Præstemanglen er størst i yderområderne: Vi risikerer at miste de små lokalsamfund

Klokken er 7.50 da vi sætter med kurs mod Vestjylland. Mørket har lagt sig og det samme har tågen. Vi har en køretur på to timer foran os, før vi ankommer til Dybe Kirke syd for Lemvig. Mosekonen brygger her til morgen. 

Efter to timers landevejskørsel drejer vi ind ad en stikvej, blade af orange og røde farver bøjer sig ind over os som en lille port. Foran lågen til kirkegården holder en varevogn, hvor der står “kirkeklokken”. Det er længe siden klokkerne i Dybe Kirke har kimet, men det skal der laves om på. Gruset knaser under den slidte Citroën, da vi kører op bagved. På den anden side af lågen nærmer sig en mand iført regnjakke og et stort smil. Den hvide trælåge knirker langsomt i. “I må være journalisterne!” Herren hedder Henning Bjerg Mikkelsen og er præst i Dybe Kirke. Han ved, hvor vigtig den lille kirke er. 

“Der er cirka 150 medlemmer her i Dybe sogn og cirka 15 af dem går i kirke om søndagen. Vi har kun gudstjeneste her en gang i måneden” 

Henning har været præst i sognet siden 2008, og pensionsalderen begynder at true i det fjerne. Vi sætter os bag døbefonden. 

“Vi har jo haft problemer med at en præst har forladt embedet, fordi man har søgt noget andet eller er gået på pension. Og så er det ikke usædvanligt, at man opslår stillingen to eller tre gange inden det lykkes at få en præst.” Hans dybe stemme laver genklang i det aflange rum.

Og hvad gør I så i den tid, hvor I mangler en præst? 

“Hiver vikarer ind, pensionerede præster, som bor i området. Er man præst og har en præstekjole, så kan man bruge den indtil man stort set ikke kan gå eller kravle.” 

Præster foretrækker bylivet 

En rapport fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter viser, at der er mangel på præster omkring i landet. Det ser de både gennem samtaler med biskopperne og ved antallet af genopslag af præstestillinger. Rapporten viser også, at der er størst præstemangel i de mindre områder i landet.

Dette er Niels Henrik Gregersen, der er professor i samtidsteologi på Københavns Universitet, enig i. Han siger, at præstemanglen er størst i yderområderne bl.a. i Vestjylland. Det hænger sammen med, at man uddannes i storbyerne København og Aarhus. Når man er færdiguddannet, har de fleste stiftet familie, der hvor de bor og er derfor mindre tilbøjelige til at flytte til yderområderne.

Ifølge rapporten er antallet af genopslag af præstestillinger steget fra 18 til 44 i årene 2019-2023.

I 2022 udgjorde genopslag 12,5% af de samlede stillingsopslag, mens de i 2023 udgjorde 18%. Det vurderer Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter at være “en betragtelig stigning på kort tid”. 

En af grundende til at stillingsopslagene bliver genopslået er, at meningsrådene ikke finder ansøgerne egnede til at være præst for netop den menighed. Menighedsrådene vægter flere aspekter højt, når de skal vælge en ny præst. Nogle evner de vægter højt er ‘overensstemmelse med sognets kultur og værdier’ samt ‘sociale kompetencer’. I det ligger at præsten skal vise interesse for alle sognets børn og kunne indleve sig i de værdier og normer, der findes i sognet. 

På landet kender man sine sognebørn

Ifølge Henning er der stor forskel mellem præsteembedet i byerne og på landet: 

“Det der adskiller landpræsten fra bypræsten er, at landpræsten har tid til at gå på besøg hos folk og indgå i sammenhænge udenfor det kirkelige, i det folkelige.” 

Vinden blæser ind fra Vesterhavet få kilometer væk. Træerne vokser mod øst.

Det, at man også møder sine sognebørn andre steder i byen, gør at man får et helt specielt forhold. Henning ser relationen til sine sognebørn som en essentiel del af præstearbejdet og uddyber: “Jeg vier og døber mine gamle konfirmanders børn også selvom de bor i Aalborg, Aarhus og København. For de kender ikke præsten i Aalborg, men de kender mig. Derfor betyder præstens og kirkens nærhed noget.” Han holder øjenkontakten.

Men kunne det hænge sammen med, at der måske er en større efterspørgsel på Gud herude i Vestjylland i forhold til resten af landet? 

“Jeg tror ikke, at vi er mere religiøse, men her i Vestjylland er der lang historisk tradition for at bakke op om kirken.”

Konsekvenserne ved at lukke kirkerne

Man kunne fristes til at lukke kirkerne, for at løse præstemanglen, så beboerne må besøge nabosognet. Dog siger Niels Henrik Gregersen, at man risikerer at miste de små lokalsamfund, når nu daginstitutioner og dagligvarebutikker allerede er lukkede: “Nogle steder er kirken det eneste der er tilbage. Hvis kirken også forsvinder, er der ikke andet end fladt land tilbage. Så bor man et forladt sted, og det er ikke attraktivt at flytte et forladt sted hen.”

Købmanden i Dybe er lukket, og selvom døbefonden er tør, mener Henning, at lukningen af Dybe Kirke vil skabe sorg for beboerne i området:

“Udover at kirken er det sidste samlingspunkt i byen, så er det også et problem, at der er en kirkegård udenom. Det er væsentligt for folk, der har deres døde begravet herude, og det er væsentligt at kirken er her, og at det er et levende hus, der står på kirkegården” 

Kirkeligt arbejde uden kirkerummet 

“Kirken vigtigste arbejde er relations-arbejde. At skabe relationer mellem beboerne i området og skabe en god relation mellem beboere og præsten.”

Dybe Kirke varetager også andre opgaver end gudstjenesten. De tager sig af socialt udsatte i området. De laver gratis sommerlejre, så dem hvis forældre ikke har råd til at tage dem på sommerferie har mulighed for at lave noget om sommeren. 

Henning løfter hænderne mens han taler. “Kirkens vigtigste opgaver er ikke oppe fra prædikestolen, kirken skal være nærværende i lokalsamfundet, hvor der kan være kriser”.