Hun flygtede fra landet, men så kom mørket
Bag det stille liv mellem Domkirken og caféerne kæmper Nighisti Zerezghi en indre kamp. Efter flugten fra Etiopien er hun blevet overtaget af et mørke, som nægter at slippe taget.
Hendes øjne er svære at fange. Blikket hviler ud mod Store Torv. Her sidder hun ofte, og længe. Nighisti har ikke travlt, for hun er pensioneret. Det har hun været de sidste mange år, på trods af de blot 61 år.
Dagene går ofte med at tage bussen til Skejby Psykiatrisk afdeling, hvor hun får medicin. Her får hun fred. Fred for den sorte mand der kommer, når hun lukker øjnene. Han lister mod hende i mørket og når han er tæt nok, begynder han at spise af hende. Hun viser med fingrene hvordan han gør op ad armen. Han åbner munden helt op og stopper først, når hun åbner øjnene. Hun kan også se ham lige nu, fortæller Nighisti og lukker øjnene. Der bliver stille. Øjenlågene vibrerer, som om en nerve har sat sig fast. Det startede efter flugten fra Etiopien.
Krigen var blevet så truende, at hun måtte tage sønnerne under armen og tage natbussen til Sudan. Her blev hver en vågen time brugt på at undersøge Dansk Flygtningehjælp, som hun havde hørt godt om. Nighisti peger mod Domkirken med den ene hånd, mens den anden hviler på det venstre ben. Kirkens fællesskab bragte hende til Århus for omkring 21 år siden. Her tilbringer hun hver onsdag formiddag med andre afrikanske flygtninge.
Mange af de andre har haft et hårdt liv. Det tror hun også, at hun har. På den måde føler hun sig ikke anderledes. Alligevel tager de andre på arbejde efterfølgende, eller hjem til familien, men ikke Nighisti. De voksne sønner har hun ikke talt med i fem år, fordi den sorte mand i mørket forhindrer hende.
Hun er udmattet. Hovedpine og spændinger i kroppen giver behov for mange pauser. Hun bliver ikke glad af noget, for det er svært at være glad, når man har ondt over det hele. Hun læner sig til den ene side og lægger vægten i armen, med venstre hånd på stenkanten af statuen. De siger på sygehuset, at hun ikke bliver rask – at det hjælper med medicin, men hun bliver ikke glad af medicin. Hun overlever. Alligevel er hun håbefuld, for der er nogen deroppe, som fortæller hende noget andet. Nighisti læner sig længere tilbage mod armen og lader hovedet falde tilbage:
”Jeg håber at du hjælper mig, Gud.”