hende og spørger, om vi lige kan snakke – alene. Vi står ude i baglokalet, og tårerne triller ned ad kinderne på mig. Jeg ved, at hvis jeg siger noget, så er det slut. Så bliver jeg nødt til at forlade ham. 

Men jeg kan ikke mere.

“I morges prøvede min kæreste at slå mig ihjel” 

Jeg fortryder det, sekundet efter ordene forlader min mund. 

Telefonen ringer. Igen. Det har den gjort uafbrudt, siden jeg forlod ham i forgårs. Det er irriterende. Det er juleaften, og jeg har for første gang i to år selv valgt den kjole, jeg har på. Mit hår er krøllet. Jeg er opsat på, at det skal blive en dejlig aften. Men jeg kan ikke få lov til at koncentrere mig om min aften, for han ringer og ringer og ringer.

Jeg ender med at tage den. Han fortæller, at hans farmor er død i dag. Jeg kan mærke, at han er ked af det. De var meget tætte.

Der er mange, der tager i byen. Alle mine veninder, siger jeg. Det kunne jeg også godt bruge. Måske jeg så lige kan aflevere hans julegaver, inden jeg tager i byen? Nu er de jo købt.

Min far synes, det er en dårlig ide. En meget dårlig ide. Hvis jeg skal noget, synes han, at jeg skal tage hjem i min venindes lejlighed først, og så tage i byen derfra. Det må jeg give ham ret i.

Hvad tænker jeg dog på? Det er to dage siden, han forsøgte at slå mig ihjel.

Inde på værelset frisker jeg mig op, lidt ny makeup, lidt ny parfume. Hvis vi skal i byen, skal jeg se godt ud.

Jeg sætter mig ud i bilen, musikken strømmer ud af højtalerne, da jeg drejer nøglen. Jeg kører gennem natten til d. 25. december. 

Døren ind til lejligheden er åben. 

Kapitel 3 – Forelskelsens pris

Det her er ikke rationelt. Lysten til at være der for ham er altoverdøvende. Det samme er kvalmen. Jeg føler alle følelser på en og samme tid. Han smiler, da han ser mig.

“Du ser godt ud.” 

Inde fra køkkenet kalder hans far. “Farmor er lige faldet på trappen”. Jeg reagerer ikke på hans løgn. Han tager min hånd og lader som ingenting.

Inde i hans seng ligger vi tæt. Han holder om mig. Han fortæller mig, at han er ked af det. Klokken bliver mange, for vi har meget at snakke om. Vi sover lidt.

Det er det helt rigtige, det her. Han holder om mig, og jeg har lyst til, at han aldrig skal give slip.

Vi fejrer nytårsaften sammen. Under fyrværkeriet løfter han mig op og kysser mig. Pande mod pande bliver vi enige om, at det er os to mod verden.

Første januar har vi vores første skænderi. Vi nåede at have én god uge. Nu kan jeg starte forfra. Forfra med at forsøge at forlade ham. Forsøge at holde op med at elske ham. Forsøge at komme ud af vores forhold så let som muligt. For han vil ikke lade det være let. Jeg skal straffes. Mit hjerte synker ned i maven, og jeg bliver helt tom indeni. Hvordan kan jeg være så dum? 

Hver dag insisterer han på at køre mig hjem. Jeg beder ham om at sætte mig af på hjørnet, men han kører tættere på. Jeg vil ikke have, at mine forældre opdager os. Han vil gerne opdages.

Han slår mig. Han presser mig til sex. Han provokerer mig og skræmmer mig. Og nu er det hemmeligt. Ingen ved det. Ingen må vide det. Nu gør min mave ondt igen. 

Hvordan er jeg havnet her igen? 

Han skriver altid sent om aftenen. I aften forlanger han igen, at jeg skal fortælle mine forældre om os. Jeg nægter. Jeg kan ikke se ham, men jeg ved, han er vred.

“Tjek din konto,” skriver han.

Min puls banker så hårdt, at jeg kan mærke den i ørerne. Jeg kan ikke få vejret, da jeg tjekker min konto. 

Den 10. februar tager han 80.000 fra min konto.

Den 11. februar vil han give mig det dobbelte tilbage.

Jeg er gået til bekendelse om aftenen d. 10. Fortalte mine forældre alt.

De hjalp mig med at få pengene tilbage, og vigtigst af alt, at afvise de ekstra penge.

Jeg skal ikke skylde den mand en krone. 

Han prøver at købe mig. Han er så ækel.

Jeg er helt færdig med ham, men han er langt fra færdig med mig. 

Han kører forbi mit hjem hver dag. Klipper vores ledninger og cykeldæk. Følger efter mig på arbejde. Han ringer konstant. Til mig, mine forældre, mine venner, mit arbejde. Ingen af os har lyd på telefonen længere. 

Jeg er bange for at være hjemme. Bange for ikke at være hjemme. Jeg har svært ved at få luft. 

Vi sætter os ind i sofaen, mine forældre og jeg. Min mor tager flasken med Bailey i skabet og hælder tre små glas op. Lidt at slappe af på, siger hun. Jeg lægger mig på sofaen, og hun masserer mine ben. Knuden i maven gør mere ondt end nogensinde. Jeg ved, at han får kørt sig selv op igen. Det er bare et spørgsmål om tid, før han kommer tilbage.

Det er tredje dag i træk, at han har været her. Han har spraymalet et stort pink kryds på vores carport, piftet de forreste dæk på bilen og baldret ruden på passagersædet. Igen. Politiet kan ikke gøre noget, for de kan jo ikke bevise, at det er ham.

Derfor forsøgte vi her til aften at få ham på film. Min far bandt en fiskesnøre om vinduesviskeren på vores bil, trak den ind gennem havelågen og viklede den rundt om toppen på en vinflaske, der var placeret på et havebord. Så kunne vi høre, når han kom. Og det gjorde han. Typisk ham, kørte han sig selv helt op og begyndte at råbe og skrige af min far. Han virkede manisk, da han gik rundt ude foran huset og svingede med det jernrør, han havde taget med.

“Jeg har gået til boksning, og det ikke fucking amatørboksning!” råbte han.

Jeg filmede – også da han i sit raserianfald kørte væk.

Efter et kvarter banker det på døren. Min far rejser sig brat fra sofaen. “Nej far, du må ikke gå derud, lad nu vær”. Han svarer mig ikke. Jeg følger efter ham. Jeg ved, jeg også bliver nødt til at få det her på film.

Han banker havelågen ind i min fars mave gentagende gange, mens han skriger ham op i ansigtet. Min far kigger tavst på ham. 

Jeg skynder mig ud fra stuen og gemmer mig bag en busk.

Han løfter sin hånd og sender en knyttet næve direkte mod min far.

Jeg flyver frem og ser, at min far ligger på jorden.

“Far!” 

Han læner sig ind over min far, som vågner med et sæt og griber fat i trøjen på ham. Han samler ham op. Med den ene arm holder han ham, mens den anden begynder at tæske løs på ham.

“Ring til politiet,” skriger jeg. Men min mor fumler med telefonen og kan ikke ramme tasterne. Jeg flår den ud af hånden på hende og ringer. Forbindelsen ryger. Jeg ringer igen. Og igen. Jeg kigger ud på min far, der bliver ramt af den ene knytnæve efter den anden. Jeg ser væk, mens stemmen i røret siger: “For tyveri, tast 1”.

Nogen tager den – jeg er igennem.

“Prøv at lade være med at græde, jeg kan ikke høre dig,” siger damen i røret. 

Jeg kommer ud i bryggerset, min far ligger på gulvet. Blodet løber fra venstre øre. Han er helt bleg og hævet i ansigtet.

Den lille villavej oplyses af blå blink.

Jeg kigger op på ambulancerederen, der er i gang med at sprætte hans ternede skovmandsskjorte op. 

“Overlever han,” spørger jeg.

“Det kan jeg ikke svare dig på.” 

Epilog

Min far overlevede den nat. Og jeg fik mit liv tilbage. I det øjeblik politiet førte min ekskæreste ud i politibilen, forsvandt alle mine følelser for ham. Indtil da havde det været svært at vurdere, hvor kærligheden stoppede, og frygten begyndte. Men ikke længere. Nu ved jeg, hvad han er. Han er et ækelt monster.

Jeg ville ønske, jeg ikke havde brugt tre år i helvede. Men jeg var manipuleret til at tro, at den mindste handling var kærlighed. Og frygten for konsekvenserne, ved at gå imod ham, var enorm.

Men det er der ikke noget at gøre ved nu. Og jeg ved, at det ikke er min skyld. Det var aldrig min skyld. Det var heller aldrig ægte kærlighed, det ved jeg også nu.

I dag ved jeg, hvad ægte kærlighed er. Ægte kærlighed er, når jeg ser på min datter. Og på min forlovede. Den kærlighed, jeg føler for dem, den er ubetinget – præcis som kærlighed skal være.

Hvad han laver, aner jeg ikke. Han spøger stadig i kulissen fra tid til anden, men han betyder ikke noget for mig mere. Desværre kan jeg aldrig helt være fri for ham. Jeg har fået PTSD, og når mørket bryder frem, bliver jeg altid lidt utryg. Det er noget, som jeg vil have med mig resten af livet.

Mine forældre vil heller aldrig blive de samme mennesker igen. Det har på samme måde været en lige så traumatisk omgang for dem, som for mig, at være vidne til mit livs traume. 

De nages begge af dårlig samvittighed over ikke at have set tegnene. Men det må man ikke bebrejde sig selv. En som ham er en mester i at forføre mere end bare kæresten. Det er hele ens omgangskreds, som er udsat for det spil, han spiller.

Jeg tænker nogle gange, at havde han dog bare givet mig et blåt mærke, den gang i bilen, så havde jeg aldrig skulle fortælle den her historie. Så havde det ikke været min historie.